Guide til køb af el-cykel

Du skal ikke føle at du ’snyder’ ved at anskaffe dig en el-cykel. For de fleste mennesker vil kørsel på el-cykel ikke betyde at man får mindre motion, man kommer bare hurtigere frem end man ellers ville. El-cyklen hjælper også til at få en større rækkevidde; distancer på 10-18 km., som man måske føler passer til bilen, kan klares af de fleste mennesker med en el-cykel. Dermed spares miljøet for udstødningsgassen OG du får selv mere motion.

Det er imidlertid lidt af en jungle at finde frem til en el-cykel man vil købe. De sælges mange forskellige steder, og der er mange flere specifikationer at tage stilling til end med en almindelig cykel. Det er stadig et betydeligt beløb man skal have op af lommerne for at få en el-cykel, så det er vigtigt at man får undersøgt mulighederne. Baseret på kommentarer på mine tidligere blogindlæg om el-cykler, vil jeg her forsøge at samle de overvejelser jeg synes man skal gøre sig.

A. Afdæk dit behov

Det er klart at du skal tænke over hvad du vil bruge el-cyklen til. Når du skal vælge batteri og motorstørrelse, vil dit udgangspunkt være den distance du har tænkt dig at bruge den til – f.eks. til arbejde. Nu er det dejligt forår, men prøv at tænke over hvordan det er at cykle om efteråret og vinteren – tror du at du kunne tænke dig det, når nu du får hjælp til at klare modvinden og bakkerne? Dette vil få betydning for dit valg af kvalitet på el-systemet, og måske får du også brug for at anskaffe dig noget overtøj/regntøj der egner sit til vinterbrug.

Tænk også på, at du kan køre meget længere end du er vant til med en el-cykel. Det kan sagtens tænkes at du får lyst til at cykle mere end du gør idag eller påtænker at gøre med en ny el-cykel. F.eks. klare de daglige indkøb, have børn med i anhænger, eller måske en cykelferie.

B. Vælg forhandlertype.

Der findes 3 måder at købe en ny el-cykel på:

  1. at købe hos en cykelfagmand med butik og værksted
  2. at købe i en butik der sælger alt muligt, som f.eks. Kvickly, Bilka eller T. Hansen,
  3. at købe den online/på postordre

Derudover kan man købe brugte el-cykler på Den Blå Avis eller lignende steder, her er en del annoncer fra både private og firmaer. Pas på før og nu priser når det handler om nye cykler.

Hvis man køber efter model 2. eller 3. skal man ofte selv samle cyklen, og med 3. er der ikke nødvendigvis en fysisk butik at henvende sig til lige i nærheden, hvis der er problemer. Det kræver altså at man har en vis praktisk snilde.

Man skal gøre op med sig selv hvad man har temperament til i den forbindelse. Er man typen som gerne vil have en fagmand at henvende sig til, hvis der er problemer, anbefaler jeg 1. Selvom man er ret erfaren med at rode med cykler, er der jo dele på en el-cykel som det kræver specialistviden at håndtere, og det er ikke unormalt at man har brug for en reparation eller tilpasning af en el-cykel. På den anden side er det heller ikke alle cykelhandlere som ved ret meget om el-cykler, selvom de sælger dem.

C. Tekniske specifikationer

Her vil jeg henvise dig til den grundige gennemgang som Fantombike har på deres hjemmeside. Se også deres angivelse af hvor mange km. man kan køre på en opladning på de forskellige størrelser batterier. Du kan også se lidt inde på www.el-cykling.dk.

Tag højde for dit behov fundet under A, og husk at tænke over at batteriet med tiden vil miste kraft, så når det er et par år gammelt kan det ikke holde nær så længe som når det er nyt. Og en ting som der ikke er så mange der reklamerer med: når temperaturen er under 10 grader præsterer batteriet væsentligt mindre! Du kan simpelthen ikke køre nær så langt pr. opladning om vinteren, min erfaring siger ca. 40% af hvad et nyt frisk batteri kan på en varm sommerdag.

Og så anbefaler jeg altid at man prøver cyklen før man køber den. Især hvis man aldrig har kørt på el-cykel skal man lige finde ud af hvad ens temperament er mht. motorkraft og om det er noget man vil kunne vænne sig til – de mange næsten nye el-cykler på Den Blå Avis vidner vel om, at det er ikke alle der kan finde sig tilrette med en el-cykel. Og så er der jo lige det med om cyklens størrelse passer til en, de kommer i forskellige stel-størrelser.

D. Økonomi

El-cykler kan købes til priser fra ca. 6.000 kr. til 14.000 kr. og højere endnu. Det er min erfaring at der er en grund til prisforskellen, men derfor kan det sagtens være at man kan nøjes med en af de billigere el-cykler. Hvis man ikke kører om vinteren, hvis man kan have cyklen stående indendørs, hvis man ikke skal køre så langt på el-cyklen eller hvis man synes de kraftige motorstørrelser er for ‘vilde’ at styre, vil de billigere el-cykler sikkert dække behovet fuldt ud.

For mig har det betydning at der er så meget motorkraft som muligt, at den (så godt som) altid virker og at den kan holde til at køre hele året rundt. Derfor har jeg valgt at købe en cykel i den lidt dyrere ende. Jeg har en MBK el-cykel, som jeg har købt hos en cykelhandler. Jeg har læst på www.elcykling.dk at el-cykler fra Raleigh, MBK og Winther får lavet deres elektriske dele af Promovec, som er et dansk firma, der også har el-cykler i eget navn. Promovec har været på markedet i mange år og høstet mange erfaringer, og de lægger vægt på at el-cykler kan klare det danske vejr med regn, sne og is.

E. Forventninger til holdbarhed

Som du kan læse i mit indlæg “Sandheden om el-cykler” blev jeg selv ret skuffet, da min første el-cykel allerede efter 4 år var klar til lossepladsen. Det ligger mig derfor meget på sinde at fortælle potentielle el-cykelkøbere, at en el-cykel altså bliver slidt og at den formentlig ikke kan holde nær så lang tid som en almindelig cykel, selvom den vedligeholdes efter alle kunstens regler. Forhandleren af min første el-cykel mente at man kunne forvente en levetid på ca. 5 år på el-cykler idag.

Jeg håber, at du med disse erfaringer og råd kan komme videre i din beslutningsproces om anskaffelse af en el-cykel. Hvis du stadig er i tvivl, så tal med en forhandler eller stil et spørgsmål på www.elcykling.dk. Derinde er der mange der gerne vil hjælpe, men du skal vide at der også er forhandlere med interesse i at sælge el-cykler, som blander sig i debatten.

Lignende indlæg:

7 meninger om “Guide til køb af el-cykel”

    1. Hej aske. Min første el-cykel kunne klare vinteren, efter at forhandleren havde tilføjet lidt mere ‘krympe-flex’ og fedt i kontakterne. Nu ved jeg jo ikke hvilken slags cykel du tænker på, men en god idé er nok at tænke på hvor cyklen kommer fra – hvis den er lavet i ‘varme lande’ er det ikke sikkert der er taget højde for hvad en dansk vinter kan gøre ved en cykel.

  1. Hej Trine Louise. Jeg har lige læst om dine problemer med at have din el-cykel til reparation. Jeg har igennem den sidste måned selv besøgt diverse cykelhandlere for at finde ud af, hvilken el-cykel jeg vil investere i, og jeg synes det er svært……men een ting der har været fælles for samtlige danske cykelhandlere er, at de alle har vanskeligt ved at reparere cykler med en Bosch motor. De beklager sig samstemmende over, at Bosch ikke servicerer de danske cykelhandlere. Jeg vil derfor gerne vide, om det er en Bosch-motor, der har været problemet med din cykel?
    Med venlig hilsen Jannie

  2. Din EL Cykel rep. oplevelse er helt klart til TrustPilot. Jeg havde også en EL-Cykel fra Cykelland, kinesisk cykel, selvom det ser ud som om cyklen er fra Danmark med masser af dannebro på. Cyklen skulle ha nye bremser, for og bag og nye dæk allerede efter 3 mdr. som de ikke ville dække på garantien, da jeg havde brugt cyklen og bremset. ?
    Men heldigvis kunne de til gengæld ordne cyklen i løbet af 1-2 dage og det kostede kr. 1.500,00

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *