Normalisering

Jeg begynder at få det mere og mere normalt. I den forgangne uge har jeg haft flere dage i træk, hvor jeg har følt mig helt normal. Disse dage har jeg været på arbejde i 6 timer uden at opleve overvældende træthed, koncentrationsbesvær, svimmelhed eller generel omtumlethed. Hjemme er jeg begyndt at få ideer og grine igen. Det begynder at lugte af et normalt liv.

Der er også dage, hvor jeg er træt, træt, svimmel og mangler overskud. Disse dage kan humøret godt tage et dyk, og jeg kan få en følelse af at jeg aldrig bliver mig selv igen. Og jeg skal nok indstille mig på, at jeg ikke finder tilbage til den person jeg var for nogle år siden.

Alle 3 stress-behandlingsforløb er nu afsluttede. Psykologens afsluttende bemærkninger var instruktioner i hvordan jeg skulle indrette min hverdag med koncentreret arbejde, pauser og struktur, og sørge for at fylde godt på af familietid både morgen og aften. Jeg skal lære at acceptere at der er dage hvor jeg er træt og ked af det.

Stresscoachen var inde på, at den hyletone af skiftende styrke, jeg har haft i hovedet under hele forløbet, nok vil være der længe endnu. Jeg skal bruge den som et barometer for hvor frisk i hovedet jeg er, og hvornår jeg skal sige fra. Han mente i øvrigt også, at jeg ikke skulle være så bange for ikke at kunne huske ting. Så disse to stress-symptomer skal jeg altså lære at leve med.

Kommunens stressforløb rådgiver til at man skal lære sine stress-symptomer at kende, så man i fremtiden kan slå bremserne i før det går galt. Det lyder jo meget fornuftigt. De advokerer også for at man prioriterer sig selv først og fokuserer på handlemuligheder i en stresset situation. Der er ingen tvivl om at folk der bliver syge af stress overhører stress-symptomer og har gavn af at lytte mere til kroppens signaler.

En oplevelse jeg har haft flere gange igennem dette stress-forløb er, at jeg synes nogle af rådene bliver lidt modsigende. Som ovenfor, hvor jeg ikke skal blive alarmeret af træthed, ked-af-det-hed, mangel på hukommelse og hyletone, men alligevel skal jeg lære at mærke mig selv. Det efterlader mig med en forvirring omkring hvornår jeg skal være på vagt og passe på mig sig, og hvornår jeg bare skal rumme symptomerne og acceptere at sådan har jeg det i dag.

Jeg må være ærlig og sige, at det er ret svært for mig at acceptere ked-af-det-hed og massiv træthed. Jeg kan ikke lade være med at føle, at det skulle være muligt at være lidt mere glad og energisk. Det er svært  ikke at tænke i baner af ‘hvad kan jeg gøre for at få det bedre’.

Hyletone og hukommelsesbesvær kan jeg bedre skyde fra mig og acceptere, hvis det virkelig er rigtigt at det ikke er noget man skal være bekymret for. I og med at rådene kommer fra 3 forskellige behandlere med 3 forskellige syn på stress, tror jeg at jeg vil prøve at danne mig min egen holdning til hvad der er rigtigt og forkert for mig. Og nu hvor jeg ikke længere går hos nogen af dem, er det tid til at stå på egne ben.

Jeg har nu sammen med min arbejdsgiver lagt en plan for den videre optrapning af arbejdstiden. Jeg har i øjeblikket 6 timers-arbejdsdage 3 gange om ugen, og om en uge går vi op på 4 dage om ugen. Frem mod sommerferien trappes langsomt op til fuld tid, og så skulle jeg gerne være raskmeldt efter sommerferien. Det er en meget skånsom plan, og jeg håber inderligt, at hovedet fortsætter den gode fremgang.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *