Min mærkesag er stress

Når nu engang valget kommer, skal vi til at gøre op med os selv hvem vi vil stemme på. Hvis man ikke er overbevist socialdemokrat eller ubetinget vil stemme på et bestemt parti, så skal man til at tænke på hvilke emner man vil lade afgøre, hvor krydset sættes. Der er jo nok at tage af: udlændinge, efterløn, miljø, økonomi eller udenrigspolitik? Jeg synes det er utrolig svært at vælge, og det kan også være svært at finde et parti som mener det samme som mig om flere emner samtidig.

En meget vigtig sag for mig er stress. Tom Jensen bloggede om det på Berlingske, og her blev det ret tydeligt hvor massivt problemet er. Da der i samme uge var en historie på DR om en kvinde som havde fået hjerneskade af stress, gik det op for mig at det her er et problem som skal bekæmpes med alle midler.

Jeg har selv prøvet at være sygemeldt pga. stress. 2 måneder var jeg væk fra mit job. Det var udløst af en periode med ekstrem travlhed pga. organisationsændring. Men det var ikke selve travlheden der gjorde mig syg. Det som jeg tror var den udløsende faktor, var at jeg var nødt til at tvinge kolleger, der havde ekstremt travlt, til at hjælpe mig, for at jeg var i stand til at leve op til de krav der stilledes til mig. Den psykologiske ubehagelighed ved at måtte tvinge nogen til at have endnu mere travlt gjorde mig syg. Jeg fik trykken for brystet og kunne ikke fungere som normalt i privatlivet. F.eks. var det uoverskueligt for mig at planlægge indkøb til flere dage, hvilket ellers er en ting jeg er god til. Jeg var ikke den eneste der blev sygemeldt i afdelingen. Min arbejdsgiver sendte mig til psykolog. Jeg følte mig som en bil der skulle på værksted. Men der blev ikke lavet noget om i måden at arbejde på.

Jeg tror vi har fået lavet et samfund som er så avanceret, at vi kører på undtagelses-tilstand i hjernen hele tiden. Og det stresser os. Hvis man skal være med, i samfundet, debatten og især på arbejdsmarkedet, skal man være forandringsparat, proaktiv og ekstremt flexibel. Det kan vi være når vi sætter os selv i undtagelsestilstand og lader hjernen yde en ekstraordinær indsats. Vi har hørt historien før: den ekstraordinære indsats er vi i stand til at yde, for at kunne flygte fra en løve der vil æde os. Det er ikke noget vi skal gøre hele tiden. Problemet er bare, at den hjernemæssigt ekstraordinære indsats er blevet standard. Det er den præstation som vi selv, vores arbejdsgivere og politikerne forventer af os til hverdag. Det er blevet vores varemærke her i Danmark og vi er bare nødt til at køre i dette ‘overdrive’ hele tiden for at kunne overleve den globaliserede verden.

På den måde ser det ud som om vi er ved at blive kvalt i vores egen succes. Det som vi skal sælge os selv på i fremtiden, det som vi er gode til, er også det som gør os syge. Statsministeren sagde i sin nytårstale, at der nu er flere borgere der ikke arbejder, end der arbejder i Danmark. Vi ved samtidig at flere og flere mennesker må forlade arbejdsmarkedet pga. stress. Tallene for hvor mange der aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet efter en stress-sygemelding er rystende. På den måde ædes vores produktionsapparat op indefra af stress. Det er en ond cirkel, og den må og skal stoppes.

Jeg er spændt på om der er nogen af partierne der stiller op til Folketinget, som har en holdning til stress.

Lignende indlæg:

8 meninger om “Min mærkesag er stress”

  1. Tak for et fantastisk indlæg, som jeg er fuldt ud enig i!

    Stress er et kæmpe samfundsmæssigt problem og det bliver værre og værre for hvert år. OECD har udråbt Danmark til at være det land med flest psykisk nedslidste mennesker.
    Statens institut for folkesundhed mener at 10-12% procent af alle erhvervsaktive er ramt af stress i alvorlig grad og mere end 1400 mennesker dør årligt af stress- og stress-relaterede sygdomme i Danmark. Det er mere end 3 gange så mange som dør i trafikken!
    Der figurerer tal på hvad stress koster det danske samfund årligt på mellem 16 og 55 milliarder. Et tal der burde få al snak om udgifter til efterløn til at blegne.

    Alligevel er der ikke rigtigt nogen politikere, der tager fat om problemet og gør noget ved det! Jeg har det som jeg tror at du har det. Uanset hvem der måtte melde ud, at vedkommende vil støtte behandlingsmuligheder og kæmpe for forebyggende tiltag mod stress, vil vedkommende få min stemme – for det er min allerstørste prioritet.
    Hvis vi ikke gør noget, vil OECD få ret i deres påstand om, at vi i 2050 ikke vil være i stand til at brødføde os selv pga. psykisk nedslidning.

    Jeg håber at det er OK at jeg lige linker til min side: http://www.tagstressalvorligt.dk

    Kh.
    Lars Lautrup-Larsen.

    1. Hej Lars. Tak for din interessante kommentar. Tænk at OECD mener at vi er hårdest ramt af psykisk nedslidning! Sikke nogle tal du kommer med her – de underbygger jo min pointe i uhyggelig grad. Selvfølgelig er det OK at linke til din side.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *