Hvorfor jeg bliver i komfort-zonen

Det er blevet moderne at argumentere for at bevæge sig udenfor sin komfort-zone. Første gang jeg hørte om det var fra Chris McDonald, hvor det handlede om at når man træner sin krop får man bedre resultater, hvis man ikke stopper når det begynder at gøre ondt. Siden mødte jeg en af dem Chris har arbejdet med i TV; Leif Carlsen, som er blevet en stor fortaler for og har holdt foredrag om det med komfortzonen i relation til hans store arbejde med at ændre sin egen livsstil og tabe en masse kilo. Leif er en rigtig flink mand og jeg har stor beundring for hvad han har gjort med sit liv og sin krop. Jeg er bare ikke sikker på at det er den samme løsning der skal til for alle.

Budskabet har spredt sig til ikke kun at handle om træning, motion, vægttab og madvaner. Det er hele livet der skal leves udenfor komfort-zonen.

Og nu har jeg fået nok. Som sædvanlig føler jeg mig forkert når jeg ikke følger anbefalinger fra folk, jeg ellers godt kan lide og respekterer. Men jeg er nødt til at gøre det på min måde. Og jeg føler trang til at fortælle om en anden side af sagen.

Det er muligt at de mennesker, som er bannerførere for at man skal bryde sine grænser, lever et liv til daglig hvor de er 100% trygge i alt hvad de gør. Det virker som om de føler de er nødt til at gøre noget de egentlig er bange for, for at udvikle sig og udvide deres horisont. Fint for dem, hvis det gør dem glade i deres liv.

Sådan er hverdagen ikke for mig. Jeg er bange hver dag. Når jeg cykler til arbejde er jeg bange for at blive kørt ned mindst 1 gang på hver tur. Når jeg er på arbejde bliver jeg konstant udfordret på min flexibilitet, overblik og præstationsevne. Og jeg er bange for at blive bedømt negativt og blive fyret. På privatfronten er jeg bange for at få økonomiske problemer, bekymret for at huset ramler ned om ørerne på mig og at kælderen skal blive oversvømmet. Og så er jeg konstant bange for at der sker noget med mine kære.

I denne uge har jeg netop afsluttet et forløb hos en neurolog. Jeg har gået hos hende i 4 år pga. migræne. Jeg har fået MR-scannet mit hoved, skiftet p-piller og taget beta-blokkere. Jeg har selv arbejdet med at reducere belastninger i mit liv ved at skifte flyrejser ud med sommerhusferie og ved at skifte job, og jeg har haft fokus på at motion skal være en konstant del af mit liv. Vi er nu nået frem til en behandling (læs: en kombination af piller og livsstil), hvor mine migræneanfald ikke er så kraftige, og ikke kommer nær så ofte. Jeg har næsten aldrig sygedage pga. migræne mere.

Men det er ikke lykkedes at fjerne hovedpinerne fuldstændig. Jeg har stadig et par gange om måneden migræneanfald, som kan slås ned med anfaldsmedicin. Dertil kommer en del ‘almindelige’ hovedpiner som kan klares med håndkøbsmedicin. I mit forløb hos neurologen blev det tydeligt, at der er en sammenhæng med hormonelle forhold. Da neurologen opsummerede min situation vurderede hun dog, at psykologi er en stærk faktor hos mig, og det kan medicin ikke gøre noget ved. Hun forklarede at det handler om den måde man lever sit liv på, takler andres og egne forventninger og håndterer belastning. Og det tror jeg er en  helt korrekt observation. Min hovedpinekalender taler sit tydelige sprog når det kommer til sammenhæng mellem migræne og stressede situationer.

Neurologen ville ikke henvise mig til psykolog, for det var ikke sikkert det lige var det der var løsningen for mig, men hun opfordrede mig til at finde en måde at lette presset lidt. Om det så handler om motion, mindfulness, meditation, tid alene eller coaching – hvad der nu kunne fungere godt for mig. Hun pointerede at det har en pris at leve videre uden at gøre noget ved disse psykologiske mekanismer, både fordi jeg er nødt til at tage medicin og fordi det påvirker mit liv. Og det har hun ret i.

Udover at købe sommerhus og skifte arbejde har jeg også gjort mig mange tanker om min egen psyke. Jeg har udforsket fænomenet HSP ved forskellige foredrag og tror, at meget kan forklares gennem disse personlighedstræk. Jeg har også været til foredrag om mindfuldness og meditation, men jeg er ikke kommet igang med at praktisere noget af det. Jeg har i det hele taget ikke fundet noget konkret der ændrer på tingene. Det føles utrolig svært at gøre noget ved de mønstre man har lært sig igennem hele livet.

Set i det lys føler jeg ikke, at løsningen for mig ligger i at overskride min komfort-zone markant. Faktisk fortalte Lise August på et foredrag om HSP, at folk med dette personlighedstræk kan risikere depression af konstant pres for at bryde grænser. For mig handler det om at finde en form for balance imellem psykisk belastning og livsglæde. Jeg ved at der er 3 konstanter i mit liv:

  1. jeg skal forsørge mig selv (dvs. gå på arbejde)
  2. jeg indgår i en familie
  3. der er kun 24 timer i døgnet

Herudover kan jeg ændre på alle faktorer, hvis jeg ved hvordan. Jeg tror at ‘balance’ er kodeordet for mig, ikke forskydning af balance, som teorierne om overskridelse af komfortzoner vel egentlig handler om. Jeg føler, at et stærk fundament af tryghed er det bedste udgangspunkt, når jeg skal takle mit liv. Og så vil mine interesser og min store trang til at opleve nyt automatisk skubbe mig ud på dybt vand i en række situationer. Men jeg vil ikke opsøge utrygge situationer, udelukkende fordi de er utrygge.

Måske vil man synes at jeg er et særtilfælde, og at anbefalingerne omkring at komme ud af komfort-zonen ikke er møntet på folk med den slags udfordringer som jeg skitserer her. Men tænk engang hvor mange mennesker der bliver syge af stress. Det er 15-20% af befolkningen der har HSP-træk, og OECD mener at Danmark er det land der er hårdest ramt af psykisk nedslidning. Ved HSP-foredrag er det flere gange blevet beskrevet, hvordan folk med HSP-træk kommer til at få en funktion som kanariefuglen i minen; den første der reagerer på farlige/belastende forhold, men i virkeligheden dækker det over noget der kan være farligt for mange andre. Jeg tror ikke jeg er alene.

Lignende indlæg:

8 meninger om “Hvorfor jeg bliver i komfort-zonen”

  1. Hej Trine

    Spændende og relevant indlæg… Jeg har selv gennemgået en massiv personlig udvikling de sidste år og jeg hæfter mig lidt ved at du i dit indlæg taler som om man skal gøre ting, der gør en utryg. Nu er jeg selv en kæmpe CM fan – og jeg startede faktisk min ændring efter et oplæg fra ham. For mig handler det om komfortzonen ikke om at jeg skal gøre ting fordi jeg skal være utryg men fordi nogle gange er en “komfortabel” vane ikke altid den rette vane for mig længere – og så kræver det mid at ændre den…. Det kan være alt fra motion, smage ny mad, udfordre sin egen måde at tænke på og om ting… Derfor er terapi og coaching en sindssyg vigtig ting i mit liv, for herigennem får jeg rum og plads til at kigge på mine komfortzoner og ikke mindst hvilke komforter, der måske godt kan udfordres…

    Jeg tror hvad jeg prøver at sige er, at jeg tror ordet balance er essensen… At finde en balance i at udfordre sig selv inde for de rammer som man nu selv kan håndtere, for nogle handler det om at smage østers… For andre om at bestige bjerge… Me jeg tror fuldt og fast på at formår vi som mennesker at skabe balance mellem komfort og udfordring, stilstand og udvikling… Så bliver vi rigere som mennesker…

    1. Hej Heidi, tak for din kommentar.
      Jeg er enig med dig mht. balance.
      Jeg tror at min pointe med indlægget mest er, at jeg kommer så rigeligt udenfor komfortzonen af mit daglige liv, at jeg ikke har lyst til at gå udenfor af andre årsager. Det er ikke fordi jeg ikke tager de udfordringer som livet byder, selvom de kræver at man træder ud af komfortzonen. F.eks. har jeg for nylig skiftet job og også ændret mange vaner i den forbindelse. Den slags livsændringer ser jeg som nødvendige ‘investeringer’ i et bedre liv. Men netop fordi jeg tager de udfordringer livet byder, har jeg også brug for at kunne restituere følelsesmæssigt indenfor komfortzonen. Så når jeg selv kan vælge, bliver jeg indenfor.

  2. Trine,

    Et lille tip/forslag mht. til migrænen og hovedpinerne.
    Jeg har en veninde der har i 8 år har lidt af hyppige migræner… indtil…. Indtil hun besøgte en kiroprakter af andre årsager. Efter kun ganske få behandlinger faldt hyppigheden af hendes anfald og efter 1 ugentligt besøg i 2 måneder har hun ikke længere migræner.

    Alle spændinger i kroppen er jo forbundet med nervesystemet som igen er forbundet med rygsøjlen…

    Selv går jeg til kiroprakter lige nu pga. nogle spændinger jeg havde i skuldre og nakke… og min “kroniske” hoste er forsvundet… – Jeg var ret skeptisk da han fortalte mig at min hoste sikkert også ville forsvinde men er blevet positivt overrasket.

    Prøv evt. at checke denne video. http://www.youtube.com/watch?v=fpg1tqZd8G8

    Jeg har en anden veninde som netop er begyndt hos samme kiropraktor også pga. migræne… hun har været der 3 gange og hun kan allerede mærke en forandring siger hun.

    Men det er bare et forslag 😉

    1. Hej Annette. Jeg læste godt dit indlæg om kiroprakti og så lidt af videoen. Jeg kan godt forstå hvorfor du foreslår det, og jeg synes også det lyder interessant. Kunsten for mig er at sortere i alle de gode råd, så jeg har bestilt tid hos min praktiserende læge for at samle op på forløbet hos neurologen, og så vil jeg spørge om en kiropraktor måske kunne hjælpe. Samtidig er jeg også nødt til at tage det alvorligt, når neurologen siger at mine hovedpiner har psykiske årsager.

  3. Hej Trine Louise,

    Godt skrevet og meget interessant blogindlæg! Og du er helt sikkert ikke alene og super at du skriver og fortæller som du gør!

    Jeg synes, at du i den grad har ret i, at man ikke skal anvende samme løsning til alle – tværtimod tænker jeg…

    Med hensyn til det med at der bliver talt meget om at man skal komme ud af sin komfortzone, så taler jeg personlig mest om det ud fra et synspunkt om, at hvis man har en tendens til at holde fast i nogle mønstre som kan være virke begrænsende i en eller anden sammenhæng, ja, så kan det være en god idé at prøve at komme lidt ud af komfortzonen.

    Om det så betyder at man skal springe ud fra 5 km højde i en faldskærm eller at man “bare” skal lade være med at holde på den samme parkeringsplads som man har gjort i de sidste 5 år på jobbet eller parkeringspladsen ved supermarkedet, er underordnet. Nogle gange skal der faktisk ikke nødvendigvis særlig store forandringer i forskellige mønstre for at man kan føle at der sker en forandring og at man tør lidt mere.

    1. Hej Leif.
      Tak for opbakningen, jeg er glad for at du forstår.
      Jeg tror vi er mange som ikke parkerer samme sted hver dag, hvor hverdagen altid er uforudsigelig og fuld af forandring. Folk der ikke har det sådan kan sikkert sagtens have glæde af at ‘ryste posen’ på en eller anden måde. Men for mig kan det hele ikke handle om forandring, jeg er nødt til at holde fast i
      en vis mængde stabilitet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *