Hjemmegående

Min mor var hjemmegående husmor indtil jeg var 9 år. Derfor har jeg aldrig gået i vuggestue, børnehave eller fritidshjem. Og derfor har jeg set min mor gå til slagter, frisør, renseri og på biblioteket i dagtimerne. Det foregik i 1970’erne, og dengang var der enkelte andre mødre der gik hjemme med børnene, men det var allerede dengang ikke så almindeligt.

Når jeg tænker tilbage, forekommer det mig som en svunden tid.  En brun og orange tid, hvor kvinder rendte rundt med curlers i håret i parcelhuse med hessian på væggene, mens de røg en masse cigaretter og telefonnumrene var 6-cifrede.  En knap så forhastet tid, hvor man havde tid til at sludre med naboerne, vande potteplanterne og hjælpe børnene med lektierne.

I dag virker det som en eksotisk luksus at være hjemmegående, men det er nu ikke så ualmindeligt i vore dage som man skulle tro. Antallet af mennesker i gadebilledet på en hverdags-fridag taler for sig selv, selvom jeg bliver overrasket hver gang. Det kom helt tæt på for mig, da jeg forleden ringede til en frisør i håb om at få en tid til klipning. Jeg spurgte til en tid på en lørdag, da det vil indebære mindst stress for mig. Det viste sig at denne frisør slet ikke havde åbent om lørdagen. På hverdage havde hun godt nok et par dage om ugen hvor hun havde åbent til længere end kl. 16, men jeg kunne godt se at det ikke var en frisør for sådan en som mig, der går på arbejde i dagtimerne. Denne frisør kunne tydeligvis drive en forretning ved at holde åbent i almindelig kontortid, og det må jo betyde at kunderne ikke er på arbejde om dagen.

Når jeg tænker på mennesker der kan gå til frisør før kl. 16, kommer jeg til at tænke på hvordan det ville være selv at gå hjemme. For mig er hjemme- og familielivet ikke en sekundær ting, jeg ville gerne være meget mere til stede i de aktiviteter der ligger derhjemme. Ikke at jeg elsker at gøre rent og vaske tøj, men det stresser mig når det ikke bliver gjort. Og jeg kan decideret godt lide at planlægge og organisere det derhjemme. Tænk at kunne klare alle de der praktiske ting, uden at skulle presse det ind imellem job, transporttid, hundegåtur og aftensmad. Og tænk at kunne gøre ting for sig selv uden skyldfølelse. Set i lyset af 21 år på arbejdsmarkedet virker det meget tiltrækkende. Men måske jeg ville komme til at kede mig i længden.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.