Økonomiens årscyklus

Selvom jeg altid er blevet aflønnet med en fast bagudrettet månedsløn, er det meget forskelligt hvordan jeg føler min økonomiske formåen er. Uanset hvad mit rådighedsbeløb har været, har jeg altid svinget imellem nogle gange at føle mig fattig og andre gange føle at jeg havde mange penge mellem hænderne. Det har hængt nøje sammen med en følelse af henholdsvis at føle mig motiveret for at spare op og at føle mig motiveret for at bruge løs.

I øjeblikket er jeg inde i en periode, hvor jeg er motiveret for at spare op og næsten ingen penge bruger på andet end mad og husholdning. Sådan er det tit på  denne tid af året; der er mange fødselsdage i familien og julen banker også snart på, så der er nok at bruge pengene på. Vi har også lige haft en forsikringssag hvor vi skal betale selvrisiko, husbond har planer om at renovere kælderen og ude i fremtiden ser jeg et behov for at skifte el-cykel.

Den helt store forbrugsfest starter lidt før december, hvor der skal forberedes gavekalender til husbond og der skal købes ind til adventskrans og opstart på julehygge. I løbet af december får jeg købt de julegaver jeg skal give, og tit forkøber jeg mig selvom jeg ikke har så mange jeg skal give gave; jeg kommer til at købe for store eller for mange gaver til de få jeg giver gave. 

Jeg har selv fødselsdag i slutningen af november, så på denne tid af året skal jeg selv finde på nogle ønsker, som andre kan give mig i fødselsdags- eller julegave. På en eller anden måde ender jeg tit i en behovsgenererende forbrugsspiral af materialisme ved at gå så meget i butikker og se og tænke på ting, ting, ting. Pludselig har jeg hele hovedet fuld af ideer til andre og til mig selv, så efter jul kan jeg godt føle jeg er nødt til at købe alle de ting jeg ikke fik i julegave.

Og så føler jeg mig fattig. Januar føles altid frygtelig lang, og mange gange har man fået den månedsløn man skal leve af allerede før jul. Det er altid svært at få pengene til at række i januar og februar, og hvis jeg har en opsparing et sted kommer den tit til at være buffer i denne tid.

Når vi kommer ind i forårsmånederne begynder det at klare lidt op. I marts får jeg ofte penge tilbage i skat, og lidt senere kommer den særlige feriegodtgørelse ved starten på det nye ferieår. Det sker da også af og til at der kommer en lille regulering i lønnen på denne tid af året. Jeg føler igen at jeg har penge imellem hænderne.

Så begynder optimismen at buldre igen. Jeg kan tydeligt se det på min garderobe. Jeg køber langt mere forårs- og sommertøj end efterårs- og vintertøj. Der er også mange ting der starter op i foråret – sommerhussæsonen starter og man skal til at plante have og drivhus til. Efter en kold, mørk og fattig vinter vælter livslysten og ideerne frem i mit hovede, og jeg køber løs.

Denne følelse kan godt fortsætte ind i sommerperioden, men det tager som regel lidt af. Og så er vi tilbage til efteråret.

I år har vi valgt at ændre på vores måde at håndtere månedsøkonomien på. Lige siden husbond og jeg flyttede sammen har vi kørt en form for fællesøkonomi, hvor vi indbetaler et beløb på en fælles budgetkonto, og kører alle faste udgifter over denne konto. Dagligdags indkøb til husholdningen har vi skiftedes til at betale af lønkontoen. Denne sommer lavede vi om på det, så vi nu også indbetaler et fast beløb til husholdning, som en slags fælles husholdningspung. Tilbage på vores respektive lønkonti er så udelukkende penge til personligt forbrug.

Det har ændret en del på hvordan jeg føler om at have penge mellem hænderne – eller ikke. På den ene side er det et noget mindre beløb der står på kontoen end det jeg er vant til, hvilket automatisk får mig til at holde igen med forbruget. På den anden side kan jeg jo godt se, at beløbet ikke svinder lige så hurtigt ind, som det gjorde før da ethvert indkøb i supermarked gav mange bevægelser. I september var der faktisk en del penge tilbage da månedslønnen gik ind. Det er rart at vide, at jeg kan disponere over alle de penge der står på min konto, og at der ER sat penge af til al den daglige drift. Så nu skal jeg bare vænne mig til det nye beløb, så skal det nok lykkes mig at bruge hver en krone hver eneste måned, som jeg hidtil har gjort. Man må jo sørge for at holde gang i de økonomiske hjul i Danmark.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.