Sommerferie 2014 – 3. del

Sidste del af sommerferien tilbragte vi hjemme i vores nye hus i Birkerød. Det var stadig varmt i vejret, og faktisk var der 30 grader på 1. salen, hvor vi har soveværelse, da vi kom hjem fra sommerhuset. Ved at åbne alle vinduer frem til sengetid opnåede vi at reducere temperaturen til 26 grader – stadig rigelig varmt at skulle sove i. Vi må konstatere at det er lettere at få temperaturen ned i et træhus 35 kvm. som vores sommerhus, end i et murstenshus på 192 kvm. med førstesal på.

Vi fik brugt de sidste dage til at komme endnu en bid tættere på at komme på plads i huset. En af de stakke af flyttekasser vi ikke har kunnet pakke ud endnu er mit kontor, idét jeg brugte en indbygget bordplade som skrivebord i Virum. I denne uge fik vi købt et skrivebord og et skab til mit nye kontor, som jeg vil indrette i det ene værelse på 1. salen. Det var for varmt at begynde at samle det, men så kom vi da et skridt videre – et skridt som det er besværligt at tage i hverdagene, fordi det er svært at komme i butikker når hverdagens rytme kører. Og sørme om der kom en kampagne hos Idé-møbler med 25% rabat på den lænestol vi har spekuleret på at anskaffe os til pejsestuen, så den fik vi også bestilt. Nu mangler der ikke ret meget for at vi kan komme helt på plads – mest bare venten på levering!

Lidt socialt blev der også plads til, idét et vennepar vi ikke ser så tit kom forbi med deres børn for at se vores nye hus. Det er stadig sjovt at vise huset frem for nogen der ikke har set det før, og i det hele taget kan jeg mærke at jeg slet ikke er færdig med at glæde mig over det nye hus.

Fredag besluttede vi os for at søge udenfor matriklen og få lidt ind på oplevelseskontoen. Vi tog på en lille tur i nærområdet. Vi startede på Hestkøbgård, hvor Furesø Golfklub har til huse. Der er en restaurant som også er åben for andre end golfklubbens medlemmer, så der tog vi hen for at få frokost. Det viste sig at være et rigtig smukt sted – en skøn gammel gård der var holdt flot. Vi spiste på terrassen med udsigt over en park. Udenom var så golfbanerne. Efter frokosten kørte vi til Stengården, en økologisk gård som har en stor gårdbutik med mange varer. Mine forældre kommer der jævnligt, og jeg har været med en enkelt gang, og jeg ville gerne opleve stedet sammen med Mads, da den ligger ret tæt på hvor vi bor. Mads var også begejstret, og efter at have kigget længe på deres store sortiment, købte vi nogle gode bøffer og grøntsager til grillning i weekenden. Vi sluttede turen af med en tur til Hesselbækgård, det nærmeste plantecenter, hvor jeg gerne ville finde noget til den plantemæssige indretning af det nye hus. Det blev til en turné til 3 af områdets gårde og ryk i retning af at lære området bedre at kende.

En sidste ting jeg gerne ville nå i ferien var at få lidt flere blomster i haven. Jeg har længe savnet at have sommerblomster, fordi jeg ikke har plantet krukker til i foråret pga. den forestående flytning. I starten af ferien plantede jeg de store krukker til med Hortensia, og her i slutningen af ferien fyldte jeg den udendørs reol, som jeg kan se fra køkkenvinduet, med sommerblomster og en chiliplante i mindre potter. Det ser simpelthen så dejligt ud og imødekommer det underskud af blomster jeg har haft.

Idag slutter ferien, og i morgen er det tilbage til jobbet. Det er som sædvanlig vemodigt at skulle sige farvel til friheden, men det er jo sådan livet hænger sammen. I 2014 har vi holdt en del ferie allerede; 2 ugers vinterferie i februar, 2 ugers flytteferie i maj/juni og nu 3 ugers sommerferie, så vi burde kunne klare os igennem efteråret nu. Og heldigvis har vi stadig 2 ugers ferie op kontoen at se frem til, selvom den ikke er planlagt endnu.

Lignende indlæg:

2 meninger om “Sommerferie 2014 – 3. del”

  1. Hej Trine. Tak fordi du vil dele din blog med mig. Det er en fornøjelse at læse dine indlæg 🙂 🙂 :-). Kh. Charlotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *