Velgørenhedspushere

Man ser dem i gadebilledet i større byer. Unge mennesker, der forsøger at indsamle økonomiske bidrag til forskellige velgørende formål. De er tit ret pågående, og man kommer i moralsk dilemma hvis man vil sige fra; for så siger man fra overfor den velgørende sag.
Jeg har i de seneste par uger givet SMS-bidrag til Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og Læger uden Grænser for at hjælpe Syrien. Det passer mig rigtig godt at støtte velgørenhed på denne måde, helt frivilligt, velovervejet og uden at der står en person foran mig og presser på.
Men så let slipper man ikke. Efterfølgende er jeg nemlig blevet kimet ned på min mobil af ‘Hemmeligt nummer’. Normalt tager jeg ikke telefonen, når der kommer opkald fra ukendte numre, men da det blev ved, besvarede jeg forleden et af opkaldene. Det var Red Barnet, der gerne ville bede mig om flere penge. Faktisk ville de gerne lave en aftale om faste månedlige indbetalinger.
Jeg har prøvet det før, hvor det var Røde Kors der fulgte op på en indbetaling via dankort på deres hjemmeside og bad om faste månedlige indbetalinger. Det blev jeg irriteret over, og jeg var egentlig glad da jeg igen fik privat mobilabonnement, for så kunne jeg give bidrag lidt mere anonymt via SMS. Troede jeg.
Jeg er faktisk lidt rystet over at blive ringet op på min mobiltelefon på den måde. Ligesom med dørsælgere synes jeg det er en invasion af mit privatliv. Jeg bryder mig ikke om at blive forstyrret midt i aftensmaden af fremmede mennesker.
På den anden side får jeg også dårlig samvittighed, for måske kunne jeg også godt give lidt mere, og jeg kunne nok også undvære 50 kr. af månedslønnen. I forhold til dem der lider nød lever jeg jo et priviligeret liv.
Men så bliver jeg også vred. For det er altså en meget ubehageligt skyldfølelse at blive konfronteret med. Og det synes jeg faktisk at hjælpeorganisationer burde holde sig for gode til. Jeg er nødt til at sige, at jeg kan ikke redde hele verden. Og hvis ikke jeg passer på mig selv og får den fred i familiens skød som jeg har brug for, så kan jeg ikke være noget for andre. Heller ikke verdens nødlidende.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *