Hverdag på fuld tid

I mandags var jeg tilbage på arbejde efter en dejlig 3 ugers sommerferie. Det var samtidig starten på en hverdag med arbejde på fuldtid. For første gang siden jeg blev sygemeldt med stress i november, har jeg nu arbejdet en uge på fuld tid, og det er gået godt.

Jeg har det godt. Rigtig godt. De fleste dage har jeg det godt i krop, hoved og humør. Det gør mig glad.

Min stresscoach skældte mig ud for at bruge ordet ‘men’. Men – det ER altså vigtigt, at jeg husker på det jeg har lært. Det er vigtigt, at jeg ikke bare hopper tilbage til det mønster jeg havde før jeg blev syg med stress. Det er nu det er allermest vigtigt, at jeg holder fast i alle de gode principper jeg har brugt mens jeg har været deltidssygemeldt og trappede arbejdstiden gradvist op.

Derfor bliver jeg ved med at holde en pause når jeg er på arbejde – en om formiddag og en om eftermiddagen, hvor jeg rejser mig fra min plads og går et andet sted hen. Jeg mærker efter om jeg har brug for at hvile mig når jeg kommer hjem fra arbejde, og jeg holder fast i mit 5:2-spisemønster, hvor jeg 2 aftener om ugen ikke skal bekymre mig om at lave aftensmad, men bare kan gøre hvad jeg har lyst til. Og så prøver jeg at meditere ofte, gerne hver dag.

I denne uge har jeg været fysisk træt, fordi jeg er kommet lidt ud af form i forhold til at cykle 34 km om dagen, og hovedet har selvfølgelig også været træt pga tilbagevenden til arbejdet efter sommerferien. Og i onsdags, hvor vi skulle ud om aftenen, hylede hovedet. Men jeg føler mig rask og klædt på til at starte på en frisk med fuldtidsarbejde og hverdag i den lille familie.

 

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.