Livet som hundeejer 4 – hverdagen

Det siger sig selv at hverdagen ændrer sig en del når man får hund. Ikke at den er vendt fuldstændig på hovedet, men der er nogle nye elementer.

Jeg er så heldig at være gift med et A-menneske, så det er min søde mand der tager sig af morgenlufteturen med Adina. Imens går jeg i bad, og når de 2 morgenfriske kommer hjem igen sidder vi lidt sammen og spiser morgenmad og leger lidt med hunden. Før Adina havde Mads og jeg ikke meget kontakt om morgenen, det gik op i en optimeret tidsplan der gav så meget mulig nattesøvn som muligt. Det er faktisk dejligt at give sig lidt bedre tid om morgenen.

På arbejde er det meste normalt, bortset fra at jeg har måttet tilføje en fnugrulle til mit sortiment af private småting (en pakke lommetørklæder, hovedpinepiller, hårbørste osv). Jeg har mest mørkt tøj på på arbejde, og Adina er helt hvid, så det kræver lidt soignering at være præsentabel.

Den af os der kommer først hjem fra arbejde går så den lange eftermiddagstur. Her går vi i Geels Hundeskov, og turen varer ca. 1½ time. Det er fysisk hårdt, når man lige har cyklet 30 km til og fra arbejde, hvilket vi begge gør på daglig basis. Men det er også en stor nydelse, fordi vi begge holder meget af naturen og selvfølgelig af at se vores hund super glad og i sit es.

Når vi så er hjemme igen snakker, leger og træner vi med Adina. Hun får aftensmad, og det samme gør vi – på hverdage er det blevet mere enkel mad end før for at spare på tid og kræfter. For det meste er der lidt tid til afslapning i sofaen, før det bliver tid til den sidste luftetur med Adina, en kort toilet-tur på villavejene.

Vi gør stort set som vi plejer med visse undtagelser. Det med at gå ud og spise på en hverdag gør vi ikke mere, da vi ikke synes det er fair at lade hunden være alene igen om aftenen efter en hel dag alene mens vi har været på arbejde. Vi kan dog godt gå ud hver for sig med venner/veninder på en hverdagsaften, når bare den anden er hjemme hos Adina. Og så kan man jo gå ud i weekenden i stedet.

Før i tiden købte vi stort ind om fredagen, og det gør vi stadig – Adinas hundelufter kommer i løbet af dagen og giver hende en dejlig tur i en hundeskov sammen med en masse andre hunde, hvilket betyder at eftermiddagsturen ikke behøver at være så lang. Supplerende indkøb i løbet af ugen sker ikke så tit mere. Jeg tror vi sparer en del penge på husholdningsbudgettet på den måde.

Adina håndterer det at være alene hjemme som et job – hun passer på huset ansvarsbevidst og flytter sig ikke fra sin vagtpost på sengen mens vi er væk. Men hele pointen med at få hund er jo at være sammen med hende, så det er vi så meget som det er praktisk muligt for 2 mennesker med fuldtidsarbejde. Man kan godt drømme om deltidsarbejde eller at blive hjemmegående, men det er ikke en mulighed i øjeblikket. Og det fungerer heldigvis også fint på denne måde.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.