El-cykel til reparation

Det er længe siden jeg har haft kontakt med en cykelmekaniker ifm. en el-cykel. I hvert fald med problemer der relaterede sig til el-systemet. Det har været dejligt, at mine cykler har fungeret godt i så lang tid. Jeg har nok fortrængt, hvor forfærdeligt det er at have sin el-cykel til reparation. Det har jeg så fået genopfrisket på det seneste. Min ellers ret dejlige Cube el-cykel begyndte at sige en høj metallisk bankelyd fra motoren, og det synes jeg ikke var så godt.

Jeg har købt cyklen i Vanløse, men nu hvor jeg er flyttet til Birkerød er det yderst besværligt og tidskrævende at skulle tage en el-cykel til reparation der. Heldigvis ligger der nogle km. fra mit hjem en cykelhandler med værksted, som forhandler samme cykel. Det var derfor oplagt at prøve om de ville tage min cykel ind til reparation. Jeg ringede i forvejen og fik bekræftende svar på, at de godt kunne se på den, og da jeg stod i butikken spurgte jeg ind til om de havde erfaring med reparation af el-cykler og hvad de ville gøre hvis der var noget galt med el-delen af cyklen. De var optimistiske og tog imod min el-cykel. Men efter 2 dage ringede de og sagde, at de alligevel ikke kunne hjælpe mig og opfordrede mig til at gå til forhandleren.

3. september tog jeg så til Vanløse med cyklen, og de tog da også venligt imod mig i Vanløse Cykelcenter. Jeg havde sørget for at tage kopi af garantibevis mv. og de fik oplader, nøgler mv. med – alt var i orden. Jeg ville få besked dagen efter.

Jeg fik ikke besked dagen efter, og det viste sig blot at være starten på et meget langt forløb, hvor jeg var nødt til at ringe jævnligt for at få en status og lægge pres på for at der skulle ske noget. Efter 2 uger havde værkstedet fået instrukser fra producenten til udbedring af fejlen. Det hjalp bare ikke. Efter 5 uger arbejdede de på at sende billeder og dokumentation til producenten med henblik på at få en ny motor. I skrivende stund har min forhandler haft min el-cykel til reparation i over 6 uger, og jeg har i alt været uden el-cykel i 7 uger.

Jeg har før beklaget mig over dette, og jeg må indrømme at jeg STADIG synes det er utrolig irriterende, at cykelhandlernes værksteder ikke besidder kompetencer til at reparere de el-cykler, de tjener så fedt på at sælge. For almindelige cykler har mange cykelværksteder dag-til-dag-service, hvor man ved almindelige reparationer kan hente cyklen dagen efter. Når det kommer til el-cykler kommer man til at placere sig lidt mellem 2 stole, for dag-til-dag-service gælder bestemt ikke for el-cykler. Jeg opfatter min el-cykel som ‘min bil’, men jeg tror ikke mange bilejere der ville acceptere at skulle have sin bil på værksted i 7 uger pga. en bankelyd i motoren, og i så tilfælde ville man oftest have mulighed for at låne eller leje en anden bil. Det er ikke en mulighed for mig.

Det er både besværlig og dyrt for mig, når jeg ikke kan tage min el-cykel på arbejde. Pludselig har jeg ikke fleksibilitet mere. Jeg kan ikke lige smutte forbi apoteket i Virum og købe medicin til hunden eller klare andre ærinder efter arbejde og i weekenden på den nemme og ligetil måde jeg har været vant til. I denne uge har jeg endda været alene hjemme og uden bil.

En af grundene til at jeg er så glad for at cykle er, at jeg har smerter i storetåledet når jeg går. I den periode jeg har været afhængig af bus og tog til og fra arbejde, har jeg gået mange km. til og fra stationer og stoppesteder. Når eftermiddagsturen med hunden kommer oveni bliver det til mange kilometer på fødderne – det har været en smertefuld tid.

Derudover har det en helt kontant konsekvens at være uden el-cykel. Det koster mig 83 kr. pr. dag at tage offentlig transport til og fra arbejde. Hvis jeg havde vidst det ville tage så lang tid, så kunne jeg have købt månedskort, men jeg havde ærlig talt ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle trække sådan ud. Selvom jeg har været syg en uge, har fået lift et par dage og kan få rabat hvis jeg tager afsted før kl. 7, har disse 7 uger uden el-cykel i alt kostet mig foreløbig 2.082 kr. Det er mange penge, når det ikke er med i budgettet. Jeg har i mit budget regnet med at mit transportmiddel er el-cykel, og et er jo ikke gratis at have sådan en. I forsommeren fik jeg repareret bremser for 1400 kr., der er løbende udgifter til sliddele som dæk, slanger, kæde mv, og med en anskaffelsespris på 17.000 kr. er det langt fra en gratis transportform. Udgift til offentlig transport i sådan et omfang har jeg ikke kalkuleret med.

Jeg betaler også en pris med min krop udover smerterne i foden. Min form er helt i bund efter at have undværet cyklen så længe, og det har også haft konsekvenser for vægten. Nu skal jeg arbejde mig op i form helt forfra, og jeg kan se frem til at være meget, meget fysisk træt de næste mange uger. Jeg skal tilbage til min gode rytme hvor jeg kombinerer 5:2-diæt med 2 timers daglig motion, så jeg kan fortsætte det vægttab jeg lige så stille havde fået igang igen efter sommerferien.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg er flyttet for nylig, og nu er jeg blevet fortrolig med de offentlige tranportmidler i mit nye område. Det er rart at have det på rygraden, når vinteren kommer – der er næsten hver vinter enkelte dage hvor det ikke er muligt at cykle på arbejde og jeg i sidste øjeblik må beslutte mig for at tage offentlig transport. Jeg har også fået vænnet mig til rutinemæssigt at checke ud med Rejsekortet – en ting jeg før har måttet koncentrere mig meget om at huske. Jeg har også fundet smutvejen til stationen, og gåturen fra stationen har givet mig et bedre kendskab til lokalområdet.

Jeg har kontaktet Forbrugerstyrelsen og spurgt hvordan jeg står rent juridisk. De oplyser mig, at man ikke kan kræve erstatning for den udgift jeg har til alternativ transport, selvom forhandleren påfører mig en større og større udgift, jo længere tid det tager. Det eneste jeg kan gøre er at forlange, at de er færdige med cyklen indenfor en eller anden tidsfrist (som skal være rimelig), og hvis den derefter ikke er klar, kan jeg kræve handelen ophævet. Det hjælper mig jo ikke meget, for jeg vil jo bare gerne have min cykel tilbage. Jeg har overvejet at skrive en faktura på de 2.082 kr. og sende den til Vanløse Cykelcenter, men jeg tvivler på at jeg får noget ud af det. Jeg håber at selve reparationen bliver klaret på garantien. Jeg må bare indse, at det har kostet mig en sum penge og noget livskvalitet i en periode at have valgt el-cykel som mit transportmiddel.

Lignende indlæg:

23 meninger om “El-cykel til reparation”

  1. Syntes det lyder som noget meget langtrukken forløb. Cube el-cykel ser ud til efter søgning på nettet, til, at være en meget dyr el-cykel. Derfor mener jeg at sådan et problem, som du er løbet ind i bør slet ikke kunne forekomme. Det lyder som om den forhandler, som du har købt cyklen hos ikke har en snus begreb om hvad det er han laver. Det kan da ikke være så svært, at få skiftet det elektriske system og motor også skulle det da gerne være på plads igen.

    Hvis det er tilfældet, så må prisen på denne cykel være pustet godt og grundigt op. Syntes det må følge med, at når en el cykel er dyr,( over 10.000 kr.), så må servicen også være det bedre eller også skal kvaliteten være så god, at der ikke lige opstår problemer inden for de første år.

    1. Hej Kim, tak for din kommentar. Du har ret i, at det ikke er den billigste cykel der er tale om. Cube er et anerkendt cykelmærke, og jeg har betalt 17.000 kr. for denne el-cykel. Jeg synes egentlig at man skulle kunne få repareret sin el-cykel uanset prisleje, men jeg kan godt følge dig i at forventningerne til service stiger, når man bevæger sig opad på prisskalaen. Jeg havde egentlig håbet at have en mindre risiko for fejl ved at vælge et godt mærke.

  2. Ja jeg har haft 3 forskellige el-cykler, de 2 var meget billige. Den første jeg havde var endda en tur i tyskland hos importøren for sat blive lavet, men den blev alligevel slidt op i løbet af godt et år. Nummer 2 var en endnu billigere model til 2400 kr. den kunne heller ikke meget mere end omkring et par år, så var den skæv i motoren. Her kunne jeg have skiftet motoren ud med en ny. Den kan købes for omkring 500 hos MM konsol, men valgte at købe en brugt Thansen model. Den har nu kørt i et halvt års tid, og kører perfekt.

    Min cykel reparatør er min nabo, så det er dejligt nemt.

    Men hvad angår din cykel så skulle man da tro, at cykelhandleren, som sælger den har en eller anden manual, som han kan kikke i.

    Hvad angår reservedel, så bør de være på lager til så dyre cykler.

    Man skal åbenbart som kunne nu også til, at sikre sig, at forhandleren har reserve dele til de cykler, som de sælger, ellers skal man lade være med, at købe dem. Thansen har reservedele, men hvor dygtig de er til, at lave deres cykler m.v. ved jeg ikke 🙂

    1. Klog af skade interviewede jeg faktisk forhandleren ret indgående, da jeg overvejede at købe min nuværende el-cykel. De sagde, at de selv prøvede at reparere el-cykler, men nogle gange måtte have fat på producenten. Det er min erfaring, at mange forhandlere slet ikke vil røre ved el-cykler, så bare det at de var indstillet på selv at prøve gjorde, at jeg valgte at købe hos dem. Det spillede også ind, at lige dette mærke kunne man kun købe 2 steder i landet, og den samme cykel var 3000 kr. dyrere det andet sted.
      Alligevel sidder jeg nu i denne irriterende situation, og når jeg skriver sådan et blogindlæg er det for at prøve at få lidt opmærksomhed omkring problematikken. Jeg synes simpelthen det er for dårligt, at forhandlerne af el-cykler kan sætte en forbruger i sådan en situation.

  3. Som opfølgning på blogindlægget kan jeg oplyse, at jeg i dag er på cykel til arbejde for første gang i 8 uger. Mandag aften ringede Vanløse Cykelcenter og fortalte, at de havde modtaget en ny motor og fået den monteret. Tirsdag tog jeg tidligt fra arbejde og ud til Vanløse. Jeg fik udleveret el-cyklen uden nogen form for kommentarer, beklagelser eller undskyldninger – og heldigvis uden regning.

  4. Hej, Trine Louise,

    Jeg søgte info om el ladcykel på nettet, så på den måde, kom jeg til at læse dine “dejlige” oplevelser med din el cykel. Det var lærerigt og morsomt, og jeg takker for dine grundige beskrivelser af dine erfaringer. Din cykel er bare alm. 2 hjulede el cykel, ikke også? Men hvor kan man læse noget om 3 hjulede(lad)cykler?! Ved du noget om det? Der er en del, der sælges via “deal”firmaer på nettet, f.eks. Groupon, DealHunter, som i forhold til hvad det koster at købe cyklen fra forhandler er meget billiger. De ligner Christiania cykler, men er med motor. Jeg kan nemlig ikke cykle på de normale 2 hjulede cykler. Har du nogen erfaring med de elektriske ladcykler eller har du hørt noget om dem?

    Jeg takker på forhånd, og ønsker dig held og lykke med den nye motor!

    MVH

    Slaveia

    1. Hej Slaveia. Tak for din kommentar. Jeg har desværre ikke nogen erfaring med el-ladcykler, men jeg kunne forestille mig at der kan være de samme problematikker omkring reparation, måske endda værre fordi det er et mindre segment. Hvis du vælger at købe en el-ladcykel via en deal, så vil jeg anbefale dig at undersøge forhandleren der står bag, så du er klar over hvem du skal henvende dig til ifm. evt. reklamation.

  5. Hej Trine Louise
    Jeg har indtil i fredags også været den glade ejer af en CUBE el-cykel, nemlig Touring Hybrid Pro. Denne cykel blev bestilt i december 13 og blev leveret ult. juni 14. Bosch systemet er simpelthen blevet så populært at man ikke kan følge med og jeg tænker at det har været medvirkende årsag til at din reparation har taget så lang tid. Jeg ved også af erfaring at importøren heller ikke er vanvittig hurtig i optrækket 🙁 Når det er sagt så er det selvfølgelig ikke ok at dit forløb har taget så lang tid.

    P.S. Når jeg ikke længere har min cykel, er det bestemt ikke fordi jeg ikke var glad for den, men den er desværre blevet stjålet 🙁

    1. Hej Danielle. Tak for din kommentar, interessant at høre. Det var dog en utrolig lang leveringstid på en ny cykel – et halvt år! Det er jo godt at høre at systemet har succes, for det øger sandsynligheden for at kunne få reservedele og nye batterier på længere sigt, men det er uheldigt når det giver den slags flaskehalse, som vi begge har oplevet. Jeg kunne dog forstå på min forhandler, at han ikke har brugt en importør, men måtte forholde sig direkte til Cube og Bosch i Tyskland mht. denne reklamation. Så de er åbenbart også langsomme til at svare i det led længere tilbage.
      Hvor er det surt at du har fået stjålet din el-cykel – især hvis det betyder at du skal vente et nyt halvt år på at få en ny. Cykeltyve er nogle små, gemene mennesker der burde udstilles i gabestok på det lokale torv til spot og spe.

  6. Det du har oplevet er bare ikke godt nok 🙁
    Jeg fik problemer med min Haibike Cross Pro 2015 med Bosch Performance motor efter ca. 1200 km og den er købt sidst i oktober 2014.
    Fredag den 2. januar begyndte der at komme sjove lyde fra motoren et sted, som om et leje var gået et sted. Ingen slør i kranken og den samme lyd uanset om motor var tændt eller ej, og mens pedalerne kørte rundt.
    Midt på eftermiddagen kører jeg til Århus med den.
    Forhandler Maabo cykler, kan godt høre det.
    Han ringer til Bosch og de har stadig ferie. Han begynder at pille motoren af, men desværre er det så sent på dagen, at han ikke kan få afhentet en pakke. Det gør jeg på mandag sagde han og så sendes den til tyskland.
    Mandag ringer han og siger at den er afsendt og vi hører nok noget om en uges tid. To dage efter skriver Bosch de har modtaget den, altså om onsdagen.
    Tirsdag næsten en uge senere ringer forhandler og siger, at der er en pakke på vej fra Bosch.
    Dagen efter om onsdagen ringer han og siger, at cyklen er klar til afhentning! Otte arbejdsdage incl. tre dages transport og cyklen er klar. Det er rigtig flot og absolut godkendt 😀

    Så jeg er rigtig glad for min lille forhandler og Bosch! 😀

    Det var en helt ny motor der kom og der stod intet om hvad fejlen var på den gamle, men den må da have været total kaput… :roll:

  7. Hej Trine,

    Spændende læsning på hele din blog. Fedt med så meget vidensdeling omkring el cykler.

    Selv om du har haft en uheldig oplevelse mht reparation af din cykel, har du så været tilfreds med din Cube?

    Min kone er på udkig efter en el cykel til ca 22km daglig pendling og vi kigger på mange forskellige modeller.

    Jeg kan forstå, at man som udgangspunkt skal gå efter en god motor/batteri (kapacitet). Er der andre ting man skal tage højde for?

    Mvh Kim

    1. Hej Kim. Tak for din kommentar. Ja, jeg er stadig utrolig glad for min Cube el-cykel, den er langt bedre end nogen anden el-cykel jeg har prøvet. Meget bedre kvalitet, det fungerer super godt med Bosch center-motor.

      Når man skal matche behov med el-cykel er det selvfølgelig det med kapacitet, men hvis det handler om frem og tilbage til arbejde kan man også overveje at lade batteriet op mens man er på arbejde, merprisen for en ekstra oplader kan være noget lavere end for et stort batteri.

      Ellers er mange el-cykler i dag bygget ud fra en alm cykel, så man kan det samme som med en almindelig (kurve, barnestol osv). Man kan derfor undersøge de samme ting som med en alm. cykel: størrelse, hvordan er den at sidde på osv.

      Ud fra mine oplevelser med reparationer siger jeg altid til folk der spørger, at de skal tænke på at forhandleren skal kunne hjælpe med reparation. Spørg evt hvor committet de er til at hjælpe. Mange er kun på det marked for at stryge de kæmpe fortjenester og vil helst glemme alt om den daglige drift når el-cyklen er ude af butikken.

      Mvh. Trine

  8. Hej Trine,
    Jeg vil foreslå du køber en helt almindelig city-bike, touring cykel eller lignende. Når du ikke har længere på arbejde kan jeg slet ikke se behovet for en el-cykel og du ligner jo heller ikke en gammel dame på 75! El-cykler er meget overvurderede, som du selv er inde på ifm anmeldelser, det er et modefænomen med en pris der matcher hypen mere end kvaliteten på cyklen.

    Med en almindelig cykel får du også mere motion uden støtten fra el-motoren.

    Ang. Cube er jeg meget skuffet over den Cube Touring SL (6.000 kr. ) cykel jeg købte i foråret med samme formål: motion og indkøb. Det første der skete da jeg kørte den første tur var at kæden hoppede af. Jeg har brugt mange timer på at få indstillet forreste gearskifter rigtigt. Saddelpinden sidder en smule for højt men sidder uhjælpelig fast. Greb til quick-release ved hjulene er allerede begyndt at ruste. Selv om det er en touring cykel beregnet til lange ture og varieret tærren, er dækkene almindeligt tynde, uden belægning og punkterer let. Baglygte skruet skævt på, ledning til denne monteret forkeret osv osv, en masse små og store ting der bare er mega irriterende og som man ikke forventer fra BRANDET Cube eller en en tysk producent.

    Summasumarum: Køb en almindelig kvalitetscykel med plads til indkøbskurvene. Det er langt billigere og du får mere motion!!
    Held og lykke.

    1. Hej Anton.
      Tak for din kritiske kommentar, hvor du underkender mit valg af el-cykel som transportmiddel. Her er fakta der ligger til grund for mit valg:

      Jeg er 43 år og har ingen handicap.
      Jeg bor i Birkerød og arbejder i København Ø.
      Jeg har 23 km på arbejde – hver vej.
      Det tager mig ca. 65 minutter at køre på arbejde.
      Det tager mig ca. 75 minutter at køre hjem.
      Forskellen skyldes, at jeg på hjemturen skal op ad både Geels Bakke, Rudersdal Bakke og bakken på Vasevej.
      Jeg forbrænder ca. 700 kcal på at el-cykle til og fra arbejde.
      Når jeg kommer hjem er jeg virkelig træt og øm i lårene – hver dag.

      Jeg ville aldrig kunne tage turen til og fra arbejde uden den hjælp som el-cyklen giver. Dels ville blive så træt og øm, at det ville blive uoverskueligt at leve et aktivt familieliv, og dels ville det tage alt for lang tid.

      Hvor mange kvinder kender du, der cykler 46 km alle hverdage året rundt på almindelig cykel? Vær nu lidt realistisk!

  9. En el-cykel KAN give masser af motion, da det kommer an på hvordan du bruger den sammenlignet med en alm. cykel. Jeg gider ikke komme ind på hvordan, for det er der skrevet meget om før! Det er muligt du ikke får mere motion, men det er så fordi du bruger den anderledes end jeg gør. Havde du nu kørt i laveste hjælpetrin, ville du have opdaget hvor meget motion man kan få på en el-cykel.
    En el-cykel har intet at gøre med hvor gammel man er. Flere og flere unge køber el-cykler, specielt MTB el-cykler
    Kvaliteten fejler ikke noget på de el-cykler jeg køber, undtagen en enkelt jeg havde problemer med..
    Og sjovt nok forventer MTB el-cykel fabrikanterne, at de om ca. 5 år sælger flere el-cykel MTB end alm. MTB. Og da der bliver solgt flere el-cykler år efter år af de andre typer el-cykler, er der ikke tale om et modefænomen! El-cyklen er kommet for at blive.
    Blot fordi du får fingrene i en cykel der ikke fungerer ordentlig er, jo ikke ensbetydende med det generelle billede af kvaliteten på el-cyklerne.
    Ebsen Cross EDX3 2012 (skiftet motor efter ca. 500 km) ellers kørte jeg over 9000 km uden problemer.
    BH NEO Cross 2013 – den var der masser af problemer med.Afleveret ved forhandleren efter 4,5 måned. Man kan jo være uheldig.
    Sidste år på en Haibike Trekking SL 2014 – over 8000 km uden problemer.
    Siden oktober sidste år og indtil nu, Haibike XDURO Cross Pro 10.000 km (en motor skiftet på garantien ved 1000 km) ellers ingen problemer.
    Fra sep. sidste år og indtil marts i år, Haibike XDURO Urban 28, 4100 km uden problemer.
    Fra april i år til august i år, Haibike XDURO Urban 28 1800 km uden problemer.

  10. Nu vi snakker om snyd. Den artikel her fortæller vel alt 🙂

    “Hjælpemotor giver god motion
    Selvom familien cykler med hjælpemotor, får de god motion. Displayet på Morten Hviid-Hansens cykel viser, at han i testperioden tilbagelægger 250 kilometer med en gennemsnitshastighed på 25 kilometer i timen. Han er overrasket over, hvor forpustet han bliver, når han træder hårdt nok i pedalerne, og et pulsur dokumenterer, at elcyklen har en god indvirkning på hans kondition. Hans puls kommer op på næsten 160 på de hurtigste ture, og gennemsnittet i testperioden ligger på 132.
    »Han får stor sundhedseffekt ud af at cykle – selvom han har hjælpemotor på. Sundhedseffekten er lige så god, som hvis han havde taget en almindelig cykel, fordi han sørger for at træde nok til. Tallene viser, at cykling på elcykel giver intensitet svarende til Sundhedsstyrelsens anbefalinger«, konkluderer idrætsprofessor Lars Bo Andersen”

    http://politiken.dk/forbrugogliv/forbrug/dintransport/ECE2640399/byrotter-med-hjaelpemotor-frisk-luft-og-frihed-er-det-bedste-ved-elcyklerne/

  11. Jeg har haft elcykel i snart 3 år. Det er en Von Backhaus. Jeg har stort set været tilfreds…..lige på nær problemer med batteriet….eller batterierne. Det er det 3. batteri jeg kører med. Lige pludselig går de bare døde. Jeg har gennemsnitligt kørt omkring 2000 km pr. batteri. Udskiftningerne har gået over garantien, så ikke noget problem her.
    Mht. motion så får man da lige nøjagtig den motion, man ønsker sig. Det er da bare at lade være med at slå motoren til. Den bruger jeg meget ofte. Jeg cykler på arbejde den motoren tændt, for at slå den til når jeg kører hjem, for her er det altid “op ad bakke og stiv modvind” og måske dagen indkøb i cykelkurven. Så elcyklen giver mig frihed – motion uden motor og hurtig hjem fra arbejde med fuldt læsset cykel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *