Et halvt år med Adina

Som tiden dog går – det er allerede langt over 6 måneder siden vi fik hund, vores dejlige Adina. Det går stadig virkelig godt. Vi har en meget glad og sød hund, som giver os stor glæde hver eneste dag. Jeg føler virkelig at vi har knyttet et stært bånd af tillid og kærlighed mellem os.

Vi er som hundeejere blevet mere sikre på os selv og vores vurdering af situationerne. De udfordringer vi havde efter 3 måneder er ikke så aktuelle mere, fordi vi har fundet løsninger på dem. Til gengæld er der kommet nye ting at tage sig af.

Problemerne med at trække i snoren er blevet mindre. Vi valgte en strategi der gik ud på, at når Adina trækker i snoren, så står mennesket stille. Hun kan kun komme videre hvis snoren er slap. Det er lettere sagt end gjort, og man kan godt få nogle ture hvor man står mere stille end man går. Jeg vil ikke kalde det en mirakelkur, men det er har hjulpet rigtig meget.

Adina kommer stadig når vi kalder i de fleste tilfælde. Ved at tage det i opløbet har vi fået vænnet hende af med at løbe efter cyklister i skoven, men det sker stadig at der en mus eller et egern som hun vil jage, og så kan vi ikke kalde hende til os. Men det gør ikke noget, for det varer kun kort, og bagefter går det fint igen. Et par gange er hun rendt efter en kat hjemme på vejen, og det er jo ikke så smart fordi der kan komme biler. Derfor er vi blevet mere opmærksomme på ikke at have hende løs i forhaven i længere tid ad gangen. Vi har anskaffet os en lang line som vi kan sætte hende fast med, som tillader hende at være med når vi er i forhaven, men som stopper hende før hun kommer ud på vejen.

Natteaktiviteten stoppede fra den ene nat til den anden, da vi begyndte at give hende et par skefulde A38 i forbindelse med aftensmåltidet. Det var min bror, der ovre i USA giver sin labrador acidophilus-piller, der inspirerede os. Man kan ikke få disse mavebakterier i pilleform i Danmark, men så prøvede vi med mælkeproduktet i stedet. Siden er det kun sket enkelte gange at hun har haft dårlig mave om natten, og så er hun kommet ind i soveværelset og vækket mig, hvorefter jeg har lukket hende ud i haven og bagefter kan vi sove videre.

Siden fik vi en ny udfordring: Adina viste mindre og mindre interesse for sin mad. Vi har givet hende det samme foder som hun fik der hvor hun kom fra, men det virker til at være lidt kedeligt for hende. Vi har prøvet at køre den konsekvente stil med at tilbyde maden, lade det stå 30 minutter, og så tage det væk uanset om der er spist af det. Tit betød det at hun ikke fik noget at spise til det måltid, og så spiste hun lidt mere til det næste. Men alt i alt fik hun ikke så meget mad. Det er jo ikke optimalt i længden. Desuden får hun noget flydende medicin som skal dryppes udover maden, og hvis ikke hun spiser maden får hun heller ikke medicinen, og så skal man til at give hende det i forskellige mere eller mindre sunde godbider for at få det i hende.

I sommerferien indhentede vi smagsprøver af en række andre mærker af tørfoder og lod Adina selv vælge. Et par forskellige ‘blindsmagninger’ pegede på 2 af mærkerne som favoritter – det var dem hun gik hen til først. Vi har nu i en uge prøvet med det ene mærke og det går godt. Åh, man bliver så lykkelig når hun bare går i gang med at spise med det samme og der bliver spist op. Vi har også ændret lidt på mængderne, så hun får en lidt mindre portion om morgenen og en lidt større portion om aftenen. Det virker til at passe hende bedre.

Medicinen hun får er for inkontinens. Adina er steriliseret og producerer derfor ikke østrogen. Det betyder at hun har svært ved at holde på vandet når hun sover og slapper af, så hun kom simpelthen til at tisse i sengen om natten. Et par dråber medicin morgen og aften har stoppet problemet fuldstændig.

En udfordring vi først for nyligt har konstateret og endnu ikke har fået løst, er Adinas angst for torden. Vi har et stykke tid set tegn på at hun ikke så godt kan lide kraftig regn, og i sommerferien stod det klart for os, at hun er meget bange for torden. Vi har undersøgt naturlige beroligende midler og købt noget der hedder Zylkene, et stof udvundet af råmælk som minder hunden om den tryghed der var til stede da hun var hvalp og diede hos sin mor. Vi nåede ikke at få fat i det inden sidste tordenvejr, så vi ved endnu ikke om det kan hjælpe Adina. Det ville jo være fantastisk, hvis et naturligt kosttilskud uden bivirkninger kunne hjælpe. Vi har også planer om at anskaffe en CD med lyden af torden og fyrværkeri, som kan bruges til at træne med – evt. kombineret med det beroligende middel – så Adina forhåbentlig kan vænne sig til disse lyde og ikke blive så stresset.

Det giver mange oplevelser at have hund, og vi kaster os ud i dem alle med krum hals og godt humør. Adina håndterer alle oplevelser, møder med nye og kendte mennesker og hunde helt suverænt. Vi nyder Adina og forsøger at finde en balance i omsorg og pleje uden at gøre tingene mere alvorlige end de er. I bund og grund har vi en sjov og aktiv hverdag sammen med masser af aktivitet, nærvær, kæl og leg. Man kan stadig følge med i Adinas liv og se billeder af hende på Facebook.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *