Velkommen Adina!

Lige pludselig har vi hund, og min krop er helt fyldt af lykke. En drøm jeg har haft siden jeg var helt lille er nu gået i opfyldelse, og mit liv er helt perfekt.

Da jeg skrev mit blog-indlæg om besøg på internat publicerede jeg også et link på Facebook. Her kom mange kommentarer og gode råd. En af kommentarerne var fra en gammel klassekammerat, som kendte til en hund der skulle have nyt hjem pga. dødsfald. Jeg fik kontakt med den kvinde som havde hunden midlertidigt i pleje. Der var tale om en 2-årig hvid schæfer, velopdragen og sød pigehund. Umiddelbart en lidt større hund end vi havde forestillet os til vores lille rækkehus på 75 kvm., men det lød som en dejlig hund.

Min mand og jeg mødte hunden på en gåtur i den nærliggende Geels hundeskov i søndags. Det var ganske rigtigt en dejlig hund, blid og opmærksom. Vi blev hurtigt overbeviste om at det var hunden for os. Vi sagde at vi var
interesserede. I løbet af mandagen blev det aftalt med hundens familie at vi skulle overtage, og onsdag aften kom Adina hjem til os og ind i vores liv.

Det går godt med at vænne sig til hinanden. Jeg havde fri torsdag, og Mads fredag, hvor vi brugte tid på at lære hinanden at kende og gå en masse ture i hundeskoven. Allerede torsdag eftermiddag faldt Adina helt til ro, og blev liggende og småsov selvom vi gik rundt i stuen. Næste udfordring er så at lære hende at vi af og til går (på arbejde) og at det er helt OK, for vi kommer tilbage og så skal vi hygge os igen. Vi har prøvet at gå kortvarigt ud, og det er gået fint.

Det er en stor lykke endelig at få hund. Jeg glæder mig til at lære Adina endnu bedre at kende. Vi har tænkt os at gå til lydighedstræning med hende. Hun lystrer nu meget godt og kan godt ’sitte’ og ’dæk’, men jeg tænker at det kan være en god måde at knytte bånd på.

Jeg har lavet en Facebook-side til hende, så dem der har lyst kan følge med i, hvordan det går med at falde til i en ny familie. Gå endelig ind og ’synes godt om’ Adina hvis du vil!

Lignende indlæg:

2 meninger om “Velkommen Adina!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *