Over for rødt

Jeg så ikke hele valgdækningen i TV torsdag aften, jeg kan simpelthen ikke holde mig vågen så længe på en hverdag. Så jeg var lidt spændt, da jeg stod op fredag morgen, for på et tidspunkt var det faktisk lidt tættere end forventet. Men resultatet blev som bekendt rødt. Socialdemokraterne danner regering med SF og vist nok også Radikale.

Det var en mærkelig fornemmelse at bevæge sig ud på gaderne i Danmark igår morges. Så landet mon anderledes ud? Det er jo lidt af et systemskifte. Jeg er glad for at jeg tager så tidligt afsted om morgenen, for så møder man ikke så mange mennesker. På arbejde kunne jeg i tryghed diskutere resultatet med et par ligesindede kolleger. Vi skulle lige vænne os til tanken.

Når man følger valg-stemningen på fjernsyn og sociale medier, kan man godt føle at de røde i deres sejrsrus viser en anden og mindre tilbageholdende side af sig selv, og det gør mig lidt bange. Fredag morgen prøvede jeg at tage det med humor og skrev på Twitter “Jeg kan se at det blev rød sejr. Sender I bare et girokort, eller hvordan gør vi det?”. Der er nemlig rigtig mange glade røde mennesker på Twitter. Svaret kom prompte fra en morgenfrisk Twitter-bruger: “Jeps! :-)”. Senere meldte en førtidspensionist ud, at nu var hun træt af at være taknemmelig over at hun får offentligt betalt pension pga. sin sygdom, og fredag aften lød det “De onde græder og de gode ler”.

Netop den med at se de røde som ‘de gode’ og de blå som ‘de onde’ er symptomatisk for det jeg er utryg ved i forbindelse med dette systemskifte. At se borgerlige politikere og vælgere som onde mennesker virker til at være meget indgroet hos venstrefløjen, og det skræmmer mig, for jeg ser naturligvis ikke mig selv som et ondt menneske.

Det får mig til at frygte et samfund, hvor der hverken er forståelse, respekt eller accept overfor lige præcis min hverdag. Jeg knokler mig halvt fordærvet for at kunne leve op til de krav der stilles. Jeg kompromitterer min moral og tilsidesætter mine følelser i et arbejdsmarked, hvor det aldrig er godt nok, hvor det er take-it-or-leave-it-vilkår samtidig med at det er mere end svært at finde et nyt job. Jeg er hele tiden til eksamen, skal modtage kritik af min personlighed og forsøge at lave om på den for at hænge på.

Sådan er hverdagen for mange der har vidensjobs uden overenskomst. Vi står ligesom alle andre lønmodtagere op tidligt om morgenen, kæmper os igennem myldretidstrafikken, klarer ovenstående og tager hjem igen til vores boliger, hvor vi får alt for lidt søvn. Som de sagde da jeg arbejdede i Mærsk Data: den der har evnen, har pligten. Vi gør det gerne, fordi vi er dygtige, uddannede og i stand til at gebærde os på arbejdsmarkedet. Lige indtil vi bukker under for psykisk nedslidning. Jeg har i mit netværk aldrig set så mange tilfælde af arbejdsløshed, stress og slemme depressioner, som jeg har set de seneste par år.

Det er altså ikke kun SOSU-assistenter, smede og andre LO-familier som har brug for omsorg fra politikerne. Med de røde politikeres store fokus på disse grupper frygter jeg at blive overset. Hvis holdningen fra de nye røde magthavere så oven i købet er, at det ikke er godt nok det jeg bidrager med, og jeg bare bliver mødt med utaknemmelighed og krav om mere, så ryger mit engagement altså på gulvet.

Til gengæld er jeg bange for at de taler om mig, når de taler om ‘de rige‘, ‘de allerrigeste’ og ‘de rige husejere nord for København’. For jeg nyder nemlig den luksus at bo i et rækkehus på 75 kvm, som jeg har købt før boligboblen brast. Hvis jeg er heldig, er jeg ikke længere teknisk insolvent, nu hvor priserne er steget lidt igen. Jeg har en bil og tilmed råd til at hente sushi en gang i mellem; en luksus der giver en utrolig lettelse i en hverdag, hvor det godt kan være lidt af en belastning at skulle lave sund, frisk, miljørigtig og varieret aftensmad uden madspild hver aften. Måske gør det mig til en der er så rig, at jeg bør bidrage mere til samfundet. Jeg føler helt ærligt ikke, at jeg lever et mere luksuriøst liv end så mange andre. Og jeg føler ikke at jeg udnytter nogen.

Her til formiddag lyttede jeg til Mads & Monopolet på P3. Valget blev selvfølgelig diskuteret af dagens panel, som bestod af Søren Fauli, Hella Joof og Asger Aamund. Efter at have hørt sidstnævntes udlægning af, hvordan realiteterne ser ud i det nye folketing er jeg mere rolig. Asger mener ikke at vi kommer til at høre mere om 12 minutter mere og millionærskat. TV2 News kunne også berette om at S og SF allerede 2 dage efter valget har opgivet at fjerne efterlønsaftalen, hvilket jo letter noget på hvad der skal indkræves af skatter.

I det hele taget regner jeg med at tingene falder lidt til ro i den kommende tid, også i mit hoved. En ting er politiske idealer, en anden ting er demokratiske realiteter. Jeg kan godt ærgre mig over at Konservative ikke fik bare 2 mandater mere, så havde der været bedre muligheder for at føre politik henover midten, men sådan blev det ikke. Jeg holder lige en pause fra de røde jubelråb på Twitter, og så må vi se hvordan det spænder af med dansk politik i fremtiden.

Lignende indlæg:

9 meninger om “Over for rødt”

  1. Lørdag aften kom der en kommentar til dette blogindlæg fra ophavskvinden til et af de nævnte tweets. Hun har imidlertid bedt mig slette hendes kommentar, så det har jeg hermed gjort. Det er altså ikke udtryk for censur at kommentaren nu er væk, men forfatterens eget ønske.

  2. Jamen søde Trine Louise,
    jeg forstår ikke din bekymring. Hvis du tænker tilbage til 90’erne, hvor vi havde en SR-regering, så blev der da ingen revolution. Tror heller ikke, at du går ind under kategorien rig. Det er bare et underligt skræmmebillede. Du er en arbejder som alle vi andre – og jo, det er sådan nogle som os: Arbejdere eller måske rettere arbejdstagere, der er ansat af nogle arbejdsgivere. At man så har et hus og en bil og har valgt at bo i Nordsjælland ændrer ikke ved det faktum.
    Vi kan ryge ind og ud af arbejdsmarkedet, vi kan blive syge og nedslidte uanset, hus, bil og uddannelse. Set i lyset af det har de sidste ti år med blå ikke været rare, for der er ikke blevet ført en politik, der tillader nogen at gå ned med flaget eller bare noget så simpelt, som at miste sit job pga en finanskrise. Selv har jeg netop stemt rødt, fordi jeg går ind for rummelighed og plads til alle. Selv ultraliberalisterne og df’erne. Jeg stemte rødt af overbevisning og for at stoppe ti års udansk blokpolitik. Nu er der meget mere basis for brede beslutninger hen over midten og omsorg for de svageste.

  3. Kære Susling.
    Det er lige præcis fordi jeg godt kan huske 1990’erne, at jeg synes det er så utrygt. Dengang boede jeg som nyuddannet assistent i min første ejerlejlighed. Med en løn på 14.400 kr. om måneden havde jeg 1.600 kr. til mad og 1.600 kr. til forbrug. Og så kom Nyrup med sin Pinsepakke, som ramte boligejere alle som en. Det syn på, hvem som kan ‘plukkes’ mere i skat er jeg utryg ved, for jeg havde helt sikkert ikke noget overskud at give af dengang. Og det var endda en regering der lå mere på midten af dansk politik, hvordan skal det ikke blive når nu også SF skal gøre deres indflydelse gældende?
    Jeg er spændt på om du får ret i at blokpolitikken er færdig. Jeg håber det, men jeg kan da godt frygte at Enhedslisten får samme position som DF og at det så bare er det samme igen, med modsat fortegn.

  4. Jeg husker i øvrigt også hvordan min mormor i 1996 døde på venteliste til hjerteoperation. 1 år var ventetiden dengang. Det var altså ikke alting som var rosenrødt dengang.

  5. Nej ingenting var rosenrødt i 90’erne heller. Hvornår er det nogen sinde det? Jeg husker f.eks.80’erme, hvor jeg som studerende sad i en lille københavnerslumlejlighed med petroleumsovn og man pludselig satte priserne på petroleum op med 100%. Det skulle jeg betale ud af min lille bitte SU, som vitterligt var lillebitte den gang – og jeg havde ovenikøbet et arbejde ved siden af og tjente det lidt, jeg måtte tjene den gang.
    Og jo jeg har ret: Blokpolitikken er slut. Men om det kommer de svageste til gavn tvivler jeg stadig på. Dansk politik har altid været middelklassepolitik.

  6. Jeg synes du mangler perspektivet fra den anden side. Yes, du har ret – der er mange fra den røde side som omtaler den blå blok som de onde. Men jeg mener helt seriøst, at det samme gælder fra den anden side….. jeg synes ofte borgerlige politikere og vælger omtaler de røde som en hel flok ustyrlige autonome der ønsker revolution og kun har en plan, nemlig at stjæle alt fra de rige.

    Begge blokke forsøger at dæmonisere hinanden. På den måde kan man måske sige, at alle vi vælgere er lige så ansvarlige for blokpolitik som politikerne. Vi gør det i hvert fald ikke nemmere at etablere dialog og samarbejde hen over midten.

    1. Jeg kan godt genkende de fordømmende blå, som ævler om Helles skattesag og Johannes planer om at privatisere LEGO osv, men det er som regel lidt kedelige mennesker som jeg ikke interesserer mig så meget for og derfor ikke lytter så meget til. Jeg er vist havnet i den klemme, at de mennesker som for mig er interessante til hverdag, viser sig at være fordømmende røde når så der er valg. Derfor blev jeg lidt forskrækket dagen efter valget og det kom der så dette blogindlæg ud af.
      Vores styreform er jo netop sådan indrettet, at hver enkelt har en enkelt stemme, og på den måde kan man jo ikke som enkeltperson tage ansvar for de forskellige konstellationer, blokke og hvordan flertallet kan sammensættes. Måske er det derfor at man nogen gange kalder demokrati for den ‘mindst dårlige’ styreform.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *