Endnu en fødselsdag

Så blev det igen den tid på året, hvor jeg har fødselsdag. Det er jo umuligt at få godt vejr på sin fødselsdag når man har fødselsdag her midt i den mørkeste og tristeste årstid, men min fødselsdag bliver alligevel for mig et lille lyspunkt, hvor der er plads til nydelse og nærvær.

På selve dagen i onsdags inviterede jeg mine forældre over til lidt aftensmad. Som aperitif fik vi tynde skiver af den iberiske skinke jeg fik tilsendt fra Spanien for nylig, hertil lidt oliven, saltmandler og grissini-bidder. Til hovedret lavede Mads og jeg en thai-ret som vi er blevet ret glade for, en wokret med svinekød som er dejlig syrlig med både fiskesauce og citronsaft, og samtidig sød og rund pga. kokosmælk, cashewnødder og muscovado-sukker. Dagen før havde jeg lavet en lagkage, som vi fik til kaffen.

I går lørdag havde jeg inviteret min veninde og Mads ud og spise. Vi gik på Royal Garden i Dronningens Tværgade og fik de skønneste Dim Sum. Det var en dejlig oplevelse, virkelig velsmagende og helt frisklavede små dampede og friturestegte pakker med svinekød, rejer, blæksprutte, oksekød og meget mere. Vi bestilte på en slags smørrebrødsseddel, og vi var endda nødt til at bestille lidt mere da vi havde spist den første omgang.

Efter det skønne måltid havde vi lyst til lidt dessert, gerne is, men deres dessertkort så til gengæld ikke så inspirerende ud. Jeg tog telefonen frem og google’de mig frem til hvad der viste sig at være endnu et helt fantastisk sted; Candeur. Et sted der har specialiseret sig i desserter og cocktails. Lige det man har brug for, når man har nydt et fremragende måltid. Det lå i en behagelig gå-afstand fra restauranten, og på vejen nåede vi forbi Kgs. Nytorv, hvor D’angleterre havde lavet en helt fantastisk juleudsmykning af sin facade, som vi stod og beundrede længe.

Da vi kom ind på Candeur blev vi straks begejstrede. Musikken var høj og min absolutte yndlingsmusik: bankende Motown soulmusik fra 1960’erne. Der var en varm og hyggelig stemning, og vi blev mødt af en virkelig sød og imødekommende mandlig tjener. Der blev straks et bord ledigt, og vi gik om bord i det spændende menukort. Vi bestilte en dessert hver, jeg fik æble med karamel-is, og Mette og Mads fik begge Tarte Tartin med vaniljeis. Dertil de skønneste lemonader. Fantastiske smagsindtryk og suppleret med den skønne atmosfære, dejlig musik og sublim service fra tjenerens side var dette en helt fantastisk overbygning på en tur ud at spise.

Jeg er ikke så god til det med gaver. Jeg har svært ved at finde ting jeg ønsker mig og glemmer lidt at mine nære gerne vil give mig en gave. Alligevel fik jeg en masse dejlige gaver. Både min bror og min dejlige mand gave mig store flotte blomsterbuketter, som jeg nyder særligt meget her i weekenden, hvor der er dagslys. I mangel på ideer havde jeg i år blot ønsket mig ‘noget fra Kähler’, og det var sjovt at se hvad min mor og min veninde fandt på. Jeg fik 4 forskellige skønne keramik-ting. Jeg fik også et armbåndsur og årets juleklokke fra Georg Jensen.

Alt i alt blev det en dejlig fejring af mine 42 års fødselsdag. Og igen i år slår det mig nu hvor kort tid der er til jul. Jeg er heldigvis begyndt at tænke lidt på julegaver, men jeg er ikke kommet særlig langt. Og i år er der det specielle, at jeg selv skal holde juleaften. Mere om dette senere.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.