Før sommerferien 2015

Det har været en kold maj og en kold juni måned. Planter og blomster er slet ikke på samme stadie som sidste år, og majsmarkerne har slet ikke den højde de normalt ville have på denne tid af året. DMI udsendte i slutningen af juni en månedsprognose, der ikke var alt for optimistisk. Men knap var juli startet, så kom der en flok sommerdage. Vi må nyde det så længe det varer.

I vores familie har vi ferie sent på sommeren. I år stod Mads bagerst i køen, da der skulle fordeles ferie på hans arbejdsplads, og faktisk kommer vi til at have 2 af ferieugerne udenfor skolernes sommerferie. Det kunne min arbejdsplads heldigvis godt acceptere, og der er flere fordele ved at have sen ferie. Vejret er relativt tit godt i august, og der er lidt mindre pres på faciliteterne; kortere kø til ishuset og nemmere at få bord på caféer. Jeg nyder at have noget at se frem til. Desuden kommer efteråret, der ellers tit føles som et langt stræk hen til fridagene i julen, til at føles lidt kortere.

Indtil vi skal have ferie, klarer vi hverdagen i et ferieramt miljø. Vi nyder at gaderne er mindre trafikkerede. På mit arbejde går aktivitetsniveauet væsentligt ned, mange ting er udskudt til efter ferien. Jeg håber det samme sker på Mads’ arbejde, hvor deres verden til hverdag er ved at gå under af travlhed. Efter en aktiv juni er der nu ingen sociale arrangementer, og vi kan vende os indad og nyde sommer-fyraften ved at lege med hunden, slå græs, spise is og sidde ude når det er vejr til det.

Når vi er hjemme mens alle andre har fri, er det også tid til en anden tilbagevendende syssel: pasning af andres hjemmefront. I denne sommerferie skal vi passe en undulat, en guldhamster, se til svigerforældrenes hus og have et halvt øje på teenage-nevø, som er nødt til at blive hjemme alene, mens familien tager på sommerferie i Italien – der er nemlig skoleperiode i hans lærlingeuddannelse.

Når kalenderen viser august, er det så vores tur til ferie. Igen i år går turen op til vores sommerhus i Gilleleje. Så er det tid til at høste frugten af det hårde slid i påsken, hvor vi byggede en ny træterrasse. Det bliver en helt anden oplevelse at leve udendørslivet, når vi har sådan en fin terrasse at være på, og vi har glædet os lige siden april. Det har været et særdeles hårdt år med både flytning og for Mads ekstra stort arbejdspres. Vi trænger virkelig meget til at slappe af og lade op i trygge og smukke omgivelser.

I øjeblikket siger jeg ”god ferie” til alle dem der drager afsted. Når de kommer tilbage, kan de se misundeligt på at jeg siger farvel og går på ferie. Eneste ulempe er, at når jeg selv kommer tilbage på arbejde efter ferie, har arbejdspladsen været oppe i omdrejninger i flere uger. Det er nok ikke muligt for mig at starte ferie-hjernen langsomt op, som man ellers anbefaler. Jeg har dog lagt en aftale ind i min arbejdskalender mandag formiddag, så der er tid til at få læst mails og indhente diverse efter ferien.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *