Retfærdighed i politik

Naivitet og idealisme er to ting der løber i mine årer og en konstant kilde til frustration for mig. For jeg vil næsten altid naivt forvente at retfærdighed og andre ædle formål forsøges opfyldt, og jeg bliver selvfølgelig konstant skuffet. Om det handler om medmennesker på gaden, familiemedlemmer eller folk som har magt over mig i form af arbejdsgivere og politikere, så forventer jeg altid at de som udgangspunkt har gode hensigter, og det er selvfølgelig gode hensigter i min egen definition, så som at behandle hinanden med respekt og den slags.

Når det kommer til politik kan jeg hidse mig op over mange af de forslag og love der kommer frem. Som at jeg f.eks. skal betale skat af fri telefon, selvom den ikke er spor fri og at skatten alene koster mig mere, end det at have privat mobiltelefon ved siden af. Det føles uhyre uretfærdigt, og selvom der er tale om mindre beløb bliver jeg virkelig vred over dilemmaet imellem, at jeg i statens øjne har ‘fri telefon’ og dermed skal betale skat, selvom jeg reelt betaler alle mine private udgifter til telefon selv.

På den anden side gør det godt, når der kommer forslag frem, som virker retfærdige i mine øjne. Regeringen lækker her i pinsen store dele af deres kommende forslag til skattereform, og der er flere ting jeg er rigtig godt tilfreds med.

For knap 2 år siden bragte den borgerlige regering børnepengene på banen, og i den forbindelse blev jeg opmærksom på hvor utrolig mange penge staten forærer skattefrit til mennesker der har børn, udelukkende fordi de har børn. I nedgangstider virker det faktisk grotesk, at helt almindelige mennesker med orden i økonomien på statens regning skal have en præmie for at få et barn. Børnepengene er så vidt jeg husker i sin tid indført som kompensation for andre skatter, og børnefamilier kan sådan set regne pengene ind i deres budgetter på linje med deres beskattede indtægter ud fra en tanke om at det er nettoresultatet der tæller. Men det er mange år siden, og dem der havde børn dengang har nu voksne døtre og sønner, som i mange tilfælde ser deres børnepenge som nogle hyggelige ekstra-penge de kan bruge til sjov og fornøjelser. Det føles ikke retfærdigt i krisetider. Derfor virker det rigtigt at begrænse dette statstilskud.

Den borgerlige regering forsøgte at begrænse hvor mange penge den enkelte familie kunne modtage, det har den socialistiske regering stoppet. Til gengæld lægger man nu op til at se på modtagernes indtægter, således at familier med høje indtægter får lidt mindre i børnepenge. Jeg håber at det er starten på en nedtrapning af børnepengene. Ideelt set synes jeg det ville være bedst, hvis man kun gav tilskud til børnefamilier som virkelig trænger, på samme måde som man i kommunerne idag støtter f.eks. enlige forsøgere og andre der er kommet i økonomiske problemer og har brug for en håndsrækning for at få børnenes liv til at hænge sammen.

Et andet element i regeringens skattereform er det man kalder boligskatterne. Her tænkes på det fradrag man får, når man har renteudgifter, idét det typisk er boligejerne der har de største lån. Jeg kender ikke den historiske baggrund for at indføre fradrag for renter, men jeg ved at det til at starte med var muligt at trække en meget stor andel af sine renteudgifter fra i skat, og at det derefter gradvist er blevet trappet ned. På samme måde som med børnepengene kan man se på det som en velerhvervet ret som man har lagt sin økonomi an på, men jeg synes også at retfærdighedsaspektet skal med. For hvad er egentlig rimeligheden i at få fradrag for udgifter man selv har valgt at have? Man belønner dem der tager store lån, og dem som har sparet mere op til f.eks. en bolig, eller nøjes med en mere beskeden bolig, får mindre fra staten. På linje med børnepengene synes jeg at man skal nedtrappe rentefradraget helt ned til 0% over en årrække.

Et sidste element, som jeg er postitivt overrasket over at høre fra en SF-skatteminister, er at borgere på overførselsindkomst ikke længere skal stige mere i indtægt end vi som går på arbejde. Det virker jo også umiddelbart rimeligt, eftersom at disse personer trods alt har deres på det tørre rent økonomisk. Nogen har ikke så mange penge når de er på overførselsindkomst, men mange har trods alt en stabil situation, hvor de kan regne med en fast og reguleret indtægt, og risikerer ikke pludselig at skulle fraflytte deres bolig – en risiko som vi der er på arbejdsmarkedet konstant må leve med ifm. arbejdsløshed.

Det virker som om at den socialistiske regering er begyndt at få øjnene op for, at det er urimeligt kun at tænke på alle dem der modtager ydelser i vores samfund – at det er nødvendigt at vise respekt overfor dem som betaler gildet; os der går på arbejde. Når skatteministeren nævner hårdtarbejdende lønmodtagere i sin snak om topskat, så nævner han sygeplejersker og faglærte arbejdere. Men vi som sidder på et kontor hele dagen hører til i samme indkomstgruppe kan glæde os over, at vi også i givet fald også vil blive ‘ramt’ at en skattelettelse, selvom vi aldrig bliver nævnt og via signalerne bla. omkring skat af fri telefon føler os som nogen der ikke skal tages hensyn til.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.