Anmeldelse af Promovec Whistle

Det er altid skønt at køre på en helt ny cykel, og det har sørme været lækkert de sidste par uger at have lejlighed til at køre på den seneste nye el-cykelmodel fra Promovec. Alting spiller bare, og lakken skinner flot på den nye spændende farve.

Promovec Whistle har en lang række faciliteter, som min egen ikke har: affjedret forgaffel, frihjulsmotor, lav motorlyd, 3 forskellige motorhjælps-metoder, lækkert aftageligt display med mange funktioner og betjening af el-systemet ved håndtaget.

Den affjedrede forgaffel har jeg prøvet tidligere, og savner den en del idag med den stand Storkøbenhavns cykelstier er i. Resten af de nye features er nye oplevelser for mig. Især displayet med både temperatur og ur i er virkelig anvendeligt, når man ligger og pendler til og fra arbejde. Det overflødiggør faktisk en cykelcomputer – den viser ikke gennemsnitshastighed, men det er heller ikke interessant på en el-cykel, det er næsten altid det samme. Desværre sidder den på en måde, så man ikke kan bruge klick-fix-systemet til at have cykelkurv på foran.

Det der gør lige netop denne Promovec-model speciel er, at batteriet er indfældet i kædeskærmen. Hvor man i mange år har kunnet kende en el-cykel på kassen under bagagebæreren, er man nu i højere grad begyndt at se kreative løsninger til placering af batteriet, og på Whistle har man altså valgt at sætte batteriet i det rum der er indenfor cykelkæden.

Det man opnår ved at have batteriet her, er at man slipper for at have batteriet under bagagebæreren. Ikke at det er et praktisk problem – man kan bruge bagagebæreren nøjagtig som ellers til både barnestol og cykelkurv. Men det giver en knap så god balance i cyklen, og jeg har i min testperiode kunnet mærke, at balancen er noget bedre når batteriet og dermed tyngdepunktet kommer længere ned mod jorden som på Whistle. Af øvrige gevinster kan nævnes at batteriet er mindre og lettere, og hvis man er træt af at blive kaldt en snyder når man overhaler modne mænd på cykelstierne, så kan man håbe på at slippe for disse tilråb med en Whistle, da man muligvis kan skjule at man kører på el-cykel.

Der er også en række ting som er det samme som på min nuværende cykel. Motor og batteri har nøjagtig samme specifikationer som min første el-cykel fra 2006: 250W, 36V og 9AH. Her ser man ‘prisen’ for at gøre batteriet så lille som det er nu; det er ikke er muligt at få et kraftigere batteri. Jeg har købt et 12AH-batteri til min el-cykel, fordi det var nødvendigt da jeg begyndte at have 16 km. til arbejde – så kan jeg stadig klare turen både ud og hjem på en opladning. Denne størrelse batteri ville jeg ikke kunne få til Whistle, og det er heller ikke i programmet for 2013. Promovec forventer dog længere ude i fremtiden at kunne producere et større batteri til Whistle. Bremser og gear er også det samme som det har været på alle mine el-cykler: navbremse samt håndbremse med bremseklodser (også kaldet v-bremser) og 7 indvendige gear.

Jeg kan godt forstå at Promovec er stolte af deres nye model. Whistle er en cykel, hvor der er kælet for de lækre detaljer. Det er f.eks. lykkedes dem at få samme nøgle til at passe til cyklens godkendte lås og til batteriet – en detalje som jeg kan forstå ikke har været helt enkel at få på plads. Den ser godt ud – jeg følte mig smart på den. Den er helt ikke så konet som mange af de mere praktiske el-cykler. Whistle vil være en smart urban el-cykel for yngre kvinder som cykler op til 20-25 km. om dagen.

Ville jeg købe den selv? Njaee…. For en hardcore cykelpendler som mig, der cykler 32 km. om dagen i al slags vejr, i myldretid og året rundt med cykelkurve både for og bag er den ikke helt ideel. Hvis jeg havde sparet 16.000 kr. sammen til at købe ny el-cykel, ville jeg være nødt til at være fornuftig og tænke på at få dækket de behov jeg oplever i hverdagen med el-cyklen.

Når jeg skal have min næste el-cykel, håber jeg at finde en der kan mere end den jeg har idag. Teknikken udvikler sig hele tiden, og det samme gør priserne. Næste gang håber jeg at kunne finde en cykel med:

  • stort batteri
  • skivebremser
  • udvendige gear

Med 25 km/t og en vægt hvor rytter, bagage og cykel tilsammen nemt vejer over 100 kg. er nav- og v-bremser simpelthen utilstrækkelige. Man er nødt til at bremse i meget god tid og dermed have en mere forsigtig adfærd end el-cyklen ellers giver mulighed for. Jeg oplever jævnligt farlige situationer, hvor jeg ville ønske at jeg kunne bremse hurtigere/kraftigere. Min mand har fået mig overbevist om at udvendige gear er bedre end indvendige. Jeg har desværre haft mange problemer med mine gear, også selvom jeg for nogle måneder siden skiftede hele baghjulet og dermed fik helt nyt gear.

Og så min kæphest: jeg ville prioritere at få et tilstrækkeligt stort batteri. Batterier bliver notorisk dårligere med alderen og når vejret bliver koldt. Det er nødvendigt at have en vis overkapacitet, hvis man som jeg gerne vil el-cykle hele året rundt og helst slippe for at skulle lade batteri op mens jeg er på arbejde – i hvert fald de første år af batteriets levetid. Mit 12AH-batteri er nu 1 år gammelt, og det har allerede vist tendenser til ikke at kunne klare turen både ud og hjem. Forleden skulle jeg til tandlægen, og kørte derfor lige over Geels Bakke før jeg tog på arbejde. På vej hjem fra arbejde var der kraftig modvind, og batteriet gav op efter 38 km.

Det er jo ikke fordi Whistle ikke byder på forbedringer og fornyelser. Med Whistle har Promovec prioriteret nogle andre ting, end de ting som er vigtigst for mig. Jeg håber at de kommer med en model hvor de tekniske specifikationer kommer mere i fokus. Med modellen Rush har de et bud på en cykel med skivebremser og udvendige gear – men stadig med et begrænset batteri og uden skærme, bagagebærer mv. Jeg er ikke kræsen – jeg vil bare have det hele 🙂

Vurdering:  ★★★★☆ 

(Dette indlæg er sponseret, men reflekterer min egen mening)

Lignende indlæg:

21 meninger om “Anmeldelse af Promovec Whistle”

  1. Hej Trine
    Hvis du skal have en elcykel der opfylder dine krav skal du have en Stevens cykel. Den er tysk produceret.
    Den har skiver bremser for og bag. Udvendige gear og et batteri på 41 v. Ved godt nok ikke om den kan købes i dk. Men en super cykel.
    Hilsen Anette

    1. Hej Anette. Tusind tak for tippet – nu har jeg ikke lavet en fuldstændig markedsundersøgelse, men umiddelbart har jeg svært ved at finde en el-cykel med disse specs i Danmark.

  2. Har selv lige fået mig en model rush. Den kører fantastisk, kan ikke se det skulle være et problem ang. udstyr. I forhold til “gammeldags” modeller er den billig, så bagagebærer skærme osv, kan jo tilkøbes for under 1000Kr. Batteriet er lille, men så køb den med 2 batterier, eller lad op på arbejde. Det er en fed cykel, til os unge (42) der ikke har lyst til at køre rundt på en cykel der ser ud til at være udviklet i det tidligere DDR.
    Rart med medvind Hilsen Henrik

  3. Hey, Trine. Ja naturligvis kan man montere det udstyr man har brug for. Den største årsag til jeg valgte denne cykel var at den er ret smart, og lækker, samtidig har jeg kun omkring 9 km. til arbejde, så det lille batteri var ikke noget der holdt mig tilbage.. Tvært i mod, jeg pisker afsted, for de første par dage var jeg ikke sikker på at jeg kunne yde nok til at den kunne køre de ca. 25 km på en opladning. Med min ringe kondition osv. Jeg har faktisk ikke cyklet i mange år, andet en en gang i mellem. Blev ene for et år siden, og i det år har jeg vel taget 10 kilo på!! Nok alt for meget øl og dårlig livsstil!! Men dette vidunder af en cykel har lige givet mig det spark bag i der kan få mig til at bevæge mig lidt. Nu har jeg jo kun haft cyklen i en uge, men den har tikket 146,7 km ind på tælleren. Og har så kun kørt små 100 km i min bil, så jeg er stolt..Så længe det varer, det er jo snart vinter!!
    Cyklen med et batteri kostede 11.999Kr, skærme 219Kr. lygtesæt 339 kr lås 199,95. Sagde jeg til forhandler jeg ville gi 11250, med det udstyr, og det var ikke noget problem…Det kan altid betale sig at prutte om prisen, fortjenesten er stor!! og for at opretholde garantien skal man jo også betale for noget service præcis som en bil. Du hører måske mere fra mei, det er dejligt med en blog for elo nørder 🙂 Hav det godt Vindblæste hilsner fra Bornholm Henrik.

  4. Hej Trine Louise.
    Du skal nok have øjnene op efter en ny model der er kommet til DK.
    Det er en BH Neo Cross.
    Den er netop med Udvendige gear, skivebremser, skjult batteri, træk på baghjul. Og med en kraftig motor.
    Det er en rigtig fed cykel.
    Linket til den er her.
    http://www.fantombike.dk/pi/BH_NEO_Cross_elcykel_24gear_36V_9AH_50km__3127_346.aspx

    Henrik.
    Med hensyn til din normale garanti(købelov) så kan forhandleren ikke kræve at du kommer til eftersyn.
    Det er kun hvis han vælger at lave en udvidet garanti.

    1. Hej Thomas. Tak for tippet – det er dejligt at høre, at der begynder at komme lidt flere variationer af el-cykler. Det er nu ikke fordi jeg er specielt interesseret i MTB/Cross-cykler, det er mere det med skivebremser og udvendigt gear. Men hvis der kan sættes skærme, bagagebærer mv. på, så er det jo fint. Batteriets størrelse er lidt i underkanten, men det kan jo være det kommer i en større model senere.

  5. Hej Trine og læsere..

    BH har samme model men lavet som en “almindelig” elcykel med skærme, lys, lås, bagagebærer etc.
    Har set hele BH Neo serien på deres egen website, hvor man også kan finde en City model i forskellige stelstørrelser.
    http://www.bhbikes.com/web/en/easy-motion-ebikes/city/neo-city.html

    Syntes det er super lækkert at der endelig kommer elcykler som Whistle og Neo cyklerne hvor man design mæssigt kommer med nogle flotte løsninger.

  6. Anders.
    City’en en rigtig fin cykel til hverdagsbrug. Som du skriver er den udstyret med lys, lås bagagebærer osv.
    Men grunden til at jeg ikke fremhævede den, er at Trine Louise også ønsker skivebremser. Og City’en har V-Bremser.

    Mvh.

    Thomas

  7. Lige en kommentar til Promovec Whistle, jeg investerede i en i august og har pt kørt godt 1000 km på den. jeg faldt for designet,- også det med det skjulte batteri og mange smarte detaljer med display, justerbart styr osv. Den er god at køre på. Den har dog haft en del børnesygdomme, som jeg har fået lavet undervejs og som jeg har indtryk af at firmaet har fået rettet op på undervejs.. der har været mange reklamationer. Jeg cyklede hjem fra forretningen (40 km) og motoren virkede ikke ordentligt.. den kørte rundt, kunne jeg høre men trak ikke for godt. det viste sig at den ene del af motoren ikke greb ordentlig fat i den anden del, – ja lidt teknisk.. men jeg måtte have ny motor/forhjul. Senere kom der vand i displayet og så virkede det ikke mere,- jeg fik et nyt. I december kom der vand i controlleren og igen kunne jeg ikke skifte assistniveau m.m så nu er det også skiftet… nu håber jeg det fungerer når jeg for alvor skal i gang med at cykle efter vinterpausen.. jeg glæder mig allerede. Så til jer der overvejer Whistle.. vær opmærksom på begynderfejlene
    og tak for en fin blog, som jeg brugte meget i forberedelsen af mit 1. elcykelkøb.

    1. Hej Eva. Tusind tak for din kommentar. Den slags erfaringer er meget værdifulde for andre el-cykelkøbere mv. da den slags jo sjældent viser sig på prøvetur eller sådan en testperiode jeg har haft. Jeg håber at Promovec har fået udbedret diverse problemer, så du har en driftsikker cykel til foråret.

  8. Jeg har lige købt mig en promovec whistle og har taget min første 20 km tur på den i dag, det var joen drøm at cykle både op og ned af bakkerne. Jeg har ikke cyklet så langt i mange mange år.
    Den cykel bliver min bedste ven. I morgen står den på 16 km på arbejde( hver vej)

    1. Hej Maj-Britt. Tillykke med din nye cykel. Jeg er sikker på at den bliver din nye bedste ven. Rigtig god fornøjelse med cykelturene til arbejde. Du bliver nok lidt træt i starten, men det går hurtigt over:-)

  9. Trine du kunne også overveje Betavus Stelvio/Ventoux Easy:

    De har:
    *V-bremser som er dimensioneret korrekt til vægten på cyklen (ingen problemer med at klodse bremsen)
    *Udvendige gear – hvilke giver laver modstand
    *Stor og lydløs motor (40NM)
    *Stor batteri kapacitet 504W (normal tal 150 km)
    *Fjeder i forgaflen (og sæde)
    *Avanceret kørecomputer med startspærrer (temp, gen. hastighed, max hastighed , tid, rækkevide, 2 x triptælle og mulighed for plusmåling)
    *5 trin og kørsel uden pedal til når du trækker cyklen op af cykelkælder – kan i øvrigt også køre baglæns.
    *Sensor så lystet auto. tænder og slukker afhængig af lysforholdene
    *Backlight på kørecomputeren så du kan se den i mørke
    *Opladning af batteri under kørslen via motor bremseeffekt (godt hvis man køre på mange bakker, men giver dog ikke så meget i almindelig bykørsel) – men det forlænger rækkeviden.

  10. Ja den ser ud til at være lige det du er ude efter, batteriet er dog kun 400Wh men det burde også række til 32 km.

    Men den er så rimelig let på kun 22,6 kg (af en el-cykel at være), så kombineret med de udvendige gear, burde den også være ok hvis batteriet skulle slippe op.

  11. 400 Watt timer giver en realistisk rækkevidde på omkring 60-65 km.
    Til sammenligning har Whistle 313 watt timer.
    Bh kommer også med en damemodel af Cross’en iløbet af året. Måske først til den nye sæson.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *