20 års jubilæum

Her til august har jeg 20 års jubilæum på arbejdsmarkedet. 1. august er det 20 år siden, at jeg startede i mit første fuldtidsjob som piccoline i COWIconsult. Jeg havde taget studentereksamen og derefter en 1-årig HH, og så synes jeg som 19-årig at jeg havde brug for et sabbatår, hvor jeg kunne arbejde lidt.

Det var et sjovt år i COWIconsult. Jeg blev boende hjemme, så selvom jeg kun tjente 10.300 kr. om måneden før skat, havde jeg gode muligheder for at spare penge op OG at have rimeligt med penge til mig selv. Jeg svingede godt med ingeniørerne og befandt mig godt i virksomheden. Det var planen at jeg skulle starte på universitetet efter sabbatåret, så jeg tog matematik på højt niveau om aftenen. Og så mødte jeg min første rigtige kæreste.

Da sabbatåret var gået, startede jeg på Københavns Universitet på statistik-studiet. Jeg havde vist fået storhedsvanvid af nogle gode eksamensresultater i gymnasiet og på HH, og troede jeg kunne klare hele verden – også et af de sværeste studier. Måske skulle jeg have lyttet, da min matematiklærer i gymnasiet sagde at hun synes statistik var rigtig svært, men jeg synes jeg havde noget at byde på i formidling af talmateriale.

Det tog mig nogle få måneder at indse, at jeg var kommet et helt forkert sted hen. I november samme år var jeg tilbage på arbejdsmarkedet og har ikke forladt det siden. Siden er det gået slag i slag; kontorelev, assistent, overassistent, kontorfuldmægtig, IT-supporter, IT-konsulent, IT-specialist og nu QA-konsulent. Undervejs har jeg taget 2 uddannelser og et utal af kurser, certificeringer og enkeltfag.

Jeg har tidligere skrevet om hvordan jeg har oplevet udviklingen i mit arbejdsliv de sidste 2 årtier, så det vil jeg ikke komme ind på her. Jeg vil blot konstatere at jeg nu er midtvejs i mit arbejdsliv. Hvad har jeg fået ud af at være på arbejdsmarkedet siden jeg var 19? Jeg har etableret mig tidligt. Jeg fik den lejlighed og selvstændighed jeg havde drømt om relativt tidligt. Jeg har sparet op til pension i 15 år og jeg har lært at begå mig på arbejdsmarkedet.

Til gengæld fik jeg ikke den lange uddannelse som mine ungdomsuddannelser også forberedte mig til. Jeg har især i starten af min karriere af og til følt, at jeg måske kunne have fået mere anerkendelse hvis jeg havde taget en kandidatgrad. Jeg husker tydeligt hvordan en forsker kommenterede en medarbejder-tilfredshedsundersøgelse på vores fælles arbejdsplads med ordene “Der er jo den faglige tilfredsstillelse blandt akademikerne” – som om vi som havde andre uddannelser ikke havde en faglighed. Men jeg er ikke ked af at måtte undvære. Især efter jeg skiftede karriere til IT-verdenen har min korte videregående uddannelse kombineret med min begavelse og personlige egenskaber været rigeligt til at løse mine opgaver.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg af og til kan blive lidt træt af arbejdslivet og ønske mig hen til en situation, hvor jeg ikke var nødt til at bruge så stor en del af mit liv på at arbejde. Men al sandsynlighed peger på, at jeg kommer til at befinde mig på arbejdsmarkedet de næste 20 år, og så er det jo spændende hvor det fører mig hen. Jeg er næsten sikker på at jeg ikke skal lave det jeg laver idag de næsten 20 år. Jeg vil blive ved med at være opmærksom på hvad der stimulerer mig og gør mig glad. Og med den realitet i mente, at den eneste konstant på arbejdsmarkedet er forandring, er det umuligt at forudse hvordan mit arbejdsliv vil udvikle sig fremover.

Men nu er jeg i hvert fald halvvejs mod pensionen.

Lignende indlæg:

En tanke om “20 års jubilæum”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.