Om at fortryde

I øjeblikket går jeg i overvejelser om at anskaffe mig hund – en drøm jeg har haft siden jeg var helt lille. Der er forskellige bekymringer og omkostninger omkring det at have hund, som jeg skal tænke over. Man er f.eks. mere bundet til at være hjemme, og man skal overveje om hunden kan trives med at man er nødt til at forlade den for at gå på arbejde. Der er mange der har gode råd, og det er vigtigt at tænke det hele godt igennem, for tænk nu hvis man skulle fortryde. Så står man med ansvaret for et levende væsen i en ikke optimal situation, hvor man ikke bare kan gøre det gjorte u-gjort.

Men selve det med at fortryde….. Er der ikke altid en risiko for at fortryde? Man kan fortryde at man gjorde det – eller man kan fortryde at man IKKE gjorde det. Hvad er værst?

Jeg har tit hørt argumentet om at være bange for at fortryde at man IKKE gjorde det, i forbindelse med store livsvalg. Det kan være i forbindelse med rejse- eller jobmuligheder, hvor der er noget på spil, og hvor man i givet fald opgiver noget for at opnå noget andet, der ikke helt er garanteret. Disse mennesker kan finde på at bruge det som argument for at tage imod muligheden, at man er bange for at fortryde at man ikke sprang ud i det. Det bliver tit sagt som det ultimative argument, der ikke kan eller må modsiges. Det er som om det er en universel værdi at tage en chance.

Men det omvendte gælder vel også; at man kan fortryde at man GJORDE det? Hvem siger at det ikke kan ske, at man fortryder at man tog chancen? Hvis det f.eks. handler om at forfølge en jobmulighed i udlandet, kan det have konsekvenser både økonomisk og socialt, og det kan være svært at rulle sit valg tilbage uden omkostninger eller brændte broer.

Som frivilligt barnløs oplever jeg også tit argumentet, når man debatterer at vælge at få børn contra ikke at vælge børn. “Tænk hvis du fortryder at du ikke fik børn, når du er blevet ældre og ikke længere KAN få børn!”. Det er som om det er et fuldstændigt tabu at tænke den tanke, at man kunne komme til at fortryde at børn. Jeg ved godt at biokemi og meget andet gør, at selv en uønsket graviditet som oftest resulterer i stor forældrekærlighed, men alligevel – det er vel teoretisk muligt og dermed noget der bør tages med i betragtning?

Det er nok unødvendigt at skrive, at jeg ikke har tænkt mig at få børn alene for at sikre mig mod den eventuelle situation, at jeg skulle fortryde at jeg ikke fik dem. Men i det hele taget synes jeg at det er et skrøbeligt argumentet at hænge en beslutning op på, da det omvendte også gælder. For mig er det umuligt at afgøre, hvad der vejer tungest; fortrydelse ved at gør et eller andet, eller ved ikke at gøre det. At tage chancer rangerer ikke højere i værdi for mig end at undgå andre slemme konsekvenser.

Jeg er nu ret afklaret med at jeg gerne vil have hund. Jeg føler stærkt, at gevinsterne er større end omkostningerne. Og hvis vi skal være helt ærlige, så tror jeg at det er den følelse som ligger til grund for mange beslutninger. Det er og bliver en følelsesmæssig afvejning. Og jeg tror også at det er det bedste udgangspunkt, når man skal stå på mål for evt. konsekvenser. Rationelle argumenter omkring frygt for at fortryde sit valg eller ikke-valg kan man bruge til at retfærdiggøre sin beslutning. Men da argumentet kan bruges begge veje, tror jeg aldrig at det kan blive afgørende for en stor livsbeslutning. Og derfor er det også svært at bruge til noget for dem der lytter.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *