DSC_1120

Hundefarver

Det ligger til danskerne at komme med en kvik bemærkning, som analyserer og kommenterer situationen på en humoristisk måde. Disse reaktioner kan være meget forudsigelige. Mange kommer nærmest som en betinget refleks.

Folk der møder mange mennesker i deres dagligdag kan fortælle masser af historier om spørgsmål og reaktioner, som går igen. Som i supermarkedet, hvor kasseassistenterne stensikkert får en bemærkning om, at de da ikke skal sidde der og kede sig, hvis der er en pause mellem ekspeditionerne. Afsenderen synes i øjeblikket at han/hun er meget original. Men modtageren har hørt den SÅ mange gange før, og ved nærmere eftertanke er det en lidt dum bemærkning. Det er et sjovt fænomen.

Når jeg går tur med min hund møder jeg mange mennesker, både hundejere og andre fodgængere. En af de analyser jeg smiler lidt af er, når folk kommenterer min hunds farve. Adina er hvid, og der er rigtig mange som siger et eller andet om at det er en besværlig farve i forhold til at blive beskidt.

Ved nærmere eftertanke giver det ikke så meget mening. Jeg tror at folk sammenligner med en hvid frakke eller når man har en hvid sofa, og tænker på hvor svært det kan være at holde sådan en ren, fordi man ikke altid kan få tekstiler helt hvide igen efter vask.

Sådan er det ikke med hvid hundepels. Når Adina bliver beskidt er det typisk fordi hun går ned i vandhuller eller ruller sig i skovbunden i leg med andre hunde. Det, der gør hende sort, er hovedsagelig jord og visne plantedele. Vi kan som regel få det meste af med et håndklæde når vi kommer hjem. Hvis hun har været nede i et rigtigt mudderhul kan der godt sidde noget tilbage inde i pelsen, men når det tørrer, så drysser det lige så stille af. Nogle timer efter er Adina lige så fin og hvid som hun hele tiden har været.

Det stiller så nogle krav til støvsugning i hjemmet og rystning af hundesengen. Men det gælder jo for alle hunde-hjem. For nej, en hvid hund bliver altså ikke mere beskidt end brune og sorte hunde. De bliver nøjagtig lige så beskidte af en tur i et mudderhul, det kan bare ses mere på en hvid hund lige når det sker.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *