Betydningen af familie

Henover årene har jeg indset, at familie betyder meget for mig. Det har det nok gjort hele tiden, men det er først nu at jeg er helt bevidst om det.

Da jeg flyttede hjemmefra havde jeg meget travlt med at blive selvstændig og klare mig selv. Jeg så mine forældre tit, men nogle gange var det noget jeg gjorde for deres skyld. Jeg havde en stor sult efter at skabe mine egne rammer, og synes ikke jeg havde så meget brug for mine forældre som tidligere.

Som helt ung tog jeg nok familien for givet. Det var et kæmpe chok, da jeg mistede min farmor og min mormor indenfor nogle få år. Jeg var 24 år da min sidste bedsteforælder døde, og dermed forsvandt det naturlige samlingspunkt for onkler, tanter, fætre og kusiner. Nogle år senere flyttede til min bror til USA. I starten tænkte jeg at han nok kom tilbage til Danmark efter nogle år, men det gjorde han ikke. Den familie, som jeg kunne dele hverdag og fest med, skrumpede betydeligt ind.

I dag har jeg min egen lille familie. Mads og jeg har boet sammen i 7 år og været gift i 4, og for nogle uger siden blev Adina det 3. medlem af vores familie. Jeg elsker at tænke på os som en familie. Det var en stor glæde for mig at få navneskilt med fælles efternavn da vi blev gift. Da vi for et år siden fik postkasse ved vejen, nød jeg at bestille vores efternavn i folieskrift og montere det på postkassen, synligt for alle der kommer forbi. Og det kom på Facebook, den dag vi fik papirer på at vi er de officielle ejere af Adina. Alt sammen symboler på at vi hører sammen. Vel i virkeligheden et udslag af det samme som gjorde sig gældende da jeg var helt ung og flyttede hjemmefra: redebyggeri og trang til at være en stærk enhed.

Efterhånden som jeg er blevet mere etableret, er jeg begyndt at føle mig mere knyttet til mine forældre. Vi har oftere kontakt og er mere involveret i hinandens liv end i min single-tid. Mine forældre er blevet ældre mennesker og lidt mere skrøbelige. De kan godt bruge en hjælpende hånd af og til, og jeg nyder at kunne gøre noget for dem.

Denne uge er en helt almindelig arbejdsuge for mig, men ikke for resten af min familie. Min mand har ferie og går hjemme og hygger sig sammen med vores hund. Mine forældre fik nøglerne til deres nye lejlighed i søndags og er i fuld gang med at koordinere håndværkere og planlægge flytning. Da jeg skulle på arbejde i morges kunne jeg mærke, at jeg har mere lyst til at blive på sofaen derhjemme end at gå på arbejde. Jeg ville også hellere kunne være med i alt det praktiske hos mine forældre. Men fra på fredag kan jeg være med – der har jeg også ferie. Vi har lagt vores ferie, så jeg kan være med til både at pakke og rydde mine forældres hus og til selve flytningen.

Jeg er nok nået dertil, at familien inderst inde er vigtigere og mere interessant for mig end at gå på arbejde. At have et arbejde er for os, som ikke har glæden af arv eller lotto-gevinst, en økonomisk nødvendighed, og jeg nyder da også når jeg føler mine intellektuelle evner er til nytte for løsning af en opgave. Men efter 20 år på arbejdsmarkedet er jeg ikke længere så ambitiøs, og i takt med at arbejdsmarkedet er blevet et mere kynisk sted at være, er min lyst til at leve andre dele af livet steget. Jeg har brug for tryghed, loyalitet, mennesker man kan stole på. Og det får jeg i familiens skød.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.