Hvad jeg kan få ud af 5:2 faste-diæt

Der er ingen tvivl om at jeg ville have godt af at tabe mig. Jeg har været overvægtig siden jeg var i slutningen af 20’erne, men indtil nu har jeg ikke følt motivation til at gøre noget ved det. Jeg har prøvet at tabe mig en del og så tage det hele – og mere til – på igen. Da det skete, antog jeg den holdning, at det var sundere for mig at blive stående der hvor jeg var, end at risikere yoyo-vægt. Jeg synes også det var mere psykologisk sundt at acceptere mig selv som jeg var, end at blive ved med at fortælle mig selv at jeg var forkert.

Jeg har lavet forskellige livstilsændringer med fokus på sundhed. F.eks. gik vi for nogle år siden over til fuldkornsprodukter når det gælder brød, pasta, ris, nudler, bulgur osv. Jeg har lært at lave mad med linser og bønner, så vi spiser mad uden kød flere gange om ugen. Da jeg skiftede job for 1½ år siden øgede jeg min motionsmængde, fik en sundere kantine og tabte 3 kg de første 3 måneder – til stor glæde for min læge. Jeg havde håbet at vægttabet fortsatte, men det gjorde det ikke. Jeg kan altså godt ændre mad- og motionsvaner, jeg har bare ikke tabt mig af det.

Den mentale rygsæk har været godt fyldt de sidste mange år, hvilket er kulmineret i at jeg blev syg med stress denne vinter. I februar fik jeg besked på at gå hjem og virkelig hvile mig – forholde mig helt i ro. Det betød at de få tabte kg. nu er på igen og mit BMI er over 30. Ikke hverken sundt eller behageligt, men det synes som en yderligere belastning at skulle sætte sig op til at gå på slankekur eller ændre motionsvaner når man i forvejen har det svært.

Men i påsken så jeg et program om faste og specielt 5:2 faste-diæten (se tidligere blodindlæg), som udover at have sundhedsmæssige effekter, burde give et vægttab. Jeg har læst om det på nettet. Det ser ud til at det mest er noget man bruger i England, men vores egen Bente Klarlund er positiv. Det har fået mig til at tænke.

Metoden går helt kort ud på, at man 2 dage om ugen spiser det kvarte af det antal kalorier man egentlig har brug for, en slags faste med lidt mad. De øvrige 5 dage spiser man normalt. Det lyder ikke så svært.

Det er ikke en kur, hvor man skal investere i medlemsskaber og lave fundamentalt om på kostsammensætning og madlavningsvaner. Indsatsen ligger ikke i at gøre noget specielt, men i IKKE at gøre nogle få ting, nemlig IKKE at spise morgenmad og aftensmad 2 dage om ugen. Når jeg tænker på stress-risiko ifm. sådan en kur, er det er en anden form for indsats. Man lægger ikke yderligere byrder og pligter ind i hverdagen. Til gengæld skal man lære sig at håndtere fraværet af måltider.

Udover den indlysende fordel ved at tabe sig og blive sundere, ser jeg 2 andre gevinster for mig ved at leve på den måde:

  • Det er ikke helt fremmed for mig at have en dag hvor jeg ikke spiser ret meget. Det sker ikke så tit, men en gang imellem får jeg så ondt i maven, at det eneste der hjælper er at lade være med at spise eller kun spise meget, meget lidt. Så det gør jeg. Måske kunne det være godt at give maven og fordøjelsen en pause med faste intervaller?
  • I løbet af mit stressforløb er jeg blevet opmærksom på en lang række ting, som har været med til at stresse mig – heriblandt manglende evne til at holde pauser hvor jeg reelt hviler mig, fravalg af stimulerende oplevelser og aktiviteter samt kvælning i pligtfølelse ifm. dagligdagens nødvendige gøremål. En fastedag kunne være en hviledag, hvor jeg står af ræset og får mediteret, sovet eller måske lavet De 5 Tibetanere, som jeg længe gerne har villet i gang med. Eller det kunne være en dag hvor jeg har tid til at dyrke aktiviteter og få oplevelser. Begge dele kunne medvirke til at reducere mit stressniveau.

Centralt er imidlertid, hvordan jeg i givet fald vil have det med at spise ca. en fjerdedel af mit kaloriebehov en dag. Jeg vil uden tvivl blive sulten på et tidspunkt i løbet af disse dage. Der er nok nogle mentale barrierer der skal nedbrydes, noget sukkerafhængighed der skal bearbejdes og noget trøstespisning der skal gøres op med, selvom man kan spise normalt igen næste dag. Spørgsmålet er om man kan arbejde sig igennem disse udfordringer og helst komme til at vænne sig til faste-dage.

Mine tanker indtil nu går på, at fastedagene skulle være på arbejdsdage, hvor jeg er optaget af arbejde. Jeg er normalt ikke sulten lige når jeg står op, og regner det ikke for noget særligt at klare mig frem til frokost på te og vand. Så kunne jeg tage et sundt og tilfredsstillende måltid i den fantastisk kantine, hvorefter jeg vil være mæt resten af arbejdsdagen. Om aftenen tænker jeg at det er en god idé at lade husbond lave sin aftensmad selv og evt. gå ned på mit kontor i kælderen mens han spiser. Derefter kunne vi hygge sammen med TV og te i sofaen som vi tit gør, eller jeg kunne beskæftige mig med noget der optager mig jf. de stress-forebyggende ting jeg nævner ovenfor.

Foreløbig har jeg bestilt Michael Mosleys bog og glæder mig til at læse lidt mere om principperne i denne metode. Umiddelbart er det relativt enkelt at prøve det af, da metoden som sagt hverken kræver investering i medlemsskaber eller ændrede vaner. Og hvis det ikke er motiverende nok at tabe sig og blive sundere i sine blodværdier, så kan jeg jo bruge fordelene for maven og stressen som løftestang.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *