Et halvt år med 5:2-diæten

I dag er det et halvt år siden at jeg gik i gang med 5:2-diæten. Fuld af fordomme om hvordan min krop ville reagere på at springe måltider over sprang jeg ud i det og fandt ud af, at det ikke var særlig svært. Når jeg møder holdninger og reaktioner på 5:2-konceptet i dag kan jeg mærke, at jeg har rykket mig enormt i forhold til for et halvt år siden. Jeg har gjort mig erfaringer der gør bekymringerne fuldstændig til skamme, og jeg har fået en daglig rutine som rummer denne måde at spise på. Jeg har virkelig fundet en metode der passer til mig, og det giver mig både en mulighed for at reducere stress og et sundt vægttab.

Og så har det sat alle de mange holdninger til sundhed og mad i perspektiv for mig. Det står endnu mere klart for mig nu, at der ikke findes 1 metode der passer til alle. I medierne har 5:2-konceptet været behandlet på alle niveauer hele vejen op til TV-Avisen. Der er mange meninger, mange negative, og tit har vinklen handlet om at det er et modefænomen. Men jeg har noteret mig, at både Jerk Langer (læge), Bente Klarlund (professor og forsker), Christian Bitz (ernæringsekspert) og TV-Avisens sundhedskorrespondent og læge Peter Qvortrup Geisling siger at det ikke er farligt at spise på den måde. Og så kan resten være lige meget for mig, når jeg har en god oplevelse af konceptet.

Badevægten siger at jeg har tabt mig næsten 8 kg. Folk omkring mig siger at de kan se det på mit ansigt og at mine bukser er for store. Når jeg ser mig i spejlet ser jeg egentlig det samme som jeg hele tiden har gjort. Jeg har fået husbond til at tage billeder af mig da jeg startede og et par gange siden, og på de billeder synes jeg heller ikke jeg ser anderledes ud end jeg plejer.

Jeg oplevede først for alvor at jeg havde ændret mig, da jeg var ude for at købe et par nye bukser. Jeg tog 2 forskellige størrelser med ind i prøverummet, den jeg plejer og så nummeret mindre. Og det var størrelsen mindre der passede – helt perfekt endda! Det føles selvfølgelig anderledes at have bukser på der passer i størrelsen, men der hvor jeg virkelig tænker over det er, når jeg håndterer dem ifm. tøjvask og lægger dem i skabet. Den samlede mængde af stof vejer og fylder simpelthen mærkbart mindre når jeg har dem i mine hænder. Der blev det pludselig virkeligt for mig at jeg havde tabt mig, og når jeg ser mig i spejlet med de nye bukser kan jeg også godt se at jeg er mindre.

Iflg. Michael Mosleys bog om diæten skulle man heromkring 6 måneder inde i diæten opleve, at man ikke har så meget lyst til søde sager. Det kan jeg godt genkende, og så alligevel ikke.

Jeg har opdaget, at der er mange lag i trangen til søde sager. Udover bevægelsen fra slikskål til mund, ligger der også noget sukker-afhængighed for mig i at købe de søde sager, og den er ikke påvirket. Jeg har stadig lyst til at købe slik når jeg er i supermarkedet eller andre steder. Da jeg var i Torvehallerne med min veninde i slutningen af september kom jeg f.eks. til at købe en stor pose fudge, fordi det så så lækkert ud i butikken. Det er ikke altid det bliver spist. Noget af det glemmer jeg i skabet og finder så uger efter ud af at ’hov, jeg har flødeboller’. Den store pose fudge tog jeg med til kollegerne på arbejde, for det faldt faktisk slet ikke i min smag.

Der er dog også noget der bliver spist. Og her ser jeg en 3. side af sukkerdjævlen. For jeg oplever, at jeg på ikke-fastedage tænker at det i bestemte situationer kunne være hyggeligt/naturligt/normalt at spise søde sager og finder noget frem, og jeg spiser det som regel også når det står der. Det er ren og skær vane, nærmest tradition – eller en social/hyggemæssig afhængighed. Men lidt senere oplever jeg ofte, at jeg egentlig godt kunne have undværet. Nogen gange ender det med at jeg kun spiser halvdelen af kagen eller kun drikker den halve dåsecola.

Det er som om at den fysiske del af sukkertrangen er ændret meget, men at forskellige psykologiske mekanismer stadig sørger for en vis sukker-tilførsel. Det bliver spændende at se, om jeg med tiden kan ændre på sidstnævnte – jeg er i tvivl om fastediæten har indvirkning på det.

Lignende indlæg:

2 meninger om “Et halvt år med 5:2-diæten”

  1. Hej. Da jeg første gang læste om 5-2 kuren, blev jeg grebet af den, og tænkte, det var lige mig! Jeg købte bogen, og det VAR lige mig. Så nu læser jeg med “nysgerrighed” dine indlæg. I dag faster jeg, og det er så let. Man skal heller ikke tænke på, hvad man skal spise til de små mellemmåltider. Jeg skal bare have bestemt dagen før, hvad og hvor meget jeg skal spise på fastedagene, som er mandag og onsdag. Jeg har været i gang i 7 uger og har tabt 4 kg. Samtidig er min mand og jeg stoppet med at ryge, og der plejer vægten at stige. Så jeg er virkelig stolt. Det er længe siden, jeg har haft det så GODT. Jeg er efterlønner, så jeg har også god tid til at motionere. Venlig hilsen Bodil Riis

    1. Hej Bodil. Tak for din kommentar. Det er dejligt at høre, at 5:2 også er let for dig og at du har det godt. Modigt at tage et rygestop med i livsstilsændringen, så er der virkelig helbredsforbedringer i vente – bare du ikke presser dig selv for meget. Mvh. Trine.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *