Ordenlig politik

Sidst der var folketingsvalg var jeg meget i tvivl om, hvem jeg skulle stemme på. Her på bloggen skrev jeg et blogindlæg for hvert parti, indeholdende mine overvejelser for og imod.

Efter grundige overvejelser endte jeg med at stemme på Konservative, nærmere bestemt Naser Khader, som ikke blev valgt ind og nu er ude af dansk politik.

Det går ikke så godt for Konservative. I Folketinget er det blevet et meget lille parti, og det ærgrer mig. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvorfor det er blevet sådan, det er der sikkert mange og komplicerede årsager til. Men det ærgrer mig.

Nu har de Konservative lige fået ny leder, og forsøger at lancere sig selv igen. Det er ikke alle mærkesagerne jeg synes er lige vigtige, og jeg tror det kunne gavne partiet at prøve at slå nogle værdier fast på et højere niveau. Uden at det bliver ‘gud, konge og fædreland’.

Jeg drømmer om et parti som hylder ordenlighed.

Ordenlighed i økonomi; der skal simpelthen være styr på pengene så vi ikke ender i gæld til halsen. Pengene er fundamentet for det vi kan sætte i gang i samfundet, og sætter også visse begrænsninger.

Men samtidig ordenlighed overfor det som vores folkestyre er sat til at forvalte: samfundet. Det gælder både borgerne i samfundet, men også virksomhederne og naturen. Alt for mange partier sælger ud på et af områderne, og lader borgere, natur eller virksomhederne bøde for tiltag overfor et af de andre områder.

Jeg har altid opfattet Konservative som et parti der bygger på en fundamental værdi omkring ordentlighed. I mange aspekter af vores velfærdssamfund har vi givet køb på ordentlighed. Vi kender nok alle en sag med en person som ikke kan få førtidspension trods alvorlig sygdom, sociale udgifter der er helt ude af proportioner eller virksomheder som bukker under på grund af administrative byrder. Jeg ved godt at man ikke kan få det hele, og det er sikkert svært at strikke lovforslag sammen uden ofre. Men jeg synes godt man kunne sende signaler om, at man ønsker det var mere omsorgsfuldt.

Hele pointen med at lave disse strukturer i form af stat og kommune til at forvalte vores fællesskab, er jo skabt for det fælles bedste. Det synes jeg er gledet lidt i baggrunden. Jeg ville ønske at både politikere og borgere havde en større bevidsthed om fælleskab, omsorg og ordenlighed. Jeg håber at Konservative kan være spydspids for denne indfaldsvinkel.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.