Påskeferie 2015

Lige siden vi købte sommerhus i sommeren 2009 har vi tilbragt påsken i sommerhuset. De år hvor vi har haft ferie i hverdagene op til påsken, har vi fået en dejlig ferie ud af det, og de år hvor der ikke har været feriedage tilbage til det, har vi nydt at vi kunne suse op til nordkysten lige inden påske og ikke behøve at tænke på at få købt ind inden butikkerne lukker i helligdagene – i sommerlandet er butikkerne nemlig også åbne i påskedagene.

I år var det et af de år, hvor vi kunne tilbringe en god uges tid i sommerhuset, og det har vi set frem til. Vinterferien gik desværre lidt i vasken for os pga. sygdom og arbejde, så vi længtes virkelig efter noget sammenhængende fritid. Vi valgte at afsætte noget af påskeferien til at få lavet en ny terrasse rundt om det lille hus. Du kan læse om projektet her.

Det er jo ellers ikke fordi vi mangler fritidsprojekter, efter at vi overtog vores nye hus sidste sommer. Det har været krævende for os begge at bruge efteråret på at lave en carport. Her i det tidlige forår er vi gået igang med den anden af de 2 ting vi på forhånd havde besluttet os for der skulle gøres ved huset; opsætning af støjhegn. Der opstod nemlig en mulighed for at købe et restparti af lige den slags moduler, vi gerne ville bruge. Ved helårshuset flyder forhaven derfor med støjhegnsmoduler, opgravede buske og afklippede grene. Der er lavet en bane i bevoksningen mod den store vej 1 meter fra skellet, og der er støbt en række 5 x 5-stolper klar til montage. Og der er masser af andre opgaver vi kan kaste os over i det nye hus.

Da vi var i sommerhus i vinterferien talte vi om, at tiden var mere end moden til at udskifte terrassen. Vi kom i tanke om hvordan det som regel rammer os, når vi sidder på terrassen i sommerferien, at den ikke er optimal at bruge når den er så slidt og begroet. På det tidspunkt er det som regel for sent at gennemføre sådan et stort projekt, som det vil være at udskifte terrassen. Vi vil for det meste også gerne holde helt fri i sommerferien, og så skyder vi det fra os. Men nu besluttede vi os for at ofre noget af påskeferien på det, og ser det som en investering i en endnu bedre sommerferie.

Påskeferien indeholdt dog også lidt afslapning. Langfredag kom mine forældre til frokost – en tradition vi har startet efter vi fik sommerhuset. Husbond og jeg kører ned i Gilleleje Havn og køber fiskepålæg og et af de berømte rugbrød fra Retaurant Gilleleje Havn, og mine forældre ruster sig med god appetit mens de kører nordpå. Det er altid dejligt at nyde noget af forårets lys sammen i det lille hus. I år kunne vi sidde i en lækrog på den nye terrasse og nyde lidt sol i ansigtet efter maden.

I dag lørdag laver vi ikke rigtig noget, og i morgen går turen hjemad mod Birkerød. Der venter nemlig lidt flere pligter. Vores cykler, som vi bruger hver eneste dag året rundt, trænger til en kærlig omgang efter vinteren. De skal gerne være klar med nye kæder, tandhjul, bremser og hjul til på tirsdag, hvor hverdagen starter igen.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *