Jeg ved det ikke

Min far ved enormt meget. Hans hjerne er indrettet som en slags bibliotek, hvor oplevelser, erfaringer og viden over årene er blevet lagret. Han gik i skole i 1950’erne og har i lært alt fra kongerække til salmevers udenad. Og så er han nysgerrig af natur, hvilket yderligere har forstærket den informationsopsamling, som i dag giver ham familie-kælenavnet ’Det Levende Leksikon’. Når vi spiller Trivial Pursuit med min far, så er vi nødt til at give ham et handicap, så f.x. hvert andet svar han kommer med pr. definition er forkert, for ellers bliver det aldrig vores andres tur.

Jeg har arvet lidt fra min far i den retning. Jeg er også meget nysgerrig af natur, og samtidig er jeg meget detaljeorienteret. Jeg får tit lyst til at undersøge et emne, og så får jeg meget information ind i hovedet. Selvom min skolegang ikke i samme grad som min fars har fokuseret på viden, har jeg været flittig og lavet mine lektier. I forhold til mine jævnaldrende har jeg en relativt stor paratviden, og det er ofte at folk synes jeg ’ved meget’, selvom det slet ikke er på niveau med min far.

Min hjerne fungerer dog ikke som min fars. Egentlig husker jeg ret dårligt. Det er så galt, at jeg tit er bange for at såre venner og familie, fordi jeg ikke husker ret meget af de ferier og oplevelser vi har haft sammen. Det er ikke fordi jeg ikke har værdsat dem, minderne er bare gledet ud af mit hoved.

Men jeg har en ting med ord og associationer. Quiz’er og spil, hvor man får et par stikord og bare skal svare kort, er lige noget for mig – her kan jeg ofte svare lynhurtigt fra hoften uden at tænke ret meget over det. Jeg glemmer ikke de måbende blikke blandt en gruppe venner, da et spørgsmål i Bezzerwizzer handlede om hvem der havde skrevet Anna Karenina. ’Tolstoj’ svarede jeg – uden at vide hvorfor. Det var ren association uden noget at have det i. Jeg har ikke læst bogen, set skuespillet eller lært om det i skolen. Jeg har nok bare hørt titlen og forfatteren i nævnt samme sætning mange gange.

Med årene er der kommet rigtig, rigtig meget information ind i hovedet – sammen med en masse andet. Følelsesmæssig og arbejdsmæssig belastning sætter sig sine spor, og måske også alderen i sig selv. Jeg synes jeg bliver dårligere til det med viden og associationer. Da jeg blev syg med stress forrige vinter, mistede jeg evnen til de hurtige svar, men det er heldigvis kommet nogenlunde tilbage.

Når man kan svare på mange ting, så bliver man også nemt den man spørger. Jeg har fundet ud af, at jeg ubevidst har følt, at jeg skulle have svar på alle spørgsmål. Det er nok noget der er startet helt tilbage fra skoletiden, hvor jeg i de første skoleår hjalp mine kammerater meget. Og senere betyder den konstante bevidsthed om en forestående eksamen, at man hele tiden arbejder under en præmis om at man skulle kunne svare på alt. I voksenlivet er jeg i mange sammenhænge blevet den man spørger om alt muligt.

Efter min stressperiode er jeg blevet bedre til at sige fra. Også når det gælder om at have svar på alt. Før i tiden ville jeg bruge en masse kræfter på at undersøge en hel masse, hvis jeg blev spurgt om noget jeg ikke havde svar på. Jeg fik en lille succesoplevelse hver gang jeg kunne svare, og var tilsvarende ærgerlig når jeg ikke kunne.

Sådan er det ikke længere. Jeg er overrasket over, hvor utrolig befriende det føles bare at svare ”det ved jeg ikke” når nogen spørger mig om noget jeg ikke lige har svar på. Det er ikke mit ansvar at have svar på alting, der er ingen der forlanger det af mig, hverken på job eller privat. Hvis der skal laves research, så kan spørgeren jo gøre det selv. Og som med så mange andre situationer hvor man siger fra, så bliver det jo normalt uden videre accepteret af modparten.

Lignende indlæg:


Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.