Sommerferie 2014 – 2. del

Efter at have været hjemme i det nye hus i Birkerød det meste af første uge af sommerferien, drog vi mod sommerhuset i Gilleleje. Det passede helt perfekt med at det, efter et par dage med lidt køligere vejr egnet til praktisk arbejde, blev rigtig sommervejr med temperaturer mellem 25 og 30 grader.

Siden vi købte huset for 5 år siden har vi holdt en større eller mindre del af vores sommerferie heroppe, og vi har efterhånden fået nogle vaner og traditioner deroppe. En af dem er at invitere mine forældre på frokost. Denne gang blev det dog ikke noget af det første vi gjorde, for andre aftaler var kommet til inden vi nåede at planlægge dette.

Vi havde nemlig aftalt, at min veninde Mette skulle komme op og gå i vandet hos os i sommerhuset. Sammen havde vi en dejlig sommerdag, der inkluderede let tapas-frokost, tur til stranden, Ben & Jerry’s is og rundtur på Gilleleje Havn, afslapning og drinks i solstolene i sommerhusets have samt grillede gourmet-burgere.

Dagen efter var der gæstebud igen. Mads’ søster kom med sine 2 børn og den enes kæreste. Det var egentlig planen at spise fiske-fastfood i havnen, men der var kun pladser i solen der i middagsheden, så vi fik maden pakket ind og tog det med hjem i sommerhuset, hvor vi kunne sidde i skyggen. Der blev snakket og hygget med havebadminton, krocket, tur til stranden og hjemmelavede vaffelis. Da det var tid til at tage hjem, ville børnene dårligt med.

En anden fast vane når vi er i sommerhus om sommeren er at tage ned og bade om eftermiddagen. Der er lidt over en km. til den lokale strand, og vi enten går eller cykler derned. Denne sommer var det så varmt, at vi ventede til sidst på eftermiddagen, og vi tog vi Adina med. Vi har prøvet det tidligere, men følte ikke hun fik så meget ud af det, fordi hun virkede til at opfatte det som en nødsituation og og forsøgte at ‘reddede os’ ved at svømme rundt om os og nærmest eskortere os ind på land igen. I år fandt vi et område med meget lavt vand hvor hun kunne bunde og dermed ikke var nødt til at svømme for at være sammen med os. Efter et par gange forstod hun, at vi bare skulle være sammen ud i vandet og slappede af og nød det.

Efter et hektisk forår med flytning var vi indstillet på at få slappet godt af, mens vi var i sommerhus. Jeg synes ikke vi nåede helt ned i tempo som det er lykkedes os før, men pga. det meget varme vejr lavede vi ikke ret meget – heller ikke sommerhuslige pligter. Det var ikke nødvendigt at slå græs mere end 1 gang, og for varmt at gøre alt for meget ud af havearbejde. Mads fik indhentet noget af den cykling han har måttet undvære, og jeg prøvede noget helt nyt: jeg havde en bog med. Når vi er i sommerhuset lever vi ikke så planlagt som hjemme. Vi køber ind til ganske få dage ad gangen – også fordi køleskabet er meget lille. Noget af det vi brugte mest tid på var derfor nok i virkeligheden at købe ind. Det blev dog også til en frokost på Restaurant Gilleleje Havn, en is med udsigt til solnedgang ved Rågeleje og lidt shopping i Hornbæk.

Vi nåede også at få mine forældre på besøg til frokost på endnu en af de meget varme dage. Det var så varmt at vi flyttede havebordet fra terrassen ned på den del af græsplænen hvor der var fuld skygge, og da vi havde spist og fået kaffe & rabarbersnitte orkede vi faktisk ikke andet end at blive siddende helt stille og kæle med Adina – der var ikke overskud til at køre en tur ud og få en is el.l.

Efter 12 dage i sommerhuset gjorde vi rent og pakkede sammen og kørte hjem til Birkerød igen. Der var stadig en god bid af ferien tilbage, men vi ville gerne være lidt mere hjemme i det nye hus mens vi havde fri.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *