Om at elske hunde

Mennesker kan deles op i 2 kategorier: dem der elsker hunde, og dem der ikke er interesserede i hunde. Selv blandt hundeelskere har jeg en usædvanlig stor kærlighed til hunde. Dem der kender mig godt fortæller, at de ikke kender nogen der holder så meget af hunde, som jeg gør.

Det er en ærlig sag ikke at kunne lide hunde. Det er der mange der ikke kan. Efter at jeg er blevet hundeejer kan jeg mærke, at jeg har en stor glæde ved at tale med mennesker, som godt kan lide hunde. Jeg tager faktisk mig selv i ikke så godt at kunne lide mennesker, som ikke kan lide hunde.

Det er forkert, jeg ved det godt. Jeg oplever bare et langt større fællesskab med hundeelskere. Sidst jeg var til et større selskab, kom jeg til at sidde ved bord med en anden hundeejer og en dyrlæge. Vores snak om hunde fik en anden ved bordet til at kalde os hunde-freaks, fordi han følte at vi ikke kunne snakke om andet. Det passer ikke, men når man er blandt mennesker man ikke kender så godt, falder talen nemt på de fælles interesser.

Over frokosten på arbejde bliver der tit talt om kæledyr. Mine kolleger har børn, der plager om at få et dyr, og deres fædre fortæller ivrigt hvordan de kæmper imod. Der bliver snakket meget om hvor tidskrævende og frihedsberøvende det er. Man kan godt få den fornemmelse, at man er godt dum hvis man har hund. Så sidder man der og tænker på sin hvide skønhed derhjemme, og kan ikke rigtig snakke med om hvor forfærdeligt det er at have et kæledyr. To af hundemodstanderne er ledere for mig. På en arbejdsplads, hvor man som medarbejder ikke har den store fleksibilitet, kan det godt give lidt ondt i maven at tænke på, om man mon nu kan opnå forståelse næste gang man har brug for at tage Adina til dyrlæge el.l.

Anderledes godt gør det i maven at se fjernsyn onsdag aften lige for tiden. TV2 har fundet det relevant at sætte en hundequiz på programmet; “Hvem sagde vuf?“. Programmet bestyres af inkarneret hundeelsker Felix Smidt, som har sin egen hund Marley med i studiet. Gæsterne er kendte mennesker og deres hunde. Det er helt fantastisk for en hundeelsker at se. Alle i studiet er vilde med hunde, og det understreges i hele produktionen. Kameraerne zoomer ind på hundenes ansigter og på interaktionen mellem hund og ejer. Der er hvalpe-garanti, således at der i hvert eneste program kommer et kuld hvalpe ind i studiet, som deltagerne skal forsøge at lokke til sig, og efterfølgende må nusse. Quiz’en handler om viden om hunde og forskellige øvelser med hundene, udført med stor omsorg og forståelse. Det er LIGE mig!

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *