Folketingsvalg 2015

Det er valgdag i dag. En af demokratiets festdage. Jeg har altid oplevet det som stemningsfuldt med en blanding af højtidelighed og almindelighed at gå ned til den lokale folkeskole og sætte et kryds. Dannebrog vejrer, og ofte skinner solen – desværre dog ikke denne gang.

Sidst der var valg til Folketinget gennemgik jeg alle partierne her på bloggen, og konkluderede at jeg ikke kunne stemme på nogen af dem. Jeg stemte dog alligevel – på en kandidat som ikke blev valgt ind.

Selvom der denne gang er et par nye partier, har jeg har ikke haft samme behov for at gennemgå partiprogrammer. Jeg har opgivet at sætte mig ind i alle de specifikke emner som tages op, og derfor er de kandidat-test der findes på nyhedsmediernes hjemmesider heller ikke brugbare for mig. Hvor skulle jeg dog vide fra, om der kommer for få eller for mange flygtninge til Danmark- det skal jo ikke være baseret på hvor mange brune øjne man møder på gaden? Jeg kender ikke nok til ældreplejen til at vide, om de har brug for flere penge, og jeg aner ikke om heltidsskolen er en god eller dårlig idé.

Denne gang har jeg forsøgt at træde et skridt tilbage og se lidt mere på de overordnede linjer. I bund og grund vil jeg gerne vælge nogen ind, som har hjertet på rette sted. Egentlig oplever jeg mange af folketingskandidaterne som oprigtige, velmenende og engagerede. Værdierne er bare meget forskellige.

Det vigtigste for mig er respekt for alle i samfundet, og jeg mener virkelig ALLE. Også virksomheder, folk der ikke er på overførselsindkomst, dyr og natur. Og så synes jeg det er vigtigt at bekæmpe stress, både på arbejdspladser, i uddannelsessystemet og hos modtagere af velfærdsydelser. Stress truer ikke bare med at nedbryde mennesker, men hele samfundet.

Jeg har været selektiv med hvor meget valgstof jeg har fulgt. På den ene side synes jeg man har en demokratisk pligt til at sætte sig ind i hvad der er op og ned. På den anden side bliver det hurtigt en meget frustrerende oplevelse.

Tonen har været særdeles hård denne gang, og tit er jeg efterladt med en følelse af at vi alle er fjender. Rød/blå, klient/skatteyder – det er som om vi ligger i hver vores skyttegrav. I en Facebook-tråd udtrykte jeg bekymring for, at vi som betaler til samfundets svage selv skulle blive de svage og komme på førtidspension pga. stress. Det gjorde en førtidspensionist vred, og hendes ”held og lykke med arbejde til du bliver 70 år” runger stadig i hovedet på mig som et udtryk for, at det ikke kun er de ressourcestærke, der fokuserer på sin egen situation. Jeg frygter at alt for få tænker på samfundets sammenhængskraft, og det gør mig mismodig.

Her til aften tager jeg min mand i hånden og går ned til Toftevangsskolen. Det er endnu en af de første gange her i Birkerød. Jeg håber at det bliver lige så hyggeligt og stemningsfuldt, som vores tur til Kongevejens Skole i Virum var. Mit kryds i dag bliver sat ved det parti jeg føler mere end andre partier står for respekt og hensyn til hele samfundet og alle i det.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.