Storhus-rengøring

Vores nye hus står registreret med 192 kvm beboelse. Hele huset består af et oprindeligt hus fra 1907 på ca. 140 kvm, og en tilbygning på ca. 50 kvm., der er kommet til i 2001. Den nye bygning indeholder de rum, som vi ellers i vores hussøgning havde troet vi skulle finde i kælderen: bryggers, et ekstra badeværelse og et rum til Mads’ hobby. Derfor opfatter vi ikke huset som så enormt, det er bare en anderledes fordeling end de 97 kvm. bolig og 97 kvm. kælder som vi var tæt på at købe i Nærum og Søllerød.

Ikke desto mindre er det en typisk reaktion, at man synes det er et stort hus når man nævner de 192 kvm. Det næste udsagn er tit, at der er meget at gøre rent. Det har vist sig at være en langt mindre byrde end vi troede.

Der hvor vi boede før, havde vi 75 kvm. beboelse. Der var en fordelingsgang, hvor man ligesom i en lejlighed med få skridt kunne gå fra soveværelse til badeværelse, fra stue til køkken og man var hurtigt ude i forhaven eller baghaven. Det betød også, at der meget hurtigt blev beskidt i alle rummene. Når man kom hjem fra en mudret tur i skoven med hunden, eller ind fra haven efter fra en omgang havearbejde, så kunne man ikke undgå at slæbe skidt med ind, og det kom meget hurtigt videre til stue, soveværelse og badeværelse. Derfor var det nødvendigt at gøre rent i alle rummene ret ofte, hvis man som jeg ikke er så vild med jord under de bare fødder når man skal fra soveværelset til badeværelset om morgenen. Efter at vi fik hund var hundehårene alene årsag til langt hyppigere rengøring.

I det nye hus betyder inddelingen af grundplanen, at der ikke bliver beskidt over det hele på samme måde. Entreen ligger i den nye bygning, hvor der er klinker på gulvet og gode muligheder for at få sko og overtøj af vejen før man går videre til resten af huset. Klinkegulvet bliver beskidt, men det ses slet ikke så meget som på plankegulvene i rækkehuset i Virum. Alene det at det visuelt ikke ser så beskidt ud er en stor lettelse for mig.

Man går ad en gang og op ad trapper, før man når til stuerne og køkkenet. Det skidt som vi og hunden måtte slæbe ind fra entréen efter f.x. hundeturen når at falde af før man når til opholdsrummene. Der kommer lidt ind fra havedøren, men måtter på terrassen tager det meste.

Vi har soveværelse, kontor og badeværelse på 1. sal, og her er vi mest morgen og aften. Der er meget mindre trafik, og det betyder mindre støv og skidt. Hvad man måtte have slæbt med sig af skidt når man når til opholdsrummene bliver afleveret på trappen til førstesalen, når man er heroppe. Det er slut med at svinge benene ud af sengen og sætte de bare fødder ned i jord, som hunden har slæbt ind. Jeg kan også gå på bare fødder på badeværelset uden at mærke urenheder under de følsomme fodsåler – en stor lettelse for en sensitiv sjæl som mig.

Så er der hundehårene. Adina fælder selvfølgelig, i perioder mere og i perioder mindre. Men hun fælder ikke mere, fordi vi er flyttet til flere kvadratmeter. Hun smider den samme mængde pels som i Virum, bare over et større areal. Det betyder at nullermands-dannelsen sker langsommere. Også det faktum at vi har 2 badeværelser betyder en mindre rengøringsfrekvens. Vi bruger hovedsageligt hver vores badeværelse, og det betyder at tilsmudsningstiden er halveret.

Alt i alt oplever jeg ikke rengøring som værre, end da vi boede i Virum. Det er rigtigt, at det totale areal der skal støvsuges er større, men det betyder knap så meget, når først man er i gang. Og så er det skønt, at man nemt kan komme til over det hele, og ikke skal sno og vende sig, for at nå alle kroge. Det er i øvrigt naturligt at tage 1. salen for sig, opholdsrummene for sig og tilbygningen for sig, også fordi rengøringsbehovet er forskelligt de 3 områder. Vi måske gør rent lige så ofte som i Virum, men det er ikke alle 192 kvm. hver gang.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.