Meningsdannere

Har du lagt mærke til hvor tit medierne bruger metoden voxpop? Både på fjernsyn, i radioen og i de trykte medier ser man journalister gå ud på en hovedgade og spørge tilfældigt forbipasserende om deres mening om eller erfaring med et aktuelt emne. For det meste synes jeg det er temmelig latterligt at bede folk kommentere på alt mellem himmel og jord, når de er midt i noget andet – uden forberedelse eller tid til at tænke sig om. Det kan da være meget sjovt at høre folkestemningen ovenpå en dansk sports-sejr el.l. Men derudover synes jeg det er meget begrænset hvad det bidrager med, når det handler om emner der er bare lidt mere komplekse.

Denne journalistiske metode har dog en helt anden slagside som er bekymrende. Jeg er godt klar over, at der er masser af mennesker på gaderne også på hverdage i dagtiden. Men når man vil krydre en historie med input fra den almindelige borger, så må man tænke over, hvem man mon møder på Strøget en helt almindelig tirsdag formiddag.

Man får naturligvis ikke den halvdel af befolkningen, som har et arbejde, i tale. Dem man møder vil typisk være studerende, pensionister, arbejdsløse og turister. Disse befolkningsgrupper har en helt anden livssituation end de borgere, der sidder på en kontorstol, står på en byggeplads eller løber på en hospitalsgang imens. Deres holdninger og erfaringer kan sagtens være meget anderledes.

Så kan man måske slå det hen og spørge mig hvorfor det er et problem, når nu hele metoden er så latterlig som jeg indledningsvis beskriver. Men det synes jeg det er, for uanset hvor underlødig den journalistiske metode er, så er jeg overbevist om at de udsagn der kommer frem bliver en del af den offentlige meningsdannelse. Medier bruger jo i høj grad hinanden som kilder, og pludselig kan nogle få kommentarer bliver refereret igen og igen og komme til at danne grundlag for andre mediers fokus – på problemstillinger som måske kun er relevante for en lille del af befolkningen.

Jeg er også overbevist om det som en rullende snebold kan komme til at påvirke politikere i deres prioritering, fokus og formulering af politisk program. I yderste konsekvens kan det blive en demokratisk skævvridning, hvor store dele af befolkningen slet ikke er repræsenteret eller bliver hørt.

Det blev tydeligt for mig, hvor skævt mediernes fokus faktisk er, da jeg begyndte at spise efter 5:2-diætens principper. Jeg var en af de første der skrev om mine erfaringer, og da bogen om 5:2 udkom havde jeg været igang i 4 måneder. Min blog blev hurtigt fundet af diverse journalister, og jeg fik mange henvendelser fra medier der gerne ville interview’e mig. Jeg fik bla. 2 henvendelser fra Danmarks Radio, men de trak sig da jeg måtte fortælle at jeg ikke kunne deltage i almindelig dagtid, hvor jeg er på arbejde. I den periode var der meget i medierne om 5:2, og de cases der blev vist var næsten altid førtidspensionister, der havde været igang i langt kortere tid end jeg, og dermed havde mindre erfaring.

Det er ikke noget tab for mig personligt ikke at komme i fjernsynet. Det ‘koster’ som regel mere end det giver at tale med journalister. Men det er en helt anden vinkel der kommer på emnet, når det eksempel der drages frem er atypisk i forhold til målgruppen. Vinklen på de store medier blev, at der var tale om en modedille og hvor skøre de mennesker var, der spiste sådan. Jeg kunne have vist dem hvordan man kan håndtere stress og smerter i en travl hverdag med fuldtidsarbejde – en vinkel jeg mener kunne være mere brugbar for mange mennesker.

Mit eksempel er jo ikke ligefrem politisk eller demokratisk vigtigt. Men det kunne det sagtens være.

Jeg har tidligere udtalt mig til TV-Avisen om grundskyldens himmelflugt, et emne som nu ser ud til at blive et tema i den kommende valgkamp. Dengang foregik det også i dagtimerne (da arbejdede jeg et sted hvor man var mere fleksibel med medarbejdernes arbejdstid). Her kom jeg til orde, fordi jeg reagerede på en online-artikel ved at kontakte journalisten bag. Men er det repræsentativt hvad jeg mener, bare fordi jeg er opsøgende og offentliggør min mening? Det mener jeg selvfølgelig at det var i lige den sag. Men samtidig er det jo tydeligt at se, hvordan sådan en problematik lynhurtigt kan komme helt ud af proportioner.

Det fleste af de danske medier er ganske givet meget bevidste om deres demokratiske rolle og det ansvar der følger med. Mon de tænker over hvad det har af konsekvenser, at meget journalistisk baggrundsarbejde kun udføres fra kl. 8-16 på hverdage? Brugen af cases med ‘rigtige mennesker’ som f.x. voxpop og googl’ing får forholdsmæssigt meget plads i mange mediehistorier. Jeg håber de tænker over, om det er repræsentativt at det er borgere på overførselsindkomst og åbenmundede blandemaskiner som mig, der tegner billedet af borgernes mening.

 

 

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.