Ligner min hund

Det er en gammel schlager, at mennesker ligner deres hunde eller omvendt. Der findes mange sjove billeder af hunde og mennesker der ligner hinanden i udseendet, og nogle gange taler man også om hvordan temperamenter ligner hinanden. Måske tiltrækkes man af nogen der ligner én når man vælger hund, eller måske kommer man til at ligne hinanden når man i årevis lever sammen så tæt som hund og menneske ofte gør.

Jeg ligner ikke Adina rent udseendemæssigt. Adina er udpræget smuk, men fuldstændig ligeglad med det. Hun graver sig gerne sort og brun ude i haven, men accepterer dog at blive tørret og børstet. Adina er slank og atletisk, og hun har et perfekt boldøje. På alle disse punkter er jeg stik modsat – der ligner hun nok Mads lidt mere.

Men når det kommer til psykologien har hun meget til fælles med både Mads og mig. Vi er alle 3 nogle lidt forsigtige typer, der har stor empati og tager meget hensyn. Det betyder at vi har et respektfuldt samliv, hvor der er plads til alles behov og stortrives i hinandens selskab.

Især på et område er Adina og jeg meget ens.  Vi er begge meget sensitive. Hvis der er nogen der skælder os ud, eller hvis vi selv laver en fejl, bliver vi meget kede af det.

Vi får hurtigt nok af indtryk, positive som negative. I sommers var vi på besøg på den kennel hvor Adina er født. Der var 17 hvide schæfere og deres familier, så det var et stort selskab. Det var en utrolig positiv oplevelse, der var en god stemning og alle var glade. Det er en af den slags ting som jeg får meget ud af, men også noget der gør mig utrolig træt bagefter. Sådan er det også for Adina. Selvom hun hyggede sig med de andre hunde og mennesker havde hun efter et par timer fået nok, og ’sagde’ faktisk meget direkte til os at hun gerne ville hjem nu.

Når Adina har været ude for noget der har påvirket hende følelsesmæssigt negativt, tager det noget tid før hun får det rystet af sig. For nylig blev hun bange for torden og stak af fra hundelufteren. Da hun kom hjem og der faldt ro på, var hun naturligvis træt. Men hun var stadig urolig og stresset. Det var hun også dagen efter. Og dagen efter igen. Hun var nogle dage om at falde rigtigt til ro, og først da kunne hun få hvilet rigtig ud.

Sådan har jeg det også. Mit liv er også præget at humør- og energimæssige nedture, hvor jeg kører i ring over følelsesmæssigt belastende situationer. Først efter nogle dage kan jeg slappe af, og så er jeg i mellemtiden blevet så træt at jeg har fået migræne eller på anden måde har været nødt til at kaste håndklædet i ringen og lægge mig passivt på sofaen.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *