På toppen

Nogle gange tænker jeg, at nu kan det næsten ikke blive meget bedre. Jeg har alt hvad jeg kan ønske mig i mit liv, og herfra kan det næsten kun gå ned ad bakke.

Glæden over det nye hus har så langt fra lagt sig. Både min mand og jeg glæder os dagligt over den dejlige bolig vi har fået, og vi bliver ved med at snakke og drømme om ideer og muligheder. Jeg har boet i lejet værelse, 4 forskellige lejligheder af forskellig størrelse og kvalitet samt i rækkehus. Gradvist er mine boligforhold forbedret og jeg sidder nu i en pragtfuld, charmerende villa med god beliggenhed og masser af plads – jeg kan ikke drømme om mere.

Familiemæssigt har jeg det også fantastisk. Jeg lever i et lykkeligt ægteskab med manden i mit liv, som jeg har kendt i 10 år, og vi har det ærlig talt virkelig godt sammen. Vi har været så heldige at hunden Adina kom ind i vores liv, hun har gjort vores lille familie fuldkommen. Jeg har et godt forhold til mine forældre, som bor ganske få km. væk, og vi ses tit. Også min svigerfamilie har jeg et rigtig godt forhold til.

Mit helbred har det rigtig godt. Jeg har døjet med ledsmerter, migræne og stress, men i øjeblikket har jeg meget få gener af det og føler mig frisk både fysisk og psykisk.

Karrieremæssigt går det såmænd også ret godt. Igennem 23 år har jeg arbejdet mig op fra kontorpiccoline igennem en række forskellige stillinger til nu at sidde i en specialiseret stilling i en solid virksomhed, hvor man tror på mig og regner med mig.

Det er jo fantastisk dejligt og privilegeret at kunne glæde sig over sit liv på så mange fronter. Jeg er af den mening, at det er helt i orden bare at være glad. Noget af lykken skyldes held og positive tilfældigheder, og andet har jeg selv haft indflydelse på. Jeg er taknemmelig og stolt, men kan også godt få en snert af skyldfølelse over at have det godt, når der er så mange der har det dårligt. Det hjælper jo ikke nogen, at man ikke værdsætter sin egen lykke. Det gode ved at have det godt er jo også, at man er i stand til at hjælpe andre, der ikke har så meget medvind. Og jeg prøver skam også at dele ud af mit overskud.

Som jeg står her, på toppen af mit liv, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvordan det ser ud fremad. Jeg bliver ramt af en følelse af, at nu kan det ikke blive bedre. Det synes uundgåeligt, at det herfra kun kan gå nedad.

Boligen er forhåbentlig en varig glæde, men på et tidspunkt må jeg måske sige farvel til den pga. alder. Måske bliver det for hårdt at gå på trapper, måske uoverkommeligt at holde hus og have. Det må være hårdt at skulle igennem en flytning, ikke fordi man har lyst, men fordi det er nødvendigt.

Familiemæssigt må jeg jo indse, at jeg ikke kan beholde mine forældre og svigerforældre for evigt. Min elskede hund skal jeg også tage afsked med på et tidspunkt. Til sidst i livet må min mand og jeg også give slip på hinanden. Hvem der dør først ved vi jo ikke, men det er som pest eller kolera, at skulle efterlade sin elskede med savn eller selv at skulle leve uden sin mage.

Helbredet bliver nok heller ikke ved med at blive bedre som tiden går. Min migræne kan jeg måske se frem til at slippe af med når jeg kommer i overgangsalderen, men både overgangsalder og alder i det hele taget bringer jo ofte en række andre dårligdomme med sig. Ledsmerterne kommer nok til at genere mig på mine gamle dage, som så mange andre af mine ældre familiemedlemmer har oplevet det.

På jobsiden har jeg længe frygtet nedgang. Tit føler jeg, at jeg nu har udviklet mig selv og mine kompetencer så meget som der er belæg for. Der opstår ikke så mange muligheder, som der gjorde da jeg var yngre, og det føles som om at den type medarbejder jeg er, ikke værdsættes på arbejdsmarkedet nu om dage. Min løn stiger heller ikke længere. Jeg frygter at blive fyret og/eller at have svært ved at finde nyt job.

Og så igen – det skal jo nok gå. Det er selve naturen af at leve et liv, at det går op og ned. Det er rædsomt at tænke på den dag jeg mister en af mine nære, og det vil være frygteligt at miste helbred, job eller bolig. Men det er jo nødt til at gå alligevel.

Jeg har før oplevet at mistet nære, blive syg og få forringede bolig- og jobforhold. Jeg overlevede og oplevede gode tider igen bagefter. Alder er irreversibelt, men jeg tror på at der ligger nye, gode ting i fremtiden. Hvorfor skulle jeg ikke kunne få nye nære relationer, nye hunde-venner – måske et jobliv i en helt anden kontekst eller form?

 

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *