Hvorfor jeg fik stress

I afslutningen af mit sygdomsforløb er det tid til at gøre status over, hvorfor jeg blev ramt af stress denne gang. Det har nemlig slet ikke været som første gang i 2006, hvor jeg helt klart havde en reaktion på en konkret forandring på mit arbejde.

Lige da jeg blev syg var jeg meget forvirret over, hvorfor jeg havde fået det sådan. Jeg oplevede forløbet op til, som en række fysiske symptomer, men måtte så konstatere at hovedet heller ikke ville som jeg ville. Jeg synes ikke jeg havde haft specielt mere travlt på arbejde end ellers, og i det hele taget var der tilsyneladende ikke sket noget markant i tiden op til at jeg fik det dårligt.

Efter at have fået professionel hjælp har jeg nu fået stykket sammen, hvad der har været årsagen til at jeg blev syg. Det er ikke for at placere skyld eller pege fingre, at jeg ønsker at finde årsagen. Det er simpelthen for at prøve at finde ud af om der er noget jeg kan gøre anderledes i fremtiden, så jeg ikke bliver syg igen.

De symptomer jeg havde, pegede i retning af, at der var tale om ophobet, langvarig stress. Jeg har i længere tid levet på en måde, hvor min hjerne var mere eller mindre konstant påvirket af stresshormonet kortisol. Det har betydet, at den del af hjernen som hedder Hippocampus er skrumpet lidt – jeg har fået en midlertidig hjerneskade. Det har påvirket mine tankemønstre, hvor frygt og trusler har fået lov at dominere, og det har påvirket min hukommelse i negativ retning.

Jeg har jo aldrig været i tvivl om, at det har været stressende for mig i 4 år at arbejde i Dragør. Indlæg her på bloggen i årene 2007-2011 vidner om daglig frustration. Hverdagen var domineret af den meget lange og besværlige transport til og fra arbejde, og jeg har vitterlig følt at jeg skulle ruste mig til kamp hver dag. Udover at være krævende, har den lange transporttid efterladt for lidt tid til opladning af de mentale batterier.

Da jeg fandt mig et nyt job, hvor jeg kunne reducere transporttiden, troede jeg at nu blev alting godt. Jeg glædede mig over den meget enklere hverdag jeg fik, hvor jeg bare kunne hoppe på el-cyklen og cykle hele vejen til arbejde. Jeg åndede lettet op, og undervurderede nok den stressbelastning det er at starte i nyt job. Jeg så det som en investering i et nyt og bedre liv.

Inderst inde har jeg altid vidst, at det var det derhjemme, der gav mig indhold i tilværelsen og energi. Sådan har det faktisk altid været, også i de 10 år jeg boede alene. Da vi fik hund blev den følelse yderligere sat på spidsen. Med Adinas indtog fik vi en snert af den oplevelse, folk får når de får børn. Her blev et levende væsen bragt ind i vores hjem på vores initiativ, ude af stand til at tage vare på sig selv. Det var vores ansvar at sørge for fysisk og psykisk velbefindende, og den nye beboer er fuldstændig afhængig af at vi lever op til denne forpligtelse.

Det var en stor lykke at få hund, men det var også en stor mundfuld ansvar. Og da det lidt senere viste sig, at min nye arbejdsplads ikke var helt så fleksibel som jeg troede, blev presset større. Hjemme hos os har det hidtil været sådan, at jeg var den der lettest kunne blive hjemme og tage imod en håndværker eller på anden måde klare et privat behov der var nødt til at foregå i kontortid. At få hund øgede dette behov, dels fordi hunden selv kan blive syg, men også fordi man ikke kan lade en fremmed håndværker være alene i et hjem der bebos af 35 kg. vagthund.

Jeg kan se i dag, at det har været en loyalitetskonflikt for mig. Dels fordi jeg frygtede ikke at kunne tage vare på min elskede hund, og dels fordi jeg følte at jeg svigtede den aftale jeg har med min mand. I det hele taget blev de første 12 måneder efter jobskifte meget begivenhedsrige og fyldt med intense følelser, og når jeg ser tilbage er det faktisk ikke så mærkeligt at den mentale rygsæk er blevet fyldt til bristepunktet, især i betragtning af hvor fyldt den var forinden.

Alt dette resulterede altså i, at jeg i november måtte kapitulere og sygemelde mig med en lang række stress-symptomer:

Intellektuelle: koncentrationsbesvær, mangel på overblik, hukommelsesbesvær

Psykiske: irritation, vrede, dårligt humør, overbekymret, ulyst, følelse af udmattelse

Fysiske: hjertebanken, træthed, varme/feberfølelse, svimmel, mavesmerter, tør i munden, hyppige infektioner, ledsmerter

Adfærd: vrede, ubeslutsom, mistro, fysisk klodsethed, overbekymret, uengageret, træthed

Hvad der er sket er sket, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Men jeg kan godt tænke over, om jeg kan gøre noget i fremtiden, så den mentale rygsæk ikke bliver fyldt mere end hvad godt er. I mit næste blogindlæg vil jeg beskrive hvad jeg vil gøre fremover for at undgå stress.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.