Forsøg med 5:2

Hovedpine er noget der plager mig meget. Jeg lider af migræne og har ca. 4 anfald om måneden. Derudover har jeg jævnligt hovedpine ifm. 5:2 fastedagene. Det kommer som regel efter det ene måltid jeg får på fastedage; frokost. Nogle gange kommer det også dagen efter en fastedag. Jeg er er så led og ked af at have hovedpine, og jeg tænker meget over hvad jeg kan gøre for at undgå det.

Jeg har spekuleret på, om hovedpine ifm. fastedage kan hænge sammen med udsving i blodsukker. Jeg har svært ved at finde ud af hvordan jeg skal imødegå det. Ved måltidet på fastedagen fokuserer jeg på at få grøntsager og magert kød, og undgår så vidt muligt kulhydrater. Jeg prøver også at lade være med at spise søde sager aftenen før en fastedag. Det har ikke rigtig hjulpet.

Lige fra starten besluttede jeg mig for, at jeg skulle have min daglige ration på 500 kcal på fastedagene ved at spise 1 samlet måltid til frokost. Det koncept lagde jeg mig fast på fra starten, fordi teorien om 5:2-diæten peger på at det er godt for kroppen at få længere pauser fra spisning og fordøjelse. Jeg synes det virker og føles rigtigt at gøre sådan. Således kan jeg stadig nyde den fremragende kantine der er på min arbejdsplads, og jeg kan holde fri fra madlavning om aftenen.

Sidstnævnte var en helt central grund til at begynde med 5:2-diæten, fordi jeg gerne ville bruge konceptet til at fjerne pligter fra min hverdag. Problemet med hovedpine gør dog, at jeg har lyst til at udfordre min model lidt. En idé kunne være at fordele de 500 kcal mere over fastedagen.

De sidste par fastedage har jeg derfor drukket en let sødet vitamindrik i løbet af dagen, og kun spist nogle få grøntsager til frokost; et par gulerodsstave, agurkeskiver, radiser, lidt vandmelon osv. Om aftenen har jeg spist et bæger skyr. Jeg forestiller mig at mit blodsukker er mere stabilt og aldrig helt lavt, når jeg spiser på den måde.

Med den nye måde holder jeg fast i det stress-formindskende aspekt af diæten, i og med at jeg stadig ikke skal fremstille et aftensmåltid. Jeg går på kompromis med tanken om at give kroppen helt fred for at skulle bearbejde ting jeg spiser og drikker. Til gengæld opnår jeg større kontrol med hvor meget jeg spiser på en fastedag, idét jeg ikke tæller kalorier. Måske kan jeg også begrænse trangen til at kompensere på ikke-fastedagene?

Indtil videre har jeg gode resultater, men jeg skal nok prøve det i lidt længere tid for at være sikker på at det er pga. denne opbygning af fastedagen, at jeg ikke får hovedpine.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.