Drømme om huse

Min mand og jeg bor i et rækkehus i Virum. Da vi efter 1 år som kærester gerne ville flytte sammen, solgte vi hver vores ejerlejligheder og købte dette lille hus som vores første fælles hjem. Vi var meget begejstrede. I månederne op til overtagelsesdatoen vinkede vi til huset når vi kørte forbi ude på Kongevejen – vi glædede os bare SÅ meget til at rykke ind i vores eget lille kongerige.

Nu har vi boet der i 8 år. Over årene har vi lavet forskellige ting i huset og haven for at tilpasse det til vores behov og ønsker. Vi har feks. fjernet en radiator så vi har god plads til at få besøg af hele familien, lavet en østvendt terrasse og bygget et drivhus hvor vi dyrker chili. Det er som om, at når man går og laver disse ting ved sit hus, så knytter man sig tættere til huset. Også lokalområdet holder vi meget af, især efter at vi har fået hund og dermed ekstra god glæde af de fremragende gåturs-muligheder.

Jeg har altid boet i forstæderne til København, hvor man får fordele fra både by og land. Vi kan hoppe i bilen og stå på Plænen i Tivoli til fredagsrock indenfor 15-20 minutter, og vi kan lige så nemt komme til at gå lange ture i skove og ved vand. En gåtur på 5 minutter er hvad der skal til for at komme ned i nærmeste dagligvarebutik, og hvad vi ikke finder af shopping i Virum kompenseres der alt rigeligt for i nabobyen Lyngby. Selv sushi-stederne er kommet til Virum for flere år siden.

Alle disse faciliteter gør det til et dyrt område at bo i. Vores pengepung rakte i 2005 til et boligareal på 75 kvm. Jeg husker tydeligt hvordan en venindes mand lige da vi var flyttet ind var temmelig uforstående over at vi havde givet 2,5 million kr. for sådan et lille hus – han synes godt nok ikke det var noget særligt. Han kom fra Sydsjælland.

Når jeg går tur med hunden i området ser jeg masser af lækre, store huse med store haver, og jeg kan da sagtens sukke misundeligt og drømme om at bo sådan et sted. Selvom man kun er 2 mennesker og 1 hund, kan man godt længes efter lidt mere plads og privatliv. Men disse huse koster det dobbelte af hvad vi har givet for vores hus, og det er vi ikke i nærheden af at have råd til.

For 4 år siden købte vi vores sommerhus, som imødekom nogle af disse drømme. Her fik vi et hus vi kunne gå rundt om og en stor grund med æbletræer. Der er mere albuerum. Men selve huset er kun på 35 kvm, så hunden skal stadig bakke ud fra soveværelset, og vi kan kun være der i weekender og ferier – det er ikke en del af vores hverdag.

Efter at vi har fået hund har vi fået en noget anden hverdag. Vi skynder os hjem fra arbejde og glæder os til at se vores smukke hund igen, for derefter at opsøge naturen til en gåtur. Vi prøver at indrette os, så hun ikke skal være mere alene end højst nødvendigt. Det betyder at vi er blevet mere hjemmemennesker og ikke går nær så meget ud. Vi er storforbrugere af skove, parker og slotte omkring os, men butikker, restauranter og caféer bruger vi ikke nær så meget. Og den der med at tage en hurtig beslutning og suse ind til Fredagsrock i Tivoli gør vi slet ikke mere – ikke kun pga. hunden, men også fordi vi ikke rigtig har lyst.

Tanken har derfor strejfet mig, om det er tid til at tage den høje kvadratmeterpris op til revurdering. Får vi tilsvarende glæde af den høje pris – udnytter vi alt det vi betaler for? Vi har ikke brug for at bo i nærheden af landets bedste skoler, og da vi kun køber ind 1 gang om ugen i bil, behøver indkøbsmulighederne ikke at være helt så tæt på. Måske man kunne få lidt mere plads og albuerum til samme penge et andet sted, samtidig med at man beholder adgangen til naturen?

Det giver et stort prik i hjertet overhovedet at tænke på at forlade vores elskede lille hus og det skønne område vi bor i. Alligevel er tanken vokset hos os de sidste par uger. Når vi leder lidt, ser det faktisk ud til, at der findes boliger med både lidt mere plads og privatliv, samtidig med at transporttiden og budget ikke øges. Det kommer selvfølgelig an på en masse faktorer, bla. hvad vores rækkehus kan sælges for. Men det ser ikke helt umuligt ud. Når vemodigheden rammer tænker jeg, at vi sagtens kan opbygge hygge og tilknytning til et nyt sted. Jeg er spændt på hvad fremtiden bringer.

Lignende indlæg:

2 meninger om “Drømme om huse”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *