Sikkerhed og risiko

I forbindelse med vores huskøb skal vi tage stilling til en hel masse administrative ting. Vi skal bla. vælge hvilken type lån vi ønsker, og vi skal beslutte os for en ejerskifteforsikring. I sidste uge havde vi besøg af en assurandør fra vores forsikringsselskab. Det giver altid anledning til tanker i helikopter-perspektiv, når man skal tage stilling til den slags; hvad kan man vente af fremtiden, og hvor risikovillig er man egentlig?

I sommers lagde vi lån om i vores rækkehus, og allerede der begyndte vi at bevæge os lidt væk fra den slagne vej, den hvor man går med både livrem og seler. Vi havde i 8 år haft et fastforrentet lån til en forholdsvis lav rente, men siden vi tog det lån er der sket meget, og vi ville gerne have glæde af den lave rente, som er markedsvilkårene i dag. Vi tog et lån med flexibel rente med ‘loft’. Vi fik ca. 2.500 kr. mere til rådighed om måneden, og kunne polstre budgetkontoen godt til dårlige tider.

Det har givet blod på tanden. Vi har nu valgt at det nye hus bliver finansieret med et rent rentetilpasningslån F1. Vi har styr på vores økonomi, vi har opsparing og vi kan godt tåle at udgiften til boliglån, som kun udgør godt en tredjedel af vores faste månedlige udgifter, svinger op og ned. Med et F1-lån får man en utrolig lav rente på sit lån, hvilket betyder at man afdrager meget på sit lån. Vi er godt klar over, at det er muligt at renten på et tidspunkt stiger, og at vi så skal overveje andre lånemuligheder. Men så længe renten er så lav som den er, vil vi gerne være blandt dem der for glæde af det.

Med et fastforrentet obligationslån sikrer man sig mod stigende renter. Så ved man hvad udgiften til boliglånet er de næste 30 år. Men det koster. I vores tilfælde ville vi skulle aflevere ca. 3.600 kr. mere af vores månedsløn til realkreditinstituttet – penge vi aldrig får igen. Med et F1-lån har vi mulighed for at sætte differencen ind på en konto og dermed have rådighed over dem, hvad enten det så er til stigende renter, en nødvendig udgift til huset eller en rejse.

Man skal jo også huske at tænke på, at indtægtssiden også er påvirket af de meget lave renter. Lønningerne stiger næsten ikke for tiden. Pensionsopsparing forrentes nu med ‘markedsrente’, så vi kan ikke se frem til som vores forældre at have mange millioner når tiden kommer til at gå på pension.

Der ligger også noget livsfilosofi bag sådan et valg. Det er noget med at erkende, at man alligevel ikke kan sikre sig mod alverdens ulykker – at se i øjnene at man ikke kan kontrollere alt omkring sig og finde ro med det. Leve i nuet. Der er en lang række ting som vi ikke selv er herre over, vi kan f.eks. miste vore jobs, og der kan opstå alverdens ulykker. Der er noget befriende ved at leve i nuet, leve efter de vilkår som livet stiller her og nu. Det nytter ikke noget at gå og frygte alle de grufulde ting der kan ske, det giver ikke noget godt til ens hverdag.

Vores nej til at gå med livrem og seler er også et nej til bekymring. Det er et udtryk for en holdning til at undgå stress. Det udspringer selvfølgelig også af en erfaring om at det nok skal gå alt sammen. Det er over 20 år siden jeg optog realkreditlån første gang, og jeg har klaret mig igennem op- og nedgangstider med skindet på næsen.

Det er lidt af de samme tanker der dukker op, når vi begynder at tænke på ejerskifteforsikring. Denne forsikring, som tilbydes en køber af et hus som erstatning for retten til at retsforfølge sælgeren i 10 år for fejl og mangler, der var ved huset før man overtog det. Når sælgeren tilbyder køberen at betale halvdelen af den billigst mulige ejerskifteforsikring, er han fri af sit 10-årige ansvar.

Da vi begyndte at undersøge mulighederne nærmere, fandt vi ud af at det var en speget affære. Forsikringerne er fyldt med forbehold og undtagelser. Et par punkter i tilstandsrapporten, og det faktum at huset er bygget i 1907 gør, at man bliver helt i tvivl om man nogensinde ville kunne vride en krone ud af den forsikring. Når man ser på aktørerne på markedet, er det som at vælge mellem pest eller kolera. Vi kan vælge vores eget forsikringsselskab, det er godt og meget, meget dyrt. Eller vi kan vælge billigere forsikringer i nogle tvivlsomme selskaber, som enten har begrænsede klagemuligheder, eller virkelig mange sager i Ankenævnet for Forsikring.

Pludselig tager man sig selv i at tænke på, om det overhovedet kan betale sig at købe disse forsikringer. Var det i virkeligheden bedre at springe denne forsikring over, og bare gemme pengene på en bankkonto og håbe på det bedste? Hvis man alligevel ikke kan få dækket skader der hidrører taget, kælderen eller murværket så er man måske bedre tjent med at have en opsparing?

Og så kommer tankerne igen om, at man alligevel ikke kan sikre sig fuldstændig mod uventede negative begivenheder. Nogle gange er man nødt til at vove sig ud på usikker grund og tage nogle risici, hvis man vil prøve nogle ting. Vi har valgt et hus der er over 100 år gammelt, og vi er meget begejstrede for den charmerende arkitektur og den gamle, kvalitetsprægede byggestil. Vi er faktisk lettede over, at vi ikke endte med at måtte købe et standard parcelhus, som der kommer 12 af på et dusin. Det valg koster åbenbart, når det kommer til forsikring. Og det må vi stå inde for. Vi har stadig en uge til at tegne en ejerskifteforsikring, men jeg ved i skrivende stund ikke, om vi ender med at gøre det.

 

 

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *