Sov godt

Søvn er vigtigt for mig. Hvis jeg ikke får nok søvn, bliver jeg stresset og føler det svært at klare hverdagen. Hvis jeg sover godt og nok, kan jeg klare hele verden (næsten). Når jeg har fri og ferie, prioriterer jeg at få sovet så jeg kan blive frisk. Og jeg prøver også at prioritere det i hverdagen.

Indtil nu jeg jeg sovet i 140 cm bred boxmadras med fjedre. Den slags seng har jeg sovet på i forskellige varianter siden jeg flyttede hjemmefra. Det er sin sag at sove 2 mennesker på fælles madres af den kvalitet, især når sengen har nogle år på bagen. Sengen bliver blød på midten, så man får en følelse af at trille ind mod midten, jeg føler at jeg bruger kræfter på at modvirke det. Fjedrene gør at man hopper op og ned når naboen vender sig, og den begynder også at knirke efter nogle år.

I en proces med at udskifte vores ældre møbler har min mand og jeg nu prioriteret at få en god seng – en investering i god nattesøvn. Vi tog til Drømmeland i Hillerød og blev præsenteret for 3 teknologier i sengene: fjedre, latex og skum. Vi valgte det sidste i form af NASA-teknologien Tempur, fordi det var så fuldstændig ‘dødt’ mht. svingninger i sengen. Mads og jeg var trætte af at vække hinanden når vi vendte os. Vi har købt en lidt større seng: 160 cm bredde i form af 2 separate senge på 80 cm. med en fælles topmadras ovenpå. Sengen blev leveret i fredags, og nu skal vi til at vænne os til en helt ny type seng.

Det føles meget anderledes at sove på det her skum. Et par minutter efter man har lagt sig former det sig efter kroppen i takt med at det varmes op, så lige når man lægger sig føles underlaget ret hårdt. Fordi materialet er så svingnings-‘dødt’ er det ret hårdt at vende sig i sengen, man skal simpelthen bruge flere kræfter. Fjedrene i den gamle seng hjalp åbenbart ret meget til, har jeg fundet ud af.

Den første nat i den nye seng gik egentlig meget godt, men med en konstant bevidsthed om at det var nyt. Sengen er meget højere – vi ligger nok ca. 20 cm. højere end før, det føles lidt som at sove på et plateau. Efter 2. nat vågnede jeg og var ret øm i lænd og skuldre og blev helt i tvivl om det her var det rigtige valg. Producenten nævner på hjememsiden at man skal forvente op til 2 ugers tilvænningsperiode, og de skriver ligefrem at det er almindeligt med rygproblemer i den tid. Den tredje nat er det heldigvis gået noget bedre. Jeg håber jeg kan vænne mig til det, så jeg har en god mulighed for at kunne sove godt.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *