Første måned i Birkerød

Nu er det allerede en måned siden vi flyttede ind i vores nye hus i Birkerød. Det kommer lidt bag på mig at der er gået så lang tid, for det føles stadig ret nyt. Vi har stadig en del vej før vi er helt på plads. Vi mangler f.eks. gardiner i stuerne og en lampe over spisebordet, og der står stadig 30-40 flyttekasser rundt omkring, der ikke er pakket ud.

På den anden side kan jeg godt mærke at det begynder at blive mere velkendt at komme hjem til adressen i Birkerød. Vi er taget på arbejde derfra i 3 uger, og jeg har efterhånden fået styr på morgenrutinen så det ikke kræver helt så mange ressourcer at huske det hele. Stuens kerne med sofa/reolsystem/ fjernsyn har allerede fra en af de første dage dannet rammen om afslapning af ømme kroppe og trætte hoveder. Og vi sover stadig fantastisk i det store soveværelse på 1. sal.

Min tur til arbejde er blevet 6 km. længere. I vores udvælgelsesproces var det et af de eneste minusser ved huset, at jeg fik længere på arbejde. Jeg har i perioder følt at jeg bevægede mig på kanten af, hvad jeg kunne klare på el-cyklen med de 16-17 km. jeg havde på arbejde fra Virum. Jeg er dog blevet glædeligt overrasket over at det er gået fint med at cykle 2 x 22 km. hver dag. Det tager mig lidt længere tid, men ikke længere end det ville gøre med offentlig transport. Og med hensyn til træthed er jeg slet ikke så udmattet som jeg havde frygtet. Så længe det kun er tunge lårmuskler og ingen ledsmerter, er jeg fortrøsningsfuld overfor at jeg kan komme i form til den nye distance.

Vi har brugt alle weekender på at komme mere på plads, men det går langsomt. Vi bruger stadig meget tid på at gå i IKEA for at etablere opbevaringsplads til alle vores mange ting, så vi får ikke tømt så mange flyttekasser. Samtidig er der jo den daglige husholdning med indkøb, madlavning, rengøring og havearbejde, og vi vil også gerne nyde sommervejret, så det går i det hele taget ikke så stærkt.

Havearbejde er der blevet mere af i og med at vi har 3-doblet havearealet, men det er endnu en ting der har overrasket positivt. Juni er jo hækkeklipningstid, og det kan godt være lidt af en hurdle at komme over, men det var en væsentligt lettere opgave end i Virum. Hækken er et lettere materiale og noget lavere, så Mads brugte væsentligt kortere tid på den end før. Bare det at han ikke skal op og stå på en stige sparede ham mange kræfter og en del tid. Græsslåningen har han klaret nemt med nye elektriske hjælpemidler. Min andel har mest bestået af at plukke solvarme hindbær og spise dem direkte fra buskene efter cykelturen hjem fra arbejde – det er jo en ren fornøjelse.

Nu er der 2 uger til vi har sommerferie. Så bliver der lidt bedre tid til at komme på plads. Men vi kommer nok også til at prioritere at få noget ferietid i sommerhuset. Det skal blive dejligt at se det lille hus igen efter hele denne periode med alt det nye. Og det bliver rart og trygt at gøre ting som man kender; cykle ned og bade, tage udendørsbad under den solopvarmede havebruser, spise frokost og/eller is i Gilleleje Havn, shoppe i Havhøkeren osv.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *