Hvordan jeg vil undgå stress

Jeg har tidligere beskrevet hvad der førte til, at jeg blev syg med stress i vinteren 2012/2013. Som jeg skriver i blogindlægget, handler det ikke om at udpege skurke eller pege fingre, heller ikke ad mig selv. Men jeg tror det er vigtigt at forstå årsagerne, for at kunne undgå at blive syg igen. En del af den professionelle hjælp jeg har modtaget har handlet om at finde frem til en måde at leve på, så jeg ikke havner i samme situation igen.

For det første har jeg fået sat i perspektiv hvor vigtigt det er, at jeg skal lære at tage mine egne behov og ønsker mere alvorligt. Stresseksperterne fra Lehmann & Partners mener faktisk, at man skal sætte sig selv på førstepladsen på samme måde, som når man i flyet instrueres i først selv at tage iltmasken på, før man hjælper barnet. Rationalet er, at hvis man ikke passer på sig selv, så kan man jo alligevel ikke passe på sine kære. Når jeg kigger tilbage på de situationer der stresser mig, så bunder mange af dem i, at jeg påtager mig andres agendaer og værdier og ikke mærker mine egne behov i situationen. Det er en stor udfordring for mig, og jeg tror det bliver noget jeg skal arbejde med i lang tid. Men lige nu ser jeg hvorfor det er vigtigt, og derfor er jeg motiveret til at få gjort noget ved det.

Et andet aspekt af dette er at blive i nu’et. I mange situationer nytter det ikke ret meget at spekulere på ting der ER sket, eller bekymre sig om ting der muligvis VIL ske. Jeg kan mærke at det betyder meget mindre for mig allerede nu. F.eks. glemte jeg for første gang i den tid vi har haft sommerhuset helt at flytte avisen derop, da vi var afsted i forrige weekend. Jeg tror ikke på det fuldstændige her-og-nu-liv, hvor man ikke sparer op til pension og drikker 2 flasker rødvin til aftensmaden hver aften. Men der er mange situationer hvor det giver mening at sige stop til mig selv, når jeg tænker for langt frem eller tilbage.

Det andet fokusområde er at sørge for at bevare det overskud, jeg nu har fået efter en lang sygdomsperiode med god behandling og indsigt. Personligt overskud giver en højere tolerance, så man bedre kan tåle hvad livet byder en. Det er klart at jeg kan gøre meget ved ikke at sætte for mange projekter i værk. Men alene pasning af fuldtidsjob og familiens hverdag kræver så meget, at det er vigtigt at tænke på at få tilført energi. Mange vil nok genkende tendensen til at tilsidesætte de sjove ting i livet, når man synes der er meget at passe. Men det er det samme som at skære benzinslangerne på en bil over.

For mig handler det om at sætte tid af til at lave de ting der giver mig energi. Ikke kun det at være hjemme og sammen med familien, men gøre noget aktivt som er godt for mig. Det handler bla. om plads til at være indadvendt og fordybet. Jeg har købt en meditationspude af samme slags som vi brugte på stressforløbet på Skodsborg, og hertil CD’er med meditation og mindfulness. Også mine tanker omkring 5:2 fastediæten spiller sammen med dette behov – at springe aftensmaden over 2 aftener om ugen giver et velkomment vindue til at dyrke mine egne behov.

I det foregående blogindlæg listede jeg mine stress-symptomer op. De skal tjene som nødbremse. Hvis jeg skulle begynde at se nogle af disse symptomer igen, må jeg reagere og prøve at sikre mig, at jeg ikke bliver syg af stress igen. Det jeg har oplevet denne vinter har været slemt nok, men det kan desværre gå endnu værre. Man kan få blodpropper, varige hjerneskader og miste både job og familie. Så det skal jeg ikke have noget af.

Lignende indlæg:

2 meninger om “Hvordan jeg vil undgå stress”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *