Sukkervand

Vand er godt, men vand med sukker i er bedre. Det synes jeg i hvert fald. Til hverdag drikker vi vand til aftensmaden, men jeg har næsten altid mere lyst til at drikke noget med smag i til maden. Det er som om det hjælper med at friske op i munden og maven. Da jeg ikke bryder mig om drikkevarer med alkohol, er det sodavand, saftevand eller juice jeg har mest lyst til. Og nogen gange falder jeg for fristelsen.

Der er bare det ved det, at man kan få rigtig mange kalorier indebords ved at drikke den slags drikke. I og med at vand i princippet slukker tørsten lige så godt, er det mere fornuftigt at drikke det –  især når man som jeg er overvægtig. Cola indeholder normalt omkring 46 kcal pr. dl og juice kan godt komme over dette tal. Hvis man drikker et stort glas cola til maden, får man pludselig 150 kcal mere ud af måltidet, en relativt stor andel af det daglige kaloriebehov.

De sidste 5-6 år er light-sodavand blevet meget mere udbredt. Med Coca Cola Zero har man vist også fået mændene med på vognen, og næsten alle drikker nu light-sodavand. Man synes at få alt hvad man vil: en sød smag der frisker op, og ingen kalorier. Men det er ikke en løsning for mig. Efter at jeg i 1990’erne drak meget saftevand med kunstige sødemidler og tyggede sukkerfrit tyggegummi, har jeg udviklet en form for overfølsomhed overfor produkter med kunstige sødemidler. Jeg bliver tør og irriteret i halsen i en sådan grad, at jeg slet ikke har lyst til at indtage den slags produkter.

Der er også kritik af kunstige sødemidler fra andre sider. De anklages for at gøre forbrugeren mere sulten og påvirke blodsukkeret, og forskning peger på at gravide kvinder der drikker light-sodavand har større risiko for at føde for tidligt. I USA mener man at visse kunstige sødemidler kan give hjerneskader.

Hvad skal man så gøre, når man gerne vil begrænse sit kalorieindtag, men stadig har lyst til andet end vand til maden?

Jeg er begyndt at nærstudere plakaterne på sodavand. For der er faktisk en del produkter som hverken har kunstige sødemidler eller kalorieindhold i nærheden af cola. Senest er Tuborg Squash kommet med en økologisk variant som smager af appelsin, citron og grape. Den er der kun 30 kcal. i pr. dl. Fra Faxe har der længe eksisteret Nikoline-sodavanderne med mindre sukker end almindelige sodavand, men indtil for nylig har jeg ikke været så vild med smagen. Da de kom med en rød variant med bærsmag var jeg dog solgt – den smager bare SÅ godt. Schweppes har i nogle år haft en variant med både sukker og kunstige sødemidler i, men deres Fusion-serie indeholder faktisk ikke kunstige sødemidler selvom kalorieindholdet også holder sig under 40. Herhjemme drikker vi tit et no-name produkt som COOP’s æble- og pærecider til lørdagsmiddagen. Den har også et kalorieindholde på bare 36 kcal. pr. 100 gram. og man føler slet ikke at man mangler smag eller sødme.

Jeg ved godt at det stadig kan blive til mange kalorier, men jeg er rigtig glad for at der findes alternativer med knap så mange kalorier.

For nylig er et nyt produkt godkendt i EU: Stevia. Det er et stof som er udvundet af en plante og dermed ikke kan kaldes kunstigt sødemiddel. De indeholder ikke desto mindre meget få kalorier, og det påvirker ikke blodsukkeret. Jeg er spændt på om det kan blive et alternativ som jeg kan tåle. Det ville være dejligt!

Lignende indlæg:

En tanke om “Sukkervand”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.