Drivhuset klar til sommer 2011

I den forgangne weekend fik vi gjort drivhuset klar til den nye sæson. I sidste weekend var vi hos Gartneri Toftegaard og købe planter, og efter rengøring og oprydning i drivhuset kom disse planter i lækre økologiske plantesække fra samme sted. Det blev som forventet til busk-squash, busk-augbergine og så købte vi også busk-tomater, som ikke kræver nogen pleje som de almindelige klatrende tomatplanter. Vi glæder os meget til at se flg. sorter udvikle sig:

  • Aubergine “White lightning”: hvide auberginer der bliver ca. 20 cm.
  • Aubergine “Toga”:  små auberginer ca. 6 cm. der bliver stribede sorte/grønne/orange
  • Squash “Opal”: lysegrønne lidt buttede squash, som ligner dem man kan få på Gran Canaria
  • Squash “Gold Rush”: almindelige gule squash
  • Chili “Madame Jeanett”: orange habanero-type af styrke 10+
  • Chili “Bhut Jolokia”: en af de nye indiske chilisorter, som er blandt verdens stærkeste, styrke 10+++
  • Chili “Brazil Multicolor Acorn”: bliver en flot tæt busk med en hel masse opadvendte chili, multicolor fordi den har mange farver før den når modenhed, styrke 5
  • Tomat “Totem”: cocktailtomat på ca. 50 cm. høj busk
  • Tomat “Red robin”: cherrytomat på 25 cm. høj busk

Derudover har vi en basilikumplante, og dild, persille og purløg står også stadig i drivhuset og venter på at vokse sig store så de kan komme ud og stå ved hoveddøren, som er tættest på køkkenet.

Jeg er spændt på hvordan det går med at have squash i drivhuset. Den skulle jo egentlig kunne trives på friland, og det prøvede vi også sidste år, men frugterne blev spist af snegle før de nåede at blive store, så vi fik slet ikke noget ud af den. Jeg er lidt bekymret for om planterne bliver for stor og ustyrlig i drivhus, men nu har de 2 planter fået hver sin plantesæk helt alene at ‘boltre sig’ på – så håber jeg at det går. Og ellers kan de vel beskæres lidt.

Lignende indlæg:

6 meninger om “Drivhuset klar til sommer 2011”

  1. God fornøjelse med alle dine planteprojekter. Det lyder spændende med squash, og tomater er en vidunderlig ting at have i sin have. Nyplukkede tomater smager helt anderledes end dem, man får i butikkerne. Jeg har også purløg og urter til salat, men persille – det får jeg ikke lov til at have i fred for sneglene. Sidst jeg plantede en stor flot plante, tog det dem blot en enkelt nat at gnave den ned til rødderne… Nu køber jeg persille og planter i en krukke, som bliver stillet langt væk fra snegleland… 😉

  2. Hej!
    Jeg er spændt på at høre hvordan det går med dine squash, for jeg har også sat en i en plantekasse i drivhuset. Den er blevet mega-stor og der er en stor blomst på vej. Men ret beset ved jeg heller ikke rigtig hvordan jeg skal behandle den for at få det største udbytte ud af den.
    De andre år har jeg haft squash i køkkenhaven, men har aldrig fået noget særligt ud af dem. I år har jeg så fået sat et drivhus op, og ville så prøve et lille eksperiment; 1 squash i drivhuset og 2 i køkkenhaven. Der er godt nok stor forskel allerede på størrelsen. Dén i drivhuset er 3 gange så stor som de andre.

    Men man skal vel pode blomsterne med en pensel eller sådan noget, mon ik?

    Mvh. Birgitte

    1. Hej Birgitte. Det lyder spændende med dit eksperiment. Mine squashplanter i drivhuset har haft adskillige blomster de sidste par uger, men ikke sat nogen frugter endnu. Når man har planten i drivhus tror jeg det er vigtigt at tænke på at den – i modsætning til tomat, agurk og chili – ikke er selvbestøvende, så man er afhængig af at der kommer insekter ind i drivhuset og bestøver. F.eks. kan man holde døren til drivhuset åben noget af tiden, så de kan komme ind. Man kan sikkert selv lege insekt som du nævner med en pensel el.l. – se f.eks. dette link til Havenyt

  3. Hej Trine Louise

    Jeg falder lige over dit eksperiment med squash i drivhuset. Jeg forsøger nemlig selv det samme i år. Hvad er dine erfaringer fra sidste år?

    Venlige hilsner
    Susanne

    1. Hej Susanne. Det gik faktisk meget godt med squash i kapillærkasse. Da vi købte udplantningsplanten stod der at det var en busk, men den var nu mere en krybende lang plante som vi måtte guide rundt i kassen. Der kom moderat med frugter, nok ca. 10 ialt, så det var ikke fordi den gik fuldstændig amok af at komme i drivhus. Det skal dog bemærkes at vores drivhus efterhånden får en del skygge fra naboens æbletræ.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *