Hvad lavede du 11. september 2001?

Ovre på Twitter fortæller folk om hvad de lavede den dag for 10 år siden, som nu refereres til som ‘Nine-eleven’. Jeg har også skrevet min korte version på Twitter, men her er mere udførligt hvordan den dag var for mig.

I 2001 arbejdede jeg i Mærsk Datas Global Helpdesk. Det var en døgnåben helpdesk, og jeg arbejdede i skiftehold. Den uge havde jeg nattevagt, så jeg lå og sov med mørklægningsgardin trukket for og telefonen slukket om eftermiddagen 11. september. Jeg vågnede ved at det bankede og ringede på døren til min lejlighed i Holte. Det var min ven Aksel, som boede lige rundt om hjørnet. Det var en brat opvågnen, og da han ydermere fortalte at der var sket noget voldsomt i USA måtte jeg klare mig fra dyb søvn til verdenskatastrofe på ret kort tid. Det var en meget mærkelig oplevelse.

Vi tændte for fjernsynet og Aksel prøvede at fortælle hvad han vidste. Jeg forstod ikke helt alvoren. På det tidspunkt handlede det mest om Twin Towers og om at der kunne være op til 10.000 mennesker i de bygninger. Mens vi snakkede så vi det ene tårn styrte i grus. Det var fuldstændig surrealistisk.

Ligesom idag boede min bror i USA, dengang boede han i New York. Alle telefonlinjer brød jo sammen, så mine forældre og jeg kunne ikke i første omgang få fat på ham for at sikre os at han var OK. Hvad vi ikke vidste var, at han slet ikke var i New York men i Texas på en forretningsrejse. På en måde var det nok meget godt at vi ikke vidste, at han skulle ud og flyve indenrigs i USA den dag. Men det kom han så heller ikke, da alle fly blev grounded i flere dage. Min bror var så snarrådig at skaffe sig et hotelværelse med internet i Houston, og vi fik relativt hurtigt kontakt med ham via Messenger. Pyha. Hvor var man dog glad for den teknologi, når nu telefonerne ikke kunne bruges.

Om aftenen skulle jeg afsted på endnu en aftenvagt, og stemningen var tung inde på Galle og Jessens gamle sukkerloft ved Vibenshus. Jeg husker tydeligt hvordan den ellers altid joke’nde engelske kollega var helt tavs og alvorlig. I løbet af natten var der en periode med ro på telefonerne, så jeg forsøgte at få telefonisk kontakt med min bror og det lykkedes. Det var godt lige at snakke med ham, og jeg tror også at det var meget rart for ham at snakke med nogen om hvad der skete derovre. På det tidspunkt havde han ikke boet i USA så længe.

Dagene efter gik det mere og mere op for os hvad der var sket, og min bror endte med at leje en bil og køre hele vejen hjem fra Texas til Long Island. Det tog et par dage. Det har nok været meget terapeutisk i forhold til at begribe hvad der var sket.

4 uger senere rejste min veninde og jeg over til min bror – en rejse som vi havde planlagt længe inden. Vi overvejede ikke at aflyse turen, da vi vurderede at det  nok aldrig ville blive så sikkert som lige nu. Det var et meget stille New York vi besøgte. På hvert gadehjørne stod der soldater og politi, og byen var selvfølgelig meget præget af begivenheden. Min veninde og jeg snakker stadig om hvordan vi en aften i min brors kælderlejlighed så på CNN: ‘Amerika Strikes Back’ om Bush’s invasion af Afganistan. Min kommentar var, at vores rejseforsikring også dækkede evakuering – vi vidste ikke om det ville betyde noget for trusselbilledet i USA. Heldigvis skete der ikke noget, der kom bare endnu flere soldater på Penn Station.

Nu er det 10 år siden. Min bror er flyttet til Californien, jeg er flyttet til Virum og Aksel bor ikke lige rundt om hjørnet mere. Faktisk har jeg ikke ret meget kontakt med nogen af dem længere. Jeg ser tilbage på dagen sammen med min mand, som jeg ikke kendte dengang. Vi deler ikke oplevelsen af 9-11. Verden ændrer sig, livet går videre. Jeg er ikke en der går særlig meget op i fortiden, og mange minder viskes ud for mig med tiden. Men oplevelser som denne hænger fast.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *