To sider af samme sag

Debat om fordelingspolitik bliver meget nemt en skyttegravskrig. Om det så handler om udlændinge, førtidspensionister eller hvilken som helst anden gruppe der modtager økonomisk støtte via vores velfærdssystem, ser danskerne vidt forskelligt på emnet. Stik modsatte argumenter bliver draget frem på hver sin side, selvom det er de samme mennesker man taler om.

Et aktuelt eksempel er flygtningedebatten. Den nye Venstre-regering skyndte sig at ændre på de ydelser, som flygtninge modtager når de kommer til Danmark. Udlændingeministeren begrunder indgrebet med, at det er nødvendigt at begrænse antallet af flygtninge der kommer til Danmark. Dermed siger hun også, at flygtninge har økonomiske incitamenter til at søge asyl i Danmark.

En anden Venstre-politiker Jens Rohde bringer i en Facebook-opdatering et billede to syriske mænd med børn i armene, der er på vej ud af en brændende ruin med kommentaren: ”Her er et par syriske mænd igang med at planlægge, hvor de kan få den bedste kontanthjælp i Europa…..” Sarkasmen indikerer, at han ikke kan forestille sig, at asylansøgere i Danmark har økonomiske motiver.

Det er jo to helt vidt forskellige og modsatrettede syn på flygtninge. Det samme kan man møde, når man taler om alle mulige andre modtagere af velfærdsydelser: førtidspensionister, pensionister, SU-modtagere, folk på barselsorlov mv. Beskyldninger om grådighed, udnyttelse og kold økonomisk beregning kolliderer med stålsat insisteren på at tro på det gode i mennesker, koste hvad det vil.

I mine øjne er begge fronter alt for unuancerede. Man kan ikke have kun det ene synspunkt, for det er langt fra repræsentativt for alle.

Helt basalt synes det mest oplagt for mig at vælge medmenneskelighed frem for penge. Mit hjerte bløder for de stakkels mennesker, der må flygte fra både deres nære og alt hvad de ejer for at redde deres liv, og selvfølgelig skal vi hjælpe.

Men så hørte jeg et interview i radioen med en dansk kvinde, fastboende på ferieøen Lesbos, hvortil der i øjeblikket kommer ca. 1000 flygtninge om dagen. Hendes observationer var meget blandede. Hun så stor nød og ulykke. Og så så hun unge mænd der virkede stærke, med nyere og bedre tøj og smartphones, end grækerne selv har. Hun undrede sig over om de også havde brug for hjælp. Men man kan jo godt være i livsfare uden at være fattig.

Jeg lagde også mærke til indsparket fra bloggeren Jaleh Tavakoli, der med et sjældent indblik fortæller om en stor bevidsthed om Danmarks velfærdssystem i et af de lande Danmark modtager flygtninge fra. Hun beskyldte sit tidligere parti Enhedslisten for at være naive, når det gælder udlændingedebat.

Og der er da heller ikke nogen værre følelse, end at blive udnyttet for sin godhed. Det er en grim, grim oplevelse at se sine menneskelige og økonomiske ressourcer blive misbrugt af mennesker som har samvittighed til det.

Det skulle da lige være følelsen af at blive beskyldt for noget man ikke har gjort. Som når man bliver anklaget for at snyde og nasse, når man er kommet ud for noget i sit liv, hvor man ikke kan klare sig selv.

Sandheden er jo, at der findes begge dele.

Der findes både de gode og de dårlige eksempler. Der findes opportunister, lykkeriddere og dovne mennesker. Og der findes værdigt trængende. Når der skal formuleres og udmøntes fordelingspolitik, må man prøve at tage højde for at velviljen kan udnyttes. Men samtidig må man altså prøve at indrette forvaltningen, så de der reelt har behov for hjælpen ikke mødes med en regn af mistillid og måske slet ikke hjælpes.

Det er selvklart en svær balance. Sådan som debat og politisk diskussion foregår i de danske medier, er der en tendens til man kun hælder til det ene synspunkt, og benægter modstanderens argumenter. Jeg synes ikke vi må være bange for at erkende sagens realiteter, selvom det gør det hele meget sværere.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *