En inspirerende leder

I forsommeren 2013 begyndte DR1 at sende serien Store forretninger / (Mr. Selfridge) på lørdag aftener. Normalt ville jeg ikke få set den slags, for min husbond er ikke så vild med serier, og vi er sjældent så disciplinerede med spisetider og den slags, at vi kan se serier på samme tid en fast ugedag.

Men det faldt tilfældigvis sammen med at husbond var ude at rejse med sin cykel og sine venner, og det betød at jeg fik øjnene op for denne flotte, underholdende og interessante serie. Jeg blev helt vild med den, og da DR1 begyndte at sende 2. sæson her til sommer var jeg straks fyr og flamme. Jeg er vild med den serie og prøver så vidt muligt at komme til at se det ugentlige afsnit.

Serien har mange aspekter jeg sætter pris på. I første omgang er der et spændende plot omkring en amerikansk forretningsmands kamp for at drive et stormagasin i London. Dernæst er bliver man grebet af de gode karakterer spillet af fremragende skuespillere. Dertil kommer at serien er et interessant tidsbillede med flot scenografi og flotte kostumer. Den handler både om politik og kønspolitik, men jeg tror at det der fascinerer mig allermest, er portrættet af en inspirerende leder.

Mr. Selfridge beskrives som en leder, der skaber en arbejdsplads, som han ser som en familie. Arbejdspladsen støtter medarbejderne, også når de har udfordringer i privatlivet. Der stilles selvfølgelig også krav til gengæld, og der ses ikke igennem fingre med f.eks. tyveri. Men den stemning af tryghed og accept som beskrives i serien er meget fascinerende – jeg får helt lyst til at arbejde der.

Da 1. verdenskrig kommer, støtter man de unge mænd der melder sig til militærtjeneste med besked om, at deres jobs vil vente på dem når de kommer tilbage. Og ikke nok med det – lederen tager også hånd om de medarbejdere som føler skyldfølelse fordi de ikke kan tage med i krig. Hele den bevidsthed om at forsøge at imødekomme nogle basale følelsesmæssige behov for bla. tryghed hos medarbejderne ligger så langt væk fra danske arbejdspladser nu om dage.

Jeg startede på arbejdsmarkedet i 1990’erne. Der var økonomisk fremgang i samfundet, arbejdsløsheden var lav og arbejdspladserne havde svært ved at finde de rigtige kompetencer til de ledige stillinger. Personalepleje var noget man fokuserede på, men det handlede mest om fester, softicemaskiner og bordfodbold på kontoret. Det var overfladiske, materialistiske goder som det var sjovt at fortælle om i en tid med overskud. Trygheden kom jo af sig selv pga. de gode tider.

Da krisen væltede indover Danmark efter årtusindskiftet blev der mindre af den slags. Tilbage stod man med de samme eller højere krav om at performe, men ikke så meget vilje til at imødekomme medarbejderne. Man afskaffede julegaven til medarbejderne og benyttede lejligheden til at få fyret de besværlige og måske dyre medarbejdere.

Nogen vil måske nævne udviklingen indenfor sundhedsforsikringer som en måde, hvor arbejdsgiverne tager sig af medarbejderne når de er syge vha. privathospitaler. Men den udvikling ser jeg i mindst lige så høj grad handle om at få virksomhedens ressourcer hurtigt tilbage på arbejdspladsen – altså noget virksomhederne gør for sin egen skyld.

Det er min oplevelse, at krisen har fået virksomhederne til at drosle ned på kvaliteten af lederskabet. Man er gået lidt væk fra at se lederskab som et fag i sig selv, men besætter i højere grad chefstillingerne med fagligt dygtige mænd. I dagens Danmark uddelegerer chefer i høj grad opgaver til deres medarbejdere, også opgaver vedr. styring og opgavehåndtering, som reelt (efter min mening) er ledelsesopgaver.

Det tager rigtig meget væk fra lederrollen, at lederen faktisk ikke leder én som medarbejder, men blot udstikker krav og mål. Det er i virkeligheden ikke særlig inspirerende set med mine øjne.

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg ville være meget motiveret at af arbejde for en leder som Mr. Selfrigde, fordi jeg ville føle at min indsats var værdsat – jeg ville simpelthen have lyst til at gøre mit bedste for at stille ham tilfreds, fordi han har en klar holdning til hvordan virksomheden skal ledes, kan se når en medarbejder gør det godt og giver utvetydigt udtryk for det når han er tilfreds.

På nutidens arbejdsmarked har vi en opfølgning på præstationer, hvor man via en løn- eller PU-samtale bliver evalueret. Her er det i teorien muligt at få den samme form for feedback, men det er bare sjældent det der sker. Det er som om at der absolut skal findes både pro og contra – måske som alibi for en lønudvikling der i praksis er en udhuling af reallønnen. Jeg har i hvert fald de sidste mere end 10 år oplevet at få en tilbagemelding i stil med ‘det er da meget godt, men du er ikke så god til det og det’. Det bliver mere en generel tilbagemelding på ens personlighed og karaktertræk, end på de konkrete opgaver man har løst i årets løb. Og så kommer der nogle gange en lønstigning der præsenteres som en belønning, men som mere føles som en hån. Det er selvfølgelig meget godt at lønnen rykker sig en lille bitte smule i forhold til slet ikke. Men når jeg ser min TV-serie får jeg en følelse af, at jeg ville være gladere for et håndtryk og et smil af en karismatisk leder som Mr. Selfridge.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.