Frivilligt barnløs – argumenterne

Når man er en person, der ikke har børn og ikke har lyst til at få nogen, møder man mange reaktioner. Nogle mennesker synes at man tager fejl, og kommer med argumenter om hvorfor.

Generelt synes jeg ikke det er fint at kritisere andre menneskers livsvalg, med mindre det går ud over nogen. Men der er åbenbart nogen der synes, at frivillig barnløshed er skadeligt.

Her er nogle af de mest almindelige argumenter, jeg har mødt. For hvert udsagn kommer jeg med mit eget syn på sagen.

Der bliver kun født 1,8 barn pr. kvinde. Hvis denne udvikling fortsætter, bliver vi færre og færre.

På globalt niveau er kloden ved at gå under af overbefolkning. Det har store konsekvenser for miljøet, og det er ikke bæredygtigt i forhold til at give alle mad på bordet. I de sidste mange årtier har Danmark kunnet få al den indvandring vi ville, og vores befolkningstal er steget. Det er kun fordi man vil have etnisk rene danskere, at politikere og andre argumenterer for at vi skal få flere børn.

Hvis Jorden var blevet lagt øde af en atombombe, og jeg var en af de få overlevende, kunne jeg måske overveje at få børn af ren og skær pligt. Ellers ikke.

Når man ikke får børn, bidrager man ikke til samfundet. Der skal nogen til at betale skat til din folkepension og hænder til at hjælpe dig når du bliver gammel.

Jeg er ret sikker på, at det ikke er en overvejelse om skattekroner og fremtidig arbejdskraft, der får de fleste danskere til at få børn. Hvorfor skulle det argument så pludselig overtale en person, som ikke har lyst til at få børn?

Som det ser ud i dagens Danmark, er det faktisk når alt kommer til alt en underskudsforretning for samfundet at sætte børn i verden. Hvert barn der fødes i Danmark i dag koster samfundet netto ca. 850.000 kr. Jeg vil sige som komikeren Anders Stjernholm: jeg tror ikke der sker noget ved at vi bliver lidt færre.

Du bliver ensom, når du bliver gammel, hvis du ikke har nogen børn

Der findes mange beretninger om ensomme ældre på plejehjemmene, som aldrig får besøg. Mange af dem har børn. Nu om dage er vi meget mere mobile, og vi bor ikke nødvendigvis samme sted som vi voksede op. Mange flytter endda til udlandet.

I al beskedenhed kan jeg godt se, at mine egne forældre har glæde af mig og min familie her i deres 3. alder. Til gengæld er deres andet barn, min lillebror, ikke en særlig stor del af deres liv, da han bor i Californien. Han repræsenterer nok nærmere et savn.

At få børn er ikke nogen garanti mod ensomhed. Jeg synes det er bedre at få børn af andre årsager.

Du ved ikke hvad du går glip af

Næ, det er jo rigtig nok. Sådan er det med mange ting i livet. Man kan ikke opleve det hele, selvom vi prøver. Vi går efter de oplevelser vi synes lyder mest spændende, og det er altså ikke for alle det at få børn.

Er du ikke bange for at du fortryder?

Der er jo en risiko for at fortryde alt hvad man gør, og også alt hvad man ikke gør. Man hører ofte et rationale om at gøre det ene eller det andet af frygt for at fortryde senere. Men det omvendte kan jo også være tilfældet.

Nej, jeg er ikke bange for at fortryde. Store beslutninger griber jeg systematisk og analytisk an, og så mærker jeg godt efter hvordan det føles. Når jeg har taget en beslutning står jeg ved den, fordi jeg ved at jeg har taget den bedst mulige beslutning i situationen. Hvis man er loyal overfor sig selv og sin egen beslutningsproces, vil man aldrig kunne fortryde et valg eller et ikke-valg.

Du har ikke oplevet ægte kærlighed, før du har prøvet at blive forælder

Igen må jeg sige, at det er muligt det er sådan for den, der kommer med argumentet, men det er ikke det samme som at det er sandt for mig. Andre kan ikke vurdere dybden af min kærlighed til min mand, mine forældre eller min hund, og jeg vil gerne have mig frabedt at nogen gør sig til dommer over mine følelser.

Måske afslører man noget om sin egen følelsesmæssige modenhed, når man kommer med den slags udtalelser. Det kan godt være at nogen har oplevet at modnes rent følelsesmæssig af at blive forælder. Men hvorfor tror man at alle andre har samme udgangspunkt som en selv?

Folk der ikke ønsker sig børn er egoister

Jeg bliver altid ked af det, når jeg bliver beskyldt for at være egoistisk, for sådan oplever jeg ikke mig selv. Jeg forbinder egoisme med, at der er nogen der må bøde for ens valg, og det kan jeg simpelthen ikke få øje på at det gør. Jeg går bare rundt og passer mine pligter og min familie uden at ligge nogen til last.

Men det kommer nok an på hvad man lægger i ordet egoistisk. Jeg tror mange småbørnsforældre oplever, at de ofrer sig selv totalt for deres børn, og det synes de er det modsatte af at være egoistisk. Og når de så konfronteres med nogen der ikke gør det samme offer, så synes de det er egoisme.

Hvis ikke det handler om, at det går ud over nogen, men blot det at vælge livsstil ud fra hvad man bedst selv kunne tænke sig, så kommer argumentet jo tilbage og bider afsenderen i halen. For så er det også egoisme at vælge et liv med børn, når det er det man bedst kunne tænke sig. Og her kan man ikke engang sige, at man ikke ligger nogen til last.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *