Anmeldelse af HP Chromebook 14″

Min PC er ved at være 5-6 år gammel og er lidt langsom. Det er nok ikke kun pga. alder, men også fordi jeg bruger den langt sjældnere, nu hvor jeg har både smartphone og tablet. Der går så lang tid imellem, at der er nye systemopdateringer hver gang jeg tænder den. Jeg har tænkt på om jeg skulle have en ny PC, men er også ærgerlig over at skulle skille mig af med den. Den virker sådan set godt nok, omend langsomt. Og så er der det ved det, at nu om dage kan man ikke få en PC med farve på, og min gamle PC er flot lilla og har en matchende mus.

Indrømmet, det var det med farven der fik mig sporet ind på en Chromebook. HP har nemlig både en koralrød og en havturkis variant af deres chromebook, og dem stødte jeg på da jeg surfede lidt på de muligheder der var for en erstatning for min lilla PC.

Men så kom jeg til at tænke på, at det egentlig er ret smart at lade alting være synkroniseret op mod skyen, og så kun have det vi i IT-verdenen kalder en ‘tynd klient’, hvor man ikke har ret meget data eller system liggende lokalt på den enkelte maskine. Nu hvor jeg bruger min tablet så meget, støder jeg ofte på ønske om adgang til et dokument eller en mail der ligger på min PC – det kunne være smart at have mails, dokumenter og billeder liggende et andet sted end lokalt på en enhed. Ifm. hushandel og flytning har vi haft stor glæde af at have salgsopstillinger og senere handelsdokumenter liggende på box.com, for så kunne man nemt finde det frem hvis man i løbet af dagen, mens man var på arbejde, fik behov for at finde dem frem. Og jeg har i længere perioder undladt at starte min mailklient på PC’en, så de seneste mails ikke blev hentet ned til PC’en men var tilgængelige på mailserveren.

Med en Chromebook har man taget skridtet fuldt ud og lavet en maskine, som i bund og grund er opbygget omkring en browser. Programmerne ligger i browseren, mails og dokumenter ligger i skyen og redigeres fra en browser, og der kan simpelthen ikke installeres andet end plugins til browseren. Der ligger et lille styresystem på maskinen, men så lidt som muligt. Det siger sig selv at man skal have netværksforbindelse for at komme nogen vegne, selvom det godt kan lade sig gøre at arbejde offline.

Prismæssigt er der meget at vinde ved at vælge Chromebook. Den er noget lavere bestykket når det kommer til hardware end en almindelig PC/Mac, og der er ikke en masse dyr software på. Jeg fik min Chromebook for 2.495 kr., hvilket er mindst det halve af en normal PC. Der skulle også være en del at vinde omkring hurtighed – den skulle være hurtig klar og hurtig at arbejde med. Så jeg besluttede mig for at købe en Chromebook, og begyndte at lægge alle mine filer, musik og billeder over på Google Drev og gav endelig efter for Android-enhedernes massive pres for at få mig på Google+.

Det er jo altid skønt at få en ny gadget, og jeg pakkede som sædvanlig maskinen ud med begejstring. Den var flad og let, farven var superflot og overfladerne lækre at røre ved. Jeg åbnede låget, og før jeg selv var klar blev jeg præsenteret for en loginskærm. Her loggede jeg på med min Google-account og på mit wi-fi, og så var jeg klar. Maskinen viste mig et baggrundsbillede, og forneden et par genveje, et lille felt med angivelse af klokkeslæt og batteristatus, og der hvor man i Windows 7 har sin Windows-menu var den velkendte 3×3 Google-felt med flere apps/genveje. Alle genveje startede en fane i Chrome.

Nu er det spændende i hvor høj grad denne maskine kan erstatte min PC. Der er nogle begrænsninger man kender på forhånd, som gør at jeg nok er nødt til at have PC’en i baghånden:

  1. Maskinen ikke kan køre Java, hvilket betyder at man ikke kan bruge Nem-ID i den gamle form. Min netbank har den nye løsning med Javascript i beta allerede, men vi skal have e-boks og de andre portaler der bruger Nem-ID til at skifte til Javascript før man bliver fri for at have PC’en som backup.
  2. Man kan ikke printe direkte fra Chromebook, hvis man ikke har en printer som er beregnet til Cloud Print. Det kan lade sig gøre at printe fra Chromebook via en PC.
  3. iTunes findes ikke i en browser-version, og da man ikke kan installere noget på en Chromebook, og der ikke findes en iTunes-app til Chromebook, kan man ikke bruge iTunes fra en Chromebook.

Alle 3 begrænsninger var jeg indstillet på at leve med, da jeg forventer at punkt 1 bliver elimineret indenfor det næste halve år, og de 2 andre er noget jeg bruger meget sjældent. Men hvordan vil det fungere med at integrere al mit eksisterende data via Chromebook?

Mail

Jeg har brugt Outlook på min PC i mange, mange år og har en stor mængde mails liggende lokalt der. Ifm. skift af PC og mailklient har jeg erfaret, at det er meget omstændeligt at håndtere lokale Outlook-filer, så jeg besluttede til at starte med, at jeg ikke ville forsøge at flytte de gamle mails.

På Chromebook bruger man Gmail som mailklient, også til andre mailkonti, så nu skal jeg lære den at kende. Umiddelbart synes jeg ikke den er så intuitiv, så det kommer nok til at tage mig lidt tid at blive vant til den. Og så skal jeg finde mig i at se på reklamer inde blandt mine mails.

Jeg kan også bare bruge min mailudbyders webmail, den er ret god. Så er spørgsmålet hvad pladsbehovet bliver med tiden, når man lader mail’ene ligge på serveren. Jeg har udvidet min mailbox på vores webhotel, og så må vi se.

Filer

Ligeledes har jeg akkumuleret mange års dokumenter i Word, Excel og Notepad. Meget af det er forældet og ligger på backup på en ekstern harddisk, mens en mindre mængde er yderst aktuel og vigtig for mig, bla. økonomi-ting med budgetter, skat mv. Og så er der hele mit billed-bibliotek, som jeg stadig gerne vil have til rådighed.

Jeg flyttede de aktuelle mapper over på Google Drive, hvor man ifm. køb af en Chromebook får 100 GB gratis lagerplads de første 2 år. Det er rigeligt til mig. Det har taget min gamle PC og min temmelig sløve TDC-forbindelse 3-4 døgn at synkronisere dette udsnit af mine filer.

Når jeg åbner mine gamle dokumenter via Google Dokumenter eller Google Ark bliver det i kompatibilitets-tilstand. Umiddelbart har jeg ikke særlig mange redigeringsmuligheder i denne tilstand. Jeg har ikke prøvet at gemme i Google-format for at se om jeg så får flere muligheder, men jeg kan se hvis jeg åbner et nyt dokument så har jeg langt flere muligheder. Det vil nok være muligt at konvertere de gamle Microsoft Office-dokumenter til Google-format, men så kan jeg formentlig ikke længere arbejde på dem i Office på PC’en.

Musik

På min PC har jeg brugt et program leveret af Sony til at organisere min musik. Det skyldes at jeg i alle årene har haft mobil musik liggende på Sony-telefoner. Når man bruger Chromebook foreslår Google at man bruger Google Musik, som tilbyder det samme som iTunes og Sony; et repository til den eksisterende/ejede musik og en butik hvor man kan købe ny musik. Jeg har synkroniseret al min gemte musik ind i dette program, men det er kun ca. halvdelen der er blevet overført.

Jeg bruger dog ikke så meget af min elektronisk lagrede musik. Jeg bruger Telmore Musik, en fyldestgørende streaming-musiktjeneste, som kan bruges på alle mine enheder. Det seneste 1½ år er mobilnettet blevet så dækkende de steder jeg er, så jeg næsten aldrig kommer ud for at måtte ty til lokal lagret musik.

Konklusion

Jeg skriver dette blogindlæg på min Chromebook, og det kører fuldstændig uden forhindringer. Det slår mig, at jeg har haft maskinen i mindre end 2 uger – det føles allerede som et værktøj jeg er helt vant til, og det er jo et klart tegn på at der ikke er de store irritationsmomenter. Og det på trods af at tastaturet er lidt anderledes end på en PC; der er f.x. ikke F-taster og ingen Delete-tast, kun Backspace. Jeg skriver blindskrift med 10-fingersystem og mange tastaturgenveje, så det kræver faktisk lidt at vænne sig til for mig.

Baggrunden for, at jeg stadig føler at jeg har brug for en større maskine end en tablet er, at jeg har behov for en normal skærm og et godt tastatur, når jeg skriver blogindlæg, når jeg en gang i mellem skal skrive et brev hvor det er vigtigt at det formuleres og formatteres rigtigt, og når jeg skal arbejde med budgetter og anden økonomi i regneark.

Kan en Chromebook erstatte min PC? Nej, det kan den ikke. Det skyldes hovedsagelig min alder og dermed det ‘bagkatalog’ af gamle data der følger mig. Og så de 3 ovennævnte begrænsninger.

Derfor har maskinen nu alligevel sin fulde berettigelse for mig, når jeg tager i betragtning hvordan de forskellige aktiviteter fordeler sig procentvist. Det er så relativt sjældent at jeg printer, kigger på gamle dokumenter og har brug for at downloade sange fra iTunes. Jeg regner med at Chromebook kan klare 97% af det jeg plejer at bruge en PC til, og her vil jeg have en super-hurtig følgesvend i hverdagen. Den er klar lige med det samme, og har en enorm batterilevetid.

Chromebook er fin for mig, fordi jeg er villig til at tilpasse mig vedr. data, afsavn og lavpraktiske ting omkring tastatur. En lav pris og en flot farve opvejer dette for mig – så meget betyder farver for mig, og derudover er jeg principielt imod at købe meget dyr elektronik, fordi det nemt går i stykker og fordi det stadig udvikler sig ret hurtigt. En Chromebook må være helt optimal til folk der starter forfra – f.eks. skoleelever eller studerende, som ikke har en forhistorie med Microsoft, iTunes og andet. For folk der er mere vanedyr omring deres brug af PC eller Mac, og har samme bagkatalog som jeg, kan det nok være en større hurdle at gå over til Chromebook.

Det passer mig i øvrigt rigtig fint, at jeg kan beholde min fine lilla PC. Den kan stå på mit nye kontor, som jeg er ved at indrette oppe på 1. sal, og så kan jeg have den hurtige hverdagsmaskine nede i stuen.

Når det kommer til stjerner, giver jeg Chromebook 5 ud af 5. Som beskrevet er der nogle få bump på vejen, men jeg synes det vejes op af det innovative ved dette produkt. Her har man taget et skridt videre for at følge med den teknologiske udvikling, og det synes jeg er stærkt.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

2 meninger om “Anmeldelse af HP Chromebook 14″”

  1. Først: Dejligt med en velskrevet blog uden de efterhånden obligatoriske sprog- og stavefejl, man ellers ser overalt.

    Problemet med Nemid er jo nu for længst løst, så både netbank, E-boks, Borger.dk, osv. kører perfekt på Chromebook, men det ved du selvfølgelig.
    Du ønsker også at redigere dine dokumenter i det originale format, som nok er Word og Excel.
    jeg kan foreslå at bruge Microsofts Office online. Synkroniser dine filer til Onedrive i stedet for Google Drev, så kan du åbne og redigere dem, som du ønsker. Og det fungerer både på din Chromebook, på Windows, og på dine android-enheder (på sidstnævnte kan du endda installe Microsofts Word og Excel apps og redigere i dem, når skærmstørrelsen er mindre end 10″).
    Jeg er selv bruger af både Win (meget), Mac (lidt, og den bliver nok snart solgt), iPad, android tlf. og tablet, OG nu også en Toshiba Chromebook (købt ny for ca. 1500 kr.). og jeg er meget imponeret over hvad man får for den latterligt lave pris.

    1. Hej Knud. Tak for kommentaren om sproget, det glæder mig at nogen lægger mærke til det når man gør sig umage for at skrive ordentligt. Tillykke med din nye Chromebook. Jeg er blevet meget glad for min Chromebook. Min bank konvertede nem-ID login til JavaScript en måned efter jeg fik min Chromebook, og her i løbet af efteråret og vinteren har jeg bemærket at både e-Boks, Skat og Borger.dk er kommet med på den nye teknologi – herligt.
      Tak for tip om Office online – det vil jeg se på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *