Flyttet

Jeg skriver dette blogindlæg som så mange andre gange med benene oppe, med laptop i skødet, te på bordet, på weekendens sidste dag, med jazz i radioen og mens husbond er ude at cykle. Adina ligger ved min side og alt ånder fred og idyl. Eneste forskel er, at jeg ikke sidder i et rækkehus i Virum, men i en villa i Birkerød. Jeg er flyttet.

Det er rart at finde tilbage til denne velkendte og nærende situation, hvor jeg er indadvendt og laver noget jeg rigtig godt kan lide. For de sidste 2 uger har været den omvæltning, som en flytning altid er. Og i morgen starter hverdagen igen – jeg skal på arbejde for første gang siden flytningen.

Det hele startede fredag 23. maj, hvor jeg cyklede hjem fra arbejde fyldt med glæde og forventning. Familien samledes i Virum til fejring af Adinas 5 års fødselsdag og udsigt til 15 dage fri. Jeg følte at vi stod overfor en stor opgave, en slags bjergbestigning. Det føltes både som en stor udfordring, men også noget jeg glædede mig til – og samtidig glædede jeg mit til at komme over på den anden side.

Søndagen efter mødte vi spændte op på vores kommende adresse i Birkerød og fik nøglerne til vores nye hus. Selve processen med at overdrage huset har for mig en symbolsk betydning for den forståelsesmæssige og følelsesmæssige proces man går i gennem når man flytter sin base, så det var godt at møde de venlige sælgere og sige pænt goddag og farvel.

Da vi havde aflæst diverse målere og sludret lidt, gik ejendomsmægleren og sælger, og vi stod alene tilbage i vores nye, store hus. Vi introducerede straks huset til Adina, og kort efter kom vores forældre og Mads’ søstre med familier. De næste par timer gik med at vise 4 familier rundt i huset, lege med Adina i haven og snakke og grine.

Når man ser et hus på en fremvisning med en ejendomsmægler er man jo i nogle andre menneskers hjem og har en naturlig respekt når man går rundt og ser lokalerne. Jeg havde været meget spændt på at se huset med ‘egne øjne’ og om der så ville vise sig nogle skuffelser eller fejl, som vi ikke havde lagt mærke til før. Det var der heldigvis ikke – mange steder overraskede huset endda positivt. Så det var en glad dag med solskin og familie.

Vi havde en stram tidsplan, for vi skulle være ude af vores gamle hus 7 dage efter. Planen var at bruge mandag, tirsdag og onsdag på at male i det nye hus, torsdag til at pakke det gamle hus ned, og så havde vi bestilt flyttefolk til om fredagen. Heldigvis har vi 2 sæt forældre som er pensionister og som gerne ville hjælpe.

Søndag aften brugte vi på at gøre huset klar som en arbejdsplads; dække af til maling, frokost og drikkevarer i køleskabet, stole og bord på terrassen, håndklæder/håndsæbe/toiletpapir på toiletterne osv. Og mandag morgen gik det løs med arbejde; maling af stuer og soveværelse samt nedvaskning af køkken. Det var enormt hyggeligt at have denne oplevelse med vores forældre, og noget jeg tror jeg vil mindes med glæde. Solen skinnede og vi var alle begejstrede for huset. Jeg tror jeg kommer til tænke tilbage på oplevelsen ved billedet af os alle 6, der sidder ved bordet på den overdækkede terrasse og spiser frokost og sludrer med malerpletter på tøjet og forkæler Adina med en stump rullepølse her og der. Resultatet blev godt – vi fik malet ikke kun den ene, men begge stuerne samt soveværelset, og det viste sig at de farver vi havde valgt blev super flotte i rummene.

Torsdag brugte vi i Virum med at pakke ned. Vi havde pakket næsten 100 kasser på forhånd, men vi manglede alt det man bruger til hverdag; køkkenting, tøj, stue osv. Jeg startede kl. 9 og vi var først færdige kl. 23, dog afbrudt af et besøg hos mine forældre, som bød på aftensmad nu hvor vi ikke havde et virksomt hjem længere. Det var en  hård dag, og et noget mere kedeligt arbejde end at gå og gøre i stand. Vi nåede også at få sagt farvel til de naboer vi har snakket mest med. En vemodig og lidt nervøs dag. Da vi endelig lå i vores seng kørte detaljerne så meget i mit hoved, at jeg ikke sov mere end 3 timer den nat. Pyh, nu nærmede vi os toppen af bjerget.

Fredag stod vi tidligt op, pakkede de sidste ting omkring seng og toiletsager, og satte os på trappestenen i morgensolen og spiste yoghurt med müsli og ventede spændte på flyttemændene. De kom kl. 8:30 og var effektive,  hurtige og venlige. Vi havde være meget omhyggelige med at pakke flyttekasserne så de ikke blev for tunge, men vi havde ikke ventet at se dem løbe afsted med 3 kasser ad gangen. Hele flytningen tog 4 timer.

Da vi stod alene i det nye hus med hele flyttelæsset var det en lettelse, men det var ikke sådan at det hele faldt magisk på plads. Trætheden dunkede i kroppen ovenpå nogle intense dage med fysisk arbejde og ikke så meget søvn, men det var ikke tid til at hvile.

Efter vi havde sagt farvel til flyttefolkene kom mine forældre kort forbi med en buket blomster. Derefter kom hundelufteren med Adina, som havde været hos hende siden dagen før for ikke at blive forvirret. Jeg havde glædet mig til at vise hende det nye hus. Senere inviterede naboen os ind til et glas. Som vi sad der i eftermiddagssol og drak rosévin med nogle fremmede mennesker og så over på et hus vi slet ikke var fortrolige med, blev vi næsten svimle af alle de nye indtryk, udmattelse – og nok også vinen, som vi slet ikke er vant til at drikke.

Det eneste vi nåede af praktiske ting den eftermiddag var at hente indholdet af køleskabet i det gamle hus, tage et bad, gøre sengene klar og spise et par færdig-lasagner.

Lørdag stod vi op til et kæmpe flyttelæs og en dag hvor vi kunne tage det i eget tempo. Tilbage var der stadig en del ting i Virum, som vi gerne selv ville transportere, ting som skulle køres på genbrugsplads, og så en større rengøringsopgave. Da vi skulle aflevere huset søndag formiddag valgte vi at få overstået de sidste ting i Virum i stedet for at gå i gang med flytterodet i Birkerød.

Søndag kom så den sidste deadline i denne omgang; afleveringen af rækkehuset i Virum. Også denne milepæl så jeg som en nødvendig del af processen, men jeg glædede mig knap så meget til denne del. Først og fremmest var det lidt mærkeligt at skulle møde køberne af huset, fordi forhandlingsforløbet med dem ikke havde været særlig behageligt. Det gjorde også at vi var usikre på, hvor kritiske de ville være overfor huset når de overtog det. Deres repræsentant mødte da også op til overdragelsen, noget jeg aldrig har oplevet før. Men vores mægler var der også, og vi fik aflæst målere og fortalt lidt om installationerne, og så var vi ellers ude af huset. Det hele tog 11 minutter – noget hurtigere end da vi overtog vores nye hus.

Så var ringen sluttet, vi var nu helt flyttet og rådede igen kun over 1 bolig. Nu stod den på etablering af infrastruktur og udpakning. Selvom huset her er mere end dobbelt stå stort som det gamle, er plads og opbevaringsplads fordelt meget anderledes, så det første vi skulle bruge kræfter på var at købe og samle møbler til opbevaring. Mandag morgen stod vi klar i IKEA og kørte hjem med en trailer fuld af gode sager. Hele den efterfølgende uge brugte vi på at komme på plads, og Mads har haft sin skruemaskine på intenst arbejde. Først senere på ugen kunne jeg rigtig komme i gang med at tømme flyttekasser, og i skrivende stund er vi kun lidt over halvvejs i flyttekasserne. Vi kløer os lidt i nakken over at vi virkelig har haft så mange ting i det lille rækkehus. Men vi har nu et virksomt køkken, badeværelse, bryggers, stue og soveværelse og kan finde alt vores køkkengrej, tøj og andre dagligdags ting. Klar til en ny hverdag i Birkerød.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *