Dovne Robert

I øjeblikket kører debatten på fuld knald vedr. en kontanthjælpsmodtager, som i de seneste 11 år kun har haft ganske få jobs af få måneders varighed. Manden hedder Robert Nielsen. På Twitter kalder han sig Dovne Robert. Han siger at han hellere vil modtage kontanthjælp end tage et job, hvor han bliver behandlet respektløst og uværdigt.

Debatten demonstrerer, ligesom den om Fattig-Carina i vinter, at det ikke er alle på overførselsindkomst der er nogle fattige stakler. For os som går på arbejde hver dag virker det provokerende, at Robert kan slippe for det daglige slid og stadig opretholde en bolig og få mad på bordet, særligt når man kan se at han virker normalt fungerende og ikke syg.

Min holdning er, ligesom med børnepenge og andre ydelser, at man selvfølgelig ikke bør kunne få støtte fra samfundet, hvis man er i stand til at klare sig selv. Hele holdningen med at se velfærdssystemet som et supermarked man kan shoppe rundt i, og at kontanthjælp er en valgmulighed blandt mange andre, er helt forskruet i mine ører. At vi debatterer det synes jeg er sundt nok, så længe vi træder varsomt.

Men jeg synes at Robert sætter fingeren på et ømt punkt hos mig. Efter min mening er det springende punkt i denne sag, hvad man skal finde sig i på arbejdsmarkedet. Robert har forladt jobs, fordi der er blevet talt hårdt til ham, og han har alligevel kunnet få kontanthjælp. Måske er han for følsom, og der er helt sikkert mange mennesker der må leve med konfrontationer og hårde ord på deres arbejdsplads til hverdag. Men hvor går grænsen? Hvor følsom har man lov til at være?

Jeg har selv haft tanken om hvor meget man skal finde sig i. Hvad synes samfundet egentlig er rimeligt at bede lønmodtagere om? Ikke fordi jeg selv overvejer at sige mit job op og bede om kontanthjælp. Men jeg ser kravene til lønmodtagere blive skrappere og skrappere, og ser jævnligt situationer, som jeg i mit stille sind bruger de samme ord som Robert til at beskrive: uværdigt og respektløst.

Hvis man arbejder et sted som ikke har overenskomst, kan man komme ud for lidt af hvert. Man må tage de vilkår som arbejdspladsen byder en, eller også må man finde sig et andet sted at arbejde. Det eneste der beskytter en er EU-lovgivning, som sikrer at en arbejdsgiver ‘kun’ kan kræve et gennemsnit på 48 timer om ugen beregnet over en 3 måneders periode. Og så selvfølgelig arbejdsmiljøloven.

Det giver arbejdsgiveren en magtposition med uanede perspektiver. Især i krisetider er det fristende for arbejdsgivere at udnytte denne magtposition, for da er medarbejderne bange for at blive fyret og tilbageholdende med at sige op, fordi det ikke er så nemt at finde et andet job. Arbejdsgiverne kan altså kræve eksempelvis mere og mere fleksibilitet og overskridelse af personlige grænser uden at det koster noget, og helt uden konsekvenser.

Måske passer Robert bare godt på sig selv. Tallene for de utrolig mange stressramte danskere dækker over både depressioner, angstanfald og hjerneskader. Burde disse mennesker have sagt fra før de blev så syge? Det er svært at bebrejde folk at de forsøger at leve op til de forventninger der er til dem. Men tilbage står vi med et problem af dimensioner, både samfundsmæssigt og menneskeligt: stress!

Dødsfald 1.400
Tilfælde af førtidspension 2.800
Hospitalsindlæggelser ca. 30.000
Kontakter til egen læge ½ mio.
Ekstra fraværsdage 1½ mio.
Øget årlige omkostning for sundhedsvæsenets 686 mio. kr.

Kilde: http://www.forebygstress.dk/stress_i_tal_statistikker.htm

Det jeg prøver at sige er, at Robert vover at gøre en ting som er tabu på arbejdsmarkedet: at sige fra overfor psykisk pres. Og det er jeg taknemmelig for. For jeg tør ikke selv gøre det.

Lignende indlæg:

3 tanker om “Dovne Robert”

  1. Jeg giver dig helt ret! Måske er han sådan en, der er god til at passe på sig selv. Selv om jeg nu ikke mener, at man lever godt på bistandshjælp og faktisk er det også meget stressende, at være ledig. Men hvis nu flere turde sige fra og ikke bare dukkede sig, så kunne vi i fællesskab få ændret på det pres, der er på arbejdsmarkedet. Som er blevet værre og værre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.